Punkt 1 Sydfyns Kulturforening

Beslutningstema

B: Beslutning

Ansøgning fra Sydfyns Kulturforening om tilskud på minimum 500.000 kr. til planlægning, igangsætning, konceptuering og forproduktion af totalteaterprojektet ”Fjeren & Rosen” i forbindelse med L2021.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Udvalget drøfter sagen og træffer beslutning om igangsætningstilskud.

Sagsfremstilling

Projektgruppen bag totalteaterprojektet Josefine Ottesen, Jakob Engmann og Holger Brodersen orienterer på udvalgets møde om projektet jfr. dagsordenens pkt. 3.

 

”Fjeren og Rosen” er en totalteaterproduktion, der skal præsenteres i sin fulde udgave for offentligheden i juni/juli 2021 med premiere onsdag den 30. juni 2021, dagen før L2021 officielt åbner. Herudover skal det vises i uddrag de følgende dage under Landsstævnet. Forestillingen sættes op i Ollerup.

 

Projektet er et stort anlagt på tværs samarbejde opstået ud fra et ønske om fra en række professionelle lokale kulturaktører at bidrage til L 2021 og vise, at ved at forene idrætslivets stærke organisatoriske kompetencer med ambitiøse kunstneriske visioner, kan de sammen lave en enestående begivenhed og styrke på-tværs-samarbejdet. Projektgruppen skriver, at formen forudsætter mange deltagende, da hele idéen er at skabe en kæmpestor fællesoplevelse, hvor man er både publikum og aktør. Ambitionen er 20-30.000 deltagere, der også er publikum + 20.000 ”rene” tilskuere. De mange foreninger mv., der inviteres til at deltage i projektet fremgår af vedlagte ansøgningsmateriale.

 

De tre overordnede aktører er Sydfyns Kulturforening, Svendborg Musikskole og BaggårdTeatret, der blandet andet udgør styregruppen og organisationen for projektet. Herudover er det et ønske fra gruppen, at projektet tilknyttes kommunale konsulenter fra henholdsvis Biblioteket, Kultur og Fritid og Skoleforvaltningen.

 

Udgiftsbudgettet for hele projektet er på 2.470.000 kr. Udgiften søges dækket ind ved eksterne bidragsyder på 1.500.000 kr. mio. kr. BaggårdTeatrets bidrag på 530.000 kr. samt midler fra sponsorer og fonde på 440.000 kr. Der er udover nærværende ansøgning endnu ikke søgt tilskud fra andre. Der påtænkes en éntre, men størrelsen og håndteringen af denne er endnu ikke fastlagt.

 

Yderligere information om projektet fremgår af ansøgningsmaterialet, der omfatter projektbeskrivelse og budget.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

I forbindelse med Budgetforlig 2020 blev afsat 500.000 kr. i 2020 og 1.000.000 kr. i 2021 til en forøgelse af De frie Kulturmidler til at understøtte kulturaktiviteter i forbindelse med Landsstævnet 2021.