Punkt 6 Fritlægning af Kobberbækken

Beslutningstema

Godkendelse af brug af rådgivning til projektforslag for fritlægning af Kobberbækken.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At brug af ekstern rådgiver godkendes til udarbejdelse af projektforslag for fritlægning af Kobberbækken.

Sagsfremstilling

En åbning af Kobberbækken indgik i helhedsplanen ”Fremtidens Havn” fra 2014, som er rammen for alle udviklingsprojekter på havnen, herunder Den Blå Kant og Maritimt Kraftcenter (SIMAC).
 

En åbning af Kobberbækken skal erstatte det rørlagte forløb som i dag findes fra foden af Nyborgvej, hvor bækken føres ind under Nyborgvej og er rørlagt herfra ud til Øster Havn ved Hudes Plads.
 

Der er tidligere lavet 2 rapporter/notater til belysning af en fritlægning af Kobberbækken. Disse har dog været med forskelligt fokus og de forudsætninger, som er i dag, er ikke indtænkt.
 

Rapporten fra Rambøll fra 2013 tager udgangspunkt i at gennemføre en vandløbsrestaurering med fokus på at skabe fri passage, strømlæ og skjul for fisk og smådyr. Der er kun i mindre grad taget hensyn til skybrud, og eftersom konkurrencen for Den Blå Kant først er gennemført senere, forholder rapporten sig ikke til højvandsudfordringen.
 

Rapporten fra 2016 fra Krüger tager udgangspunkt i at løse skybrudsproblematikken, og er også udarbejdet før konkurrencen for Den Blå Kant, med de mangler dette indebærer.
 

I et projektforslag for Kobberbækken skal der ses på en samlet løsning, som indtænker:

  • en vandløbsrestaurering, som tilgodeser såvel fauna og flora og gør bækken anvendelig som fiskevand
  • skybrud således, at Kobberbækken( evt. i kombination med andre tiltag) kan afvande bagland også ifm. skybrud.
  • højvandssikring. Herunder skal projektforslaget afdække sammenhængen med sluseløsningen og havnebassinet som buffer ved højvande.
  • Kobberbækken som rekreativt element i et grønt strøg mellem SIMAC og boligbebyggelse.

 

Projektforslaget skal belyse muligheden for en etapevis realisering i sammenhæng med den gradvise udvikling af godsbanen og naboarealerne. Projektforslaget skal indeholde anlægsoverslag, tidsplan og principsnit for deletaper.

Der skal endelig opstilles minimum og maksimum dimensioneringsforudsætninger, så det samlet set bliver muligt at overdrage opgaven omkring fritlægning af Kobberbækken til fremtidige investorer.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Projektforslaget finansieres af anlægsbudgettet til ”Havneudvikling”.

Projektet forventes, at blive dyrere end grænsen for brug af konsulenter på 150.000 kr.

Eventuelt afledte anlægsprojekter vil skulle rejses særskilt.

Vurderes ikke at have nogen erhvervsmæssige konsekvenser i forslagsfasen.

Lovgrundlag

Ingen.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 07-11-2019

Indstillingen godkendt.
 

Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (Liste Ø). Stedfortræder Jesper Kiel (Liste Ø).