Punkt 11 Nedlæggelse af del af offentligt vejareal Centrumpladsen

Beslutningstema

Nedlæggelse af en del af det offentlige vejareal ved Centrumpladsen.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget til endelig godkendelse i Byrådet, at

  • At byrådet træffer beslutning om, at en del af det offentlige vejareal Centrumpladsen nedlægges med hjemmel i lov om offentlige veje (lov nr. 1520 af 27. december 2014) § 15 i henhold til vedlagte korts skravering over nedlæggelsen
  • At byrådet træffer beslutning om, under henvisning til § 124, stk. 1 og 2, at det offentlige vejareal ikke opretholdes som hverken privat fællessti eller privat sti henset til, at den ikke er eneste adgang og arealet sælges til Hotel Svendborg

Sagsfremstilling

Hotel Svendborg har i dag et udtalt pladsproblem og har et behov for at udvide sit lounge-, restaurant- og receptionsområde. Hotel Svendborg har derfor et ønske om at etablere et nyt indgangsparti i stueetagen ud mod Centrumpladsen. Dette ønske kræver, at en del af vejarealet sælges til Hotel Svendborg.
 

Centrumpladsen er i dag en offentlig plads med parkering m.m. og defineres som offentlig vej. En ændret anvendelse af vejarealet vil kræve en nedlæggelse af den pågældende del af det offentlige vejareal.
 

Svendborg Kommune råder frit over et nedlagt vejareal.
 

Svendborg Kommune vil derfor nedlægge en del af det offentlige vejareal, der udgør Centrumpladsen for at kunne sælge arealet til Hotel Svendborg til etablering af et nyt indgangsparti. Nedlæggelsen omfatter ca. 260 m² foran Hotel Svendborgs facade, som illustreret med grønt på bilag 1.
 

Vejarealet der ønskes nedlagt tjener i dag som adgangsareal for Hotel Svendborgs nuværende indgangsparti. Det nye indgangsparti vil være placeret på det nedlagte vejareal og vil fortsat have adgang ud til centrumpladsen.
 

En nedlæggelse af den offentlige sti kræver en procedure efter vejlovens §§ 124-128 og at Byrådet træffer beslutning om nedlæggelse af den offentlige sti efter vejlovens § 15.
 

Den offentlige sti kan ikke nedlægges, hvis den er eneste adgang til en ejendom eller at kommunen vurderer, at stien er af vigtighed for en ejendom.
 

Proceduren kræver en 8 ugers offentlig høring om nedlæggelsen af en del af det offentlige vejareal, hvor der er mulighed for at stille krav om, at vejarealet skal opretholdes. Høringen blev igangsat 26. februar 2019 og fristen udløb den 23. april 2019 (bilag 2). Der blev i høringsperioden ikke modtaget noget krav om opretholdelse af vejarealet.
 

Den del af det offentlige vejareal, der nedlægges er ikke eneste adgangsvej for nogen ejendom og vurderes ligeledes ikke at være af vigtighed for nogen ejendom. Da Svendborg Kommune ikke har modtaget høringssvar, som modsætter sig dette, anbefales Byrådet at træffe beslutning om at nedlægge en del af den offentlige vej, jf. vejlovens § 15.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Kommunen råder frit over det nedlagte vejareal og kan sælge det til Hotel Svendborg.

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje (lov nr. 1520 af 27. december 2014).

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-06-2019

Godkendt.
 

Jens Erik Laulund Skotte (Ø) stemte imod.

 

Afbud fra Per Nykjær (V). Som suppleant deltager Lars Erik Hornemann (V).

 

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2019

Indstilles. Liste Ø var imod, idet man ikke støtter hotellets udvidelsesplaner på Centrumpladsen.

Beslutning i Byrådet den 25-06-2019

Godkendt. Liste Ø, Å, F og B var imod.

 

Afbud fra Pia Dam (A). Som suppleant deltog Claus Krossteig (A).

Hanne Klit (A) var fraværende. Som suppleant deltog Lotte Theilsø (A)