Punkt 2 Vandråd 2019

Beslutningstema

Beslutning om politisk deltagelse i vandrådet 2019-2020.

Indstilling

Direktionen indstiller,

 

  • at udvalget tager stilling til, hvorvidt der skal være politisk repræsentation i vandrådet Det Sydfynske Øhav

 

og
 

  • at udvalget i givet fald udpeger en eller flere politiske repræsentanter fra udvalget til vandrådet for Det Sydfynske Øhav samt beslutter, hvem der skal lede vandrådsmøderne.

Sagsfremstilling

Miljø- og Fødevareministeriet har netop udsendt en ny bekendtgørelse om vandrådsarbejdet i høring, Bekendtgørelsen om vandrådssamarbejde med kommunalbestyrelser og samarbejde mellem kommunalbestyrelser i et hovedopland om udarbejdelse af forslag til indsatsprogrammers supplerende vandløbsforanstaltninger samt bidrag til miljørapport.
 

Høringen løber frem til 14. oktober 2019 og vil træde i kræft den 23. oktober 2019.
 

Hensigten med vandrådene er at styrke interessentinddragelsen og det lokale kendskab i vandområdeplanerne. Der skal nedsættes et vandråd for hvert hovedopland, og kommuner skal i hvert hovedopland aftale, hvem der varetager sekretariatsbetjeningen af vandrådet.
 

Vandrådet skal løse samme opgave som i 2014 - Rådet skal vejlede kommunalbestyrelsen i forhold input til det statslige indsatsprogram for vandområdeplan 2021-2027 i forhold til indsatser i vandløb, som skal sikre god økologisk tilstand.
 

Senest den 24. oktober 2019 skal Miljø- og Fødevareministeriet informeres om, hvem der er sekretariatskommune. Svendborg Kommune var sekretariat for Vandrådet for Det Sydfynske Øhav i sidste vandplanperiode. Da Svendborg Kommune er myndighed for langt den største del af hovedoplandet, giver det god mening, at Svendborg Kommune også i denne planperiode er sekretariatskommune for dette vandråd.
 

Vandrådene skal være nedsat den 31. oktober 2019.

Administrationen forventer, at KL vil indsende høringssvar vedr. den korte tidsfrist i forhold til nedsættelse af vandrådene. Forlænges fristen ikke, vil administrationen nedsætte vandrådet efter bekendtgørelsens bestemmelser.

Miljø- og Fødevareministeriet vil senere på året præsentere et arbejdsprogram for vandområdeplanerne 2012-2027, som beskriver den samlede interessentinddragelse.
 

Vandrådenes arbejde forventes påbegyndt i oktober 2019 med udsendelse af en ny vandrådspakke med rammer og vejledning, der ligeledes omfatter IT-værktøj til at indberette forslag til indsatser.
 

Sekretariatskommunerne, der leder møderne med vandrådet, skal også samle og koordinere forslag fra kommunerne i oplandet og skal senest den 30. juni 2020 fremsende et samlet bidrag til Miljø- og Fødevareministeriet.

I de to forrige vandråd har Svendborg Kommune været sekretariatskommune for Det Sydfynske Øhav. Møderne i vandrådet i 2017 var ledet af en politisk repræsentant fra udvalget. Administrationen ønsker derfor en stillingtagen til, hvorvidt udvalget ønsker en politisk repræsentation i vandrådet for Det Sydfynske Øhav og i givet fald hvem, der skal lede vandrådsmøderne.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Kommunerne kompenseres for opgaverne med opstilling af bidrag til indsatsprogrammet 2021-2027 og herunder for inddragelse af vandrådene med i alt 16 mio. kr.

Lovgrundlag

Udkast til Bekendtgørelsen om vandrådssamarbejde med kommunalbestyrelser og samarbejde mellem kommunalbestyrelser i et hovedopland om udarbejdelse af forslag til indsatsprogrammers supplerende vandløbsforanstaltninger samt bidrag til miljørapport.

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 30-09-2019

Indstillingen godkendt med udpegning af to politiske repræsentanter til Vandråd 2019-2020, Birger Jensen (V) og Bruno Hansen (F), med førstnævnte som leder af vandrådsmøderne.

 

Udvalget besluttede derudover, at Vandoplandsstyregruppen for Det Sydfynske Øhav udpeger interessenter til Vandråd 2019-2020.