Punkt 3 Orientering om kunstgræsbaner

Beslutningstema

Status på handlingsplan for at mindske spredning af granulat og miljøfremmede stoffer fra kunstgræsbaner.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

 

  • orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Miljø- og Naturudvalget besluttede den 5. februar 2019, at administrationen udarbejdede en hand­lingsplan for at mindske spredningen af granulat og miljøfremmede stoffer.
 

I 2018 kom Miljøstyrelsen med en vejledning om kunstgræsbaner, hvor der beskrives en række vilkår, som kommunerne kan stille ved kunstgræsbaner. Disse tiltag er med til at sikre, at spred­ningen af granulat og miljøfremmede stoffer mindskes.
 

Administrationen udførte i foråret 2019 en række tilsyn for at klargøre forholdene ved kunst­græs­banerne med granulatindfyld. Notat fra tilsynene kan ses i bilag 1.
 

Administrationen fandt, at for­an­staltninger for at mindske spredningen af granulat og miljøfrem­mede stoffer på de enkelte baner, var meget mangel­fulde. Desuden var der ikke meddelt de tilstrækkelige tilladelser, hvorfor der udestår en del håndhævelsesarbejde.
 

Administrationen forventer at have tilladelserne til kunstgræsbaner med granulat færdig med udgangen af 2020.
 

Tilladelserne vil indeholde vilkår om:

  • At der etableres foranstaltninger ved udgangen fra banen, der kan opsamle gummigranulat fra personers sko og tøj, så gummigranulat kan genbruges.
  • At der etableres oplagsplads til sne, så gummigranulat kan opsamles og genbruges.
  • At der etableres tiltag, der sikrer, at gummigranulat ikke spredes fra banen til det omkringliggende område.
  • At der etableres granulatfælder i regnvandsdræn omkring banerne og så vidt muligt i afløb fra omklædningsrum.
  • At der tydeligt informeres om, hvordan personer undgår at sprede granulat, og at opsamlet granulat skal bortskaffes med dagrenovation.
  • At når kunstgræsbanen skal nedlægges skal arealet tilbageleveres i samme stand, som de blev lejet i, eller efter aftale.

Under udarbejdelse af tilladelserne, vil administrationen have en løbende dialog med ejerne.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

5 ud af 6 kunstgræsbaner med granulatindfyld i Svendborg Kommune bliver vedligeholdt eller er på anden måde støttet eller brugt af kommunen.
 

Når der stilles vilkår om etablering af foranstaltninger for at mindske spredningen af granulat og miljøfremmede stoffer fra kunstgræsbaner, vil der kunne komme udgifter til disse.
 

Størrelsen af udgifterne afhænger af, hvilke løsninger der etableres ved kunstgræsbanerne.

Lovgrundlag

Miljøbeskyttelsesloven nr. 681 2. juli 2019

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 30-09-2019

Orienteringen taget til efterretning.