Punkt 4 ForårsSFO - Status på det forberedende arbejde

Beslutningstema

Orientering om status på det forberedende arbejde med forårsSFO.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

På Byrådets møde den 30. april 2019 blev det besluttet at etablere forårsSFO, som det pædagogiske tilbud for kommende skolebørn i perioden fra 1. april til 31. juli i Svendborg Kommune med opstart 1. april 2020.

 

De fysiske rammer

På baggrund af den udarbejdede kapacitetsanalyse igangsættes justeringer på to matrikler i samarbejde med CETS. På Issø-skolen er nedsat en projektgruppe, som arbejder med etablering af læskur med varme (første møde den 18. september 2019). På Stokkebækskolen afd. Gudbjerg etableres ventilation i lokalet til forårsSFO. Der etableres i samme ombæring ventilation i flere undervisningslokaler i forbindelse med omorganisering på skolen.

Udover disse to justeringer er der afsat en pulje til de øvrige mindre justeringer på skolerne, som skal ansøges senest 10. december 2019, og der er afsat 10.000 kr. pr. matrikel til pædagogiske opstartsmaterialer.

 

Kommunikation og indskrivning

Før sommerferien har forældre til de første forårsSFO-børn modtaget et informationsbrev om forårsSFO.

Indskrivning foregår i perioden fra 4.-17. november 2019. Forældre har modtaget information i uge 40 om, at der er samlet indskrivning til skole, SFO og forårsSFO. Der er lagt information om forårsSFO på www.svendborg.dk, og der er ligeledes lagt information om den samlede indskrivning. Forældre inviteres til lokale informationsmøder på skolerne, hvor de bliver introduceret til både forårsSFO, skole og SFO.

 

Organisering

I alle distrikter er der inden sommerferien afviklet ledelsesmøder på tværs af dagtilbud og skole. De har mundet ud i de første tanker om rammer for forårsSFO. Der er afviklet et temamøde for ledelserne på dagtilbud og skoler med et inspirationsoplæg fra Odense Kommune.

Når rammerne er på plads og medarbejderne er udpeget afvikles en temadag med alle medarbejdere i forårsSFO, hvor det pædagogiske og praktiske indhold er på dagsordenen. Temadagen kickstarter arbejdet i distrikterne, hvor medarbejdere fra skole og dagtilbud i fællesskab forbereder den lokale forårsSFO.

Ledelserne modtager løbende nyhedsbreve med fokus på de fælles opmærksomheder, der er på tværs af distrikterne.

 

De frie grundskoler

Alle frie grundskoler i Svendborg har valgt at etablere forårsSFO pr. 1. april 2020.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Skolerne har fået tilsendt en ressourceberegningsmodel, så de med afsæt i elevtalsprognosen kan få overblik over den forventede økonomiske ramme og dermed de personalemæssige muligheder. Efter indskrivningsprocessen kender skolerne deres forventede elevantal og dermed den samlede økonomiske ramme.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 09-10-2019

Taget til efterretning.

Afbud fra Maria Haladyn (A), hvorfor Hanne Klit (A) deltog som suppleant.