Punkt 9 Vindmøller ved Broholm. Indkomne høringssvar i forudgående høring

Beslutningstema

Beslutning om videre proces for planlægning og miljøvurdering af 3 vindmøller øst for Broholm Gods. Behandling af indkomne høringsbidrag fra den forudgående høring af kommuneplantillæg samt emner i miljøvurdering.

Indstilling

Direktionen indstiller, at Byrådet beslutter, at enten

A)

  • Processen for udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan samt udarbejdelse af miljøvurdering fortsættes, som beskrevet under dagsordensafsnittet ”Videre proces”,

 

  • de indkomne høringssvar i Bilag 2 tages til efterretning,

 

  • spørgsmål rejst i de indkomne høringssvar afklares i miljøvurdering for det konkrete projekt, for så vidt angår de emner der er nævnt i dagsordensafsnittet ”Miljøvurdering”.

 

eller

 

B)

  • På baggrund af de indkomne høringssvar standser Svendborg Kommune processen for planlægning af projektet for 3 vindmøller ved Broholm.

Sagsfremstilling

Baggrund

På byrådsmødet den 30. oktober 2018 blev det besluttet, at igangsætte planlægningen for 3 vindmøller af knap 150 m højde ved Broholm. Det blev samtidig besluttet, at udgifterne til miljøvurdering af planerne blev finansieret af tidligere afsatte midler til tematillæg for vindmøller og solceller.
 

Forudgående høring

Ved en ændring af kommuneplanen skal kommunen jævnfør Planloven indkalde ideer og bemærkninger til ændringen og til den forestående planlægning. Jævnfør Miljøvurderingsloven skal der forud for udarbejdelse af en miljøvurdering af planerne og projektet, indkaldes ideer og bemærkninger til indholdet i miljøvurderingen.
 

Der har været afholdt forudgående høring med indkaldelse af ideer og bemærkninger til planlægning og miljøvurdering i perioden 11. april  til og med den 12. maj 2019. Den 24. april har der værert afholdt borgermøde på Broholm Gods, hvor ca 40 borgere deltog. På mødet fremlagde projektansøgers rådgiver selve projektet og administrationen fremlagde processen for planlægning, miljøvurdering, høringer og politiske inddragelse.
 

Høringssvar
Der er i høringsperioden indkommet i alt 12 høringssvar. 3 høringssvar er fra andre myndigheder, henholdsvis Forsvarsministeriet, Svendborg Museum og fra Fyens Stift. De resterende høringssvar er fra borgere, herunder en underskriftsindsamling med i alt 82 underskrifter fra naboer og borgere i lokalområdet.
 

Høringssvaret fra Forsvarsministeriet ønsker, at være høringspart i den videre proces, da vindmøller ikke må forstyrre Forsvarets overvågnings- og kommunikationsudstyr. Der er ikke bemærkninger til projektet i dets nuværende form, men eventuelle ændringer i projektet, herunder placering af møllerne, har Forsvarets interesse.
 

Høringssvaret fra Svendborg Museum omhandler opmærksomhed på arkæologi i området. I området mellem Gudme og Lundeborg har der været store bosætninger i bronze- og jernalder, så jorden skal undersøges, forud for en eventuel opstilling af vindmøller.
 

Høringssvaret fra Fyens Stift omhandler visuel påvirkning af de nærmeste 4 landsbykirker. Kirkerne ligger mellem 2-4 km fra møllerne. Der skal udarbejdes visualiseringer.
 

Høringssvarene fra borgerne er alle imod opstilling af vindmøller i området.
 

Følgende emner går igen i borgernes høringssvar:

  • Påvirkning af herregårdslandskabet og bevaringsværdige bygninger som fx Broholm Gods og kirker.
  • Påvirkning af et meget naturskønt landskab. Tange Ådal, Øhavsstien og Margueriteruten fremhæves.
  • Påvirkning af dyrelivet, herunder sjældne arter som sort egern, hasselmus, grønspætte, ugler og flagermus.
  • Vindmøller harmonerer ikke med Lundeborg som turistområde og Broholm Gods egne turistaktiviteter.
  • Frygt for støjgener
  • Frygt for økonomiske forringelse af boliger
  • Af kommuneplanen fremgår det, at opstilling af vedvarende energi-anlæg skal ske under størst mulig hensyntagen og med færrest mulig gener.
  • Området har dårlige vindforhold
  • Forslag til alternative placeringer: Placér flere møller samlet, så de ikke spredes i landskabet. Placér møller langs motorvejen, ved Storebæltsbroen eller andre steder på havet.
  • Forslag om andre metoder til reducering af CO2 fx landbrugsomlægning, affaldssortering og transportområdet.

