Punkt 4 Status på Flere med handicap i job

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Beskæftigelsesministeren udmeldte til 2019 et ministermål ”Flere personer med et handicap skal i beskæftigelse”. På baggrund af høringssvar fra Handicaprådet og Social- og Sundhedsudvalget, som Beskæftigelses- og Integrationsrådet valgte at sende ministermålet i høring ved, besluttede udvalget på møde den 29. april 2019 at bede administrationen om at nedsætte en tværgående arbejdsgruppe, der fik til opgave at komme med konkrete initiativer, der kan fremme fastholdelse og indslusning på arbejdsmarkedet. Udvalget bad samtidig om at få en status på arbejdet til oktobermødet.

 

Der er siden nedsat en styregruppe bestående af Borger og Arbejdsmarkedschefen, Socialchefen og Familie- og Uddannelseschefen, samt en tværgående arbejdsgruppe med repræsentanter fra de 3 områder.

 

Arbejdsgruppen har arbejdet med en afgrænsning og definition af ministermålet. Der er arbejdet med  afdækning af de muligheder, der allerede anvendes i dag og der arbejdes videre med anbefalinger til, hvor der er ting der kan gøres anderledes.

 

Anbefalingerne kan være af forskellig karakter, som små justeringer, der umiddelbart kan ændres rent administrativt for at højne kvaliteten og effektiviteten i indsatsen, til anbefalinger, der vil kræve mere gennemarbejdelse samt evt. politisk og økonomisk prioritering.

Der arbejdes med fokus på at udbrede kendskabet til de eksisterende ordninger, der allerede findes på beskæftigelsesområdet:

  • Personlig assistance til erhverv
  • Personlig assistance til efter- og videreuddannelse
  • Hjælpemidler (arbejdspladsindretning og arbejdsredskaber)
  • Isbryderordningen
  • Mentor
  • Fortrinsret.

 

Kendskabet til de eksisterende ordninger kan med fordel øges såvel blandt medarbejdere og borgere, men også blandt kommunens virksomheder.

I forhold til medarbejderdelen arbejdes der med mulighederne for at skabe bedre vidensdeling på tværs af de kommunale områder.

 

I forhold til borgere arbejdes der konkret med at etablere kvartalsvise arrangementer i jobcentrets jobcafé, hvor borgere kan høre om mulighederne for handicapkompenserende ordninger.

 

I forhold til virksomhederne skal der arbejdes med hvilken form for informationsmateriale/informationsform, der vil være hensigtsmæssig for at informere virksomhederne om de eksisterende muligheder, såvel ved sygemeldinger samt ved rekruttering af medarbejdere.

 

Administrationen arbejder videre med forslag, der kan understøtte indfrielse af handicapmålet. Konkret arbejdes der videre med et projekt, hvor det afdækkes om et tidligt samarbejde om unge, der er på vej i målgruppen for beskyttet beskæftigelse vil kunne hjælpes ind på det ordinære arbejdsmarked via de muligheder, der er i de handicapkompenserende ordninger.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget orienteres løbende om status.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 07-10-2019

Orienteringen blev taget til efterretning.