Punkt 8 Orientering om modtageklasser for flersprogede elever i skoleåret 2019/20

Beslutningstema

Orientering om antal modtageklasser og antal elever i skoleåret 2019/20

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Udvalget for Børn og Unge besluttede den 7. december 2016 den fremtidige organisering af modtageklasser, herunder principper for oprettelse og nedlæggelse af modtageklasser inden for den besluttede ramme.

 

På Børne- og Ungeudvalgets møde den 16. januar 2019 blev udvalget orienteret om det forventede antal modtagelsesklasser i skoleåret 2019/20. På mødet blev det besluttet, at organiseringen af modtageklasserne skulle drøftes i efteråret 2019.

 

Skoleafdelingen har i samarbejde med Interkulturelt Team påbegyndt en intern evaluering af den eksisterende organisering samt en indsamling af erfaringer fra andre kommuner. Det sker med henblik på at udarbejde et grundlag for drøftelse i Børne- og Ungeudvalget af den fremtidige organisering af modtageklasserne primo 2020. Oplægget vil blandt andet indeholde overblik over lovgrundlag, vurdering af behov for justering af organisering og ressourcetildeling, kvalitetssikring, fremtidig visiteringspraksis samt kobling til arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer. 

 

Aktuelt og forventet elevtal:

 

Skolenavn

Nuværende elevtal

Forventet elevtal v. årsskiftet

Ørkildskolen

Modtageklasse målrettet 1.- 6. klassetrin

(Undervisningen i en modtageklasse må højst spænde over 5 klassetrin)

10 elever

7 elever

Nymarkskolen

Modtageklasse målrettet 7. -10.klassetrin

(Undervisning kan gives til og med det 17. leveår)

5 elever

1 elev

Se bilag 1 for oversigt over elever, deres ankomst til Danmark, oprindelsesland samt sprog.

 

 

Faktaboks om indsatsen på 0. årgang

Den 20. december 2016 besluttede Byrådet at nedlægge modtageklasser på 0. årgang.

 

Det blev efterfølgende besluttet at tildele Ørkildskolen en resurse med henblik på at understøtte opgaveløsningen (dansk som andetsprog) med flersprogede børn i 0. klasse på distriktsskolerne. I forlængelse heraf har Ørkildskolen ansat en person (30 timers lærerstilling) til at løse opgaven.

 

Samtidig blev det besluttet at tildele Interkulturelt Team et mindre beløb med henblik på at understøtte elevernes overgang fra dagtilbud til skole.

 

Børnene i dagtilbud screenes ved hjælp af ’Vis hvad du kan’. Ørkildskolen orienteres efterfølgende om de børn, der ikke har de fornødne sproglige kompetencer, der skal til, for at få et meningsfuldt udbytte af den almindelige undervisning, og som derfor skal understøttes ude på distriksskolen. Disse elever tilbydes basisundervisning. Denne kan gives i klasser, på hold eller som enkeltmandsundervisning. Basisundervisningen skal ophøre senest efter 2 års forløb.

 

I skoleåret 2019/2020 understøttes 10 elever på 0. årgang.

 

Se bilag 1 for oversigt over elever, deres ankomst til Danmark, oprindelsesland samt sprog.

 

Interkulturelt Team oplyser at Svendborg Kommune pt. forventes at skulle modtage 14 flygtninge i 2020 (oplyst tal fra Udlændingestyrelsen vedr. kommunekvoter for flygtninge i 2020). Kommunen får ikke meddelt alder på disse personer.

 

Derudover kan der bliver tale om familiesammenføringer til herboende flygtninge. Et bud er 7-9 børn og unge. Det præcise antal er dog usikkert, idet det ikke er muligt at vide, om ansøgte familiesammenføringerne bliver tildelt eller afvist. Endelig kan der være familiesammenføringer til herboende danske statsborgere. Dette overblik har kommunen ikke adgang til.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Tildeling til modtagelsesområdet skoleåret 2019/2020:

 

På Nymarksskolen er der budgetteret med én modtageklasse med 5 elever. Der tildeles 937.203 kr. til løn og 31.984 kr. til drift af en klasse. Herudover tildeles der 2.816 kr. pr. elev til ledelse og administration. I alt tildeles 983.267 kr. til Nymarksskolen.

 

På Ørkildskolen er der budgetteret med én modtageklasse med 9 elever. Der tildeles 869.065 kr. til løn og 31.984 kr. til drift af en klasse. Da der ikke længere er modtageklasser på 0. årgang tildeles Ørkildskolen 382.878 kr. til understøttelse af opgaveløsningen med flersprogede børn i 0. klasser. Herudover tildeles der 2.816 kr. pr. elev til ledelse og administration. I alt tildeles 1.309.271 kr. til Ørkildskolen.

 

Der er desuden afsat 50.000 kr. til Inter kulturelt Team under dagtilbudsområdet, til understøttelse af opgaven med flersprogede børn i 0. klasser.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 13-11-2019

Taget til efterretning.

 

Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (Å), hvorfor Bruno Hansen (F) deltog som suppleant.