Punkt 4 Beskæftigelsesplan 2020 - 2. behandling

Beslutningstema

Udsendelse af Beskæftigelsesplanen i høring

Indstilling

Direktionen indstiller, at udvalget

  • drøfter udkastet
  • tager det fælles fynske tillæg til efterretning
  • sender Beskæftigelsesplanen i høring hos relevante parter.

Sagsfremstilling

Beskæftigelsesplan 2020 er tilrettet efter udvalgets drøftelser på mødet den 7. oktober 2019.   Der er blandt andet tilføjet et fjerde fokusområde: sygefravær.

 

Vedlagt er endvidere det fælles fynske tillæg til Beskæftigelsesplanen. Geografisk deler kommunerne i høj grad arbejdsmarked, virksomheder og arbejdsstyrke. Kommunerne kan derfor hjælpe hinanden med at løse fælles opgaver og udfordringer i beskæftigelsesindsatsen.

 

De fynske kommuner er enige om 3 fælles fokusområder:

  1. Unge med komplekse problemstillinger skal gives ballast til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse eller varetage et ordinært job
     
  2. Aktivitetsparate og andre borgere på kanten af arbejdsmarkedet skal parallelt med andre indsatser bringes tilbage på arbejdsmarkedet og varetage småjob med ordinære løntimer
     
  3. Særligt for de jobparate skal den gode virksomhedsservice udvikles, jobformidlingen på tværs af kommunerne skal styrkes og opkvalificeringen skal målrettes de gode jobmuligheder – blandt andet i samarbejdet i Rekrutteringsservice Fyn.

 

Det foreslås, at forslag til Beskæftigelsesplan 2020 i lighed med proceduren for 2019 sendes i høring ved følgende parter:

          Svendborgs Integrationsråd

          Svendborg Erhvervsråd

          Lokalt A-kasseudvalg

          LO Sydfyn

          Industrien Sydfyn

          Byg og Håndværk

          Bestyrelserne for de lokale uddannelsesinstitutioner

          Handicaprådet

 

Høringsperioden foreslås, at løbe fra 5. november til 19. november 2019, således at høringssvarene kan indgå ved udvalgets 3. behandling den 3. december inden byrådets endelige godkendelse.

 

På mødet blev det også besluttet, at der i forlængelse af Beskæftigelsesplanens vedtagelse bliver udarbejdet en selvstændig indsatsplan, der beskriver, hvorledes jobcentret konkret arbejder med de fokusområder og målsætninger, der er beskrevet i planen.

 

Indsatsplanen kan f.eks. beskrive hvordan, der arbejdes for at sikre gode overgange for sårbare unge, indsatser i virksomhedssamarbejdet med dels Svendborg Kommune som en arbejdsplads samt kommunens øvrige virksomheder eller en beskrivelse af indsatser, der skal fremme den mentale sundhed.

 

Udarbejdelse af indsatsplanen vil ske via medarbejderinddragelse, da formålet er at udmønte beskæftigelsesplanen i praksis. Indsatsplanen vil bliver forelagt udvalget i løbet af 1. kvartal 2020. Udvalget vil løbende blive orienteret om status på indsatser.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-11-2019

Udkastet tilrettes efter udvalgets bemærkninger og sendes i høring som indstillet.