 

I Bilag 1 er høringssvarene samlet oversigteligt, refereret og kommenteret i en hvidbog.

I Bilag 2 findes høringssvarene i deres fulde ordlyd.

 

Forslag til miljøvurderingen

Høringsbidragene indeholder følgende konkrete forslag til indhold i miljøvurderingen:

Visualiseringer af forholdet til kirker og andre fredede bygninger. Undersøgelse af påvirkningen af landskaber fjernt og nær. Undersøgelse af påvirkningen af dyreliv. Undersøgelse af påvirkning af turismen.

Miljøvurdering

 

Formålet med en miljøvurdering er at sikre, at der tages hensyn til planens og projektets sandsynlige virkning på miljøet. Det brede miljøbegreb skal anvendes, hvilket betyder, at indvirkningen på den biologiske mangfoldighed, befolkningen, flora, fauna, jord, vand, luft, kulturarv, klima, landskab mv. skal undersøges, hvis det er relevant for den konkrete plan eller projekt.

 

For etablering af vindmøllerne vurderer administrationen, at der i miljøvurderingen af planer og projekt bl.a. skal redegøres for:

  • støjgener fra anlægget, herunder høj- og lavfrekvent støj
  • gener fra skyggekast
  • den visuelle påvirkning af landskaber og fredede bygninger
  • faktorer der kan påvirke beskyttede eller fredede dyrearter, herunder fugle og flagermus
  • påvirkning af områder omfattet af naturbeskyttelse (§ 3)
  • Samfundsinteresser, herunder miljømæssige og økonomiske interesser
  • Klimaeffekt særligt i forhold til reduktion af CO2-udledning.
  • infrastruktur


I forhold til værdiforringelser på ejendomme er det muligt at søge erstatning gennem værditabsordningen for vindmøller.

 

Videre proces

Såfremt Byrådet beslutter, at planlægningen for projektet skal fortsætte, vil administrationen udarbejde forslag til kommuneplantillæg og lokalplan med tilhørende miljøvurdering samt igangsætte miljøvurdering af selve projektet.
 

Bygherre vil udarbejde miljøvurdering af selve projektet herunder undersøgelser af projektets påvirkning af omgivelserne.
 

Forslag til kommuneplantillæg, lokalplan samt miljøvurdering af planer og projekt vil efterfølgende blive fremlagt til politisk beslutning om udsendelse i minimum 8 ugers offentlig høring.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter til rådgiver og videre planlægning kan afholdes inden for gældende budget jf. tidligere nævnte beslutning på byrådsmødet den 30. oktober 2018.

Lovgrundlag

Planloven og Miljøvurderingsloven

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 04-06-2019

Udvalget indstiller

A)

  • Processen for udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan samt udarbejdelse af miljøvurdering fortsættes, som beskrevet under dagsordensafsnittet ”Videre
  • proces”,de indkomne høringssvar i Bilag 2 tages til efterretning,
  • spørgsmål rejst i de indkomne høringssvar afklares i miljøvurdering for det konkrete projekt, for så vidt angår de emner der er nævnt i dagsordensafsnittet ”Miljøvurdering”.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-06-2019

Model A godkendt, idet udvalget lægger vægt på, at projektejer tilbyder medejerandele til borgere i lokalområdet, og fortsætter den gode dialog.

 

Afbud fra Per Nykjær (V). Som suppleant deltager Lars Erik Hornemann (V).

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2019

Indstilles.

Beslutning i Byrådet den 25-06-2019

Godkendt. Liste O, Morten S. Petersen og Jesper Larsen var imod.

 

Afbud fra Pia Dam (A). Som suppleant deltog Claus Krossteig (A).

Hanne Klit (A) var fraværende. Som suppleant deltog Lotte Theilsø (A)