Punkt 4 Flytning af Petersen & Sørensens el-afdeling

Beslutningstema

Flytning af Petersen & Sørensens el-afdeling fra Østre Havnevej til Frederiksø.

Indstilling

Direktionen indstiller til oversendelse til Økonomiudvalget og til endelig godkendelse i Byrådet, at

  • Petersen & Sørensens el-afdeling flyttes fra nuværende placering på Østre Havnevej til Frederiksø 14, 5700 Svendborg, hvor Petersen & Sørensens hovedaktivitet er placeret.
  • Administrationen bemyndiges på byrