Punkt 12 Omdannelse af Klosterplads og Frederiksgade

Beslutningstema

Drøftelse af henvendelser fra Fyns Politi og Banedanmark vedr. områdefornyelsen Liv i Min By.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget, at henvendelserne drøftes.

Sagsfremstilling

Administrationen har været i fornyet dialog med Fyns Politi om deres vurdering af en evt. ændring af vejforløbet henover Klosterplads. Fyns Politi kan ikke forhåndsgodkende trafikale løsninger, idet løsningen skal være fuldt beskrevet før der kan gives en endelig udtalelse. Fyns Politi har dog i forbindelse med forhåndsdialogen bidraget til at kvalificere arbejdet. Som det fremgår af bilag 1, er der i forhåndsdialogen ikke fremkommet løsninger, som Fyns Politi anser for bedre end den eksisterende trafikløsning fra Jernbanegade, henover Klosterplads og hen til Tolbodvej.
 

Sideløbende med dialogen om en trafikløsning omkring banegården har administrationen været i dialog med Banedanmark om udviklingen af området omkring Frederiksgade. I marts 2019 skrev administrationen til Banedanmark (bilag 2). I henvendelsen blev det nævnt, at hensigten er at ensrette Frederiksgade, både midlertidigt i sommeren 2019 og permanent. Banedanmark blev bedt om at udtale sig herom, herunder om en række øvrige forhold fx mulighederne for at overtage Banedanmarks areal øst for banelegemet langs Frederiksgade. I en senere mail fra marts (bilag 3) nævner administrationen igen, at der arbejdes hen mod en ensretning hen over baneoverskæringen.
 

I april måned svarede Banedanmark på en del af spørgsmålene (bilag 4), men problematiserede ikke ensretningen i Frederiksgade. På et møde 28. oktober 2019 mellem Banedanmark og administrationen fremførte Banedanmark de allerede fremsendte synspunkter, men tilføjede dertil, at de ikke kan godkende, at en ensretning af Frederiksgade går forbi deres banearealer. Med andre ord vil de ikke tillade, at der bliver indkørselsforbud i Frederiksgade hverken fra Klosterplads eller Jernbanegade. Dermed kan Banedanmark i praksis kun tillade en ensretning frem til indkørslen til parkeringspladsen ved Kvægtorvet. Administrationen har anmodet Banedanmark om at fremsende deres synspunkter på skrift.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Umiddelbart har det ikke nogen økonomiske konsekvenser for kommunen.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 07-11-2019

Teknik- og Erhvervsudvalget drøftede sagen og anmodede administrationen om:

  • at rette fornyet henvendelse til Banedanmark for at udfordre deres begrænsning af trafikkens afvikling ved Frederiksgade og dermed byudviklingen.
  • at bede en ny rådgiver om at lave et nyt forslag om et vejforløb, herunder ”shared space”, med henblik på Politiets godkendelse. Rådgiverydelsen afholdes indenfor rammerne af projektet Liv i Min By.

 

Jens Munk (Løsgænger) kunne ikke godkende beslutningen, idet der skal anvendes midler til rådgiverydelser, selvom der ikke pt. er finansiering til at anlægge et nyt vejforløb.  
 

Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (Liste Ø). Stedfortræder Jesper Kiel (Liste Ø).