Punkt 7 Offentliggørelse af forslag til lokalplan 609, tillæg nr. 1, Tankefuld

Beslutningstema

Offentliggørelse af forslag til lokalplan 609 tillæg nr. 1 for et blandet bolig- og erhvervsområde i Tankefuld i Svendborg.

Indstilling

Direktionen indstiller til byrådet, at der træffes beslutning om,

  • At forslag til lokalplan 609 tillæg nr. 1 offentliggøres i høring i 4 uger.
  • At der afholdes borgermøde i høringsperioden.

Sagsfremstilling

Baggrund

Teknik- og Erhvervsudvalget har på mødet den 07-03-2019 besluttet, at der udarbejdes nyt lokalplanforslag, som et tillæg til den gældende lokalplan 609.
 

Forslag til lokalplan 609 tillæg nr. 1 indeholder følgende ændringer ift. Lokalplan 609.

  • Delområderne D2 og B4 undtages for bestemmelser om ”aktive” tage,
  • Hasselmushegn kan etableres inden for det i lokalplan 609 udlagte område F
  • § 10.8 ”forbud” mod kvæghold udgår så der kan etableres kvæghold i Sofielund Skov til gavn for hasselmus. 
  • Stamvejen Sofielund Skovvej føres ind i delområde D2
  • Der udlægges areal til at fortsætte Sofielund Skovvej til næste etape af Tankefuld
     

Det forenklede lokalplaninstrument som muliggør tillæg

Tillægget er udarbejdet med udgangspunkt i den reviderede planlov fra 2017 § 24 stk. 6, gældende for lokalplaner af mindre betydning. Ved lokalplaner af mindre betydning forstås ifølge lovens forarbejder bl.a. lokalplaner, som ikke medfører væsentlige ændringer i omgivelserne og kun er til brug for at supplere en eller et par bestemmelser.
 

Administrationen vurderer, at tilføjelserne til Lokalplan 609 ikke medfører væsentlige ændringer i omgivelserne, da lokalplanen i forvejen giver mulighed for flere løsninger i forhold til de aktive tage.
 

Administrationen vurderer, at da Lokalplan 609 er forholdsvis ny, vedtaget den 19.12.17, er forudsætningerne for lokalplanlægningen stort set er de samme. Derfor er der heller ikke væsentlige ændringer i lokalplanens redegørelse.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

I lokalplan 609 tillæg nr. 1 vil stamvejen Sofielund Skovvej føres ind i delområde D2. Dette er en forudsætning for at kunne sælge delområde D2.

 

CETS – Trafik og Infrastruktur har estimeret udgiften til forlængelse af Sofielund Skovvej til 3,7 mio. kr, hvori udgifter til ekstern rådgiver og arkæologiske forundersøgelser er inkluderet.

 

I forbindelse med lokalplan 609 tillæg nr. 1 til, sikres vejadgang til 3. etape i Tankefuld ved, at et areal i delområde D2 bliver udlagt til forlængelse af Sofielund Skovvej. Udlægget vil have indflydelse på salgsprisen for delområde D2.

 

I forbindelse med tinglysning af skovbyggerlinjen, beløber udgift til landmåler sig til 10.000 kr., som afholdes indenfor udvalgets ramme.

 

Godkendelsen af lokalplan 609 tillæg nr. 1, vil medvirker til at tilpasse kommunens jordsalg i Tankefuld, i forhold til efterspørgsel af grundkøb. Øget grundsalg vil have positiv effekt i forhold til øget tilflytning til kommunen og øget aktivitet for Svendborgs erhvervsliv.

Lovgrundlag

Planloven

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-06-2019

Indstilles.
 

Afbud fra Per Nykjær (V). Som suppleant deltager Lars Erik Hornemann (V).

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2019

Indstilles. Liste Ø var imod, idet man ikke ønsker at fjerne kravet om aktive tage.

Beslutning i Byrådet den 25-06-2019

Godkendt. Liste Ø, Å og F var imod med henvisning til mindretalsudtalelsen fra Økonomiudvalget.

 

Afbud fra Pia Dam (A). Som suppleant deltog Claus Krossteig (A).

Hanne Klit (A) var fraværende. Som suppleant deltog Lotte Theilsø (A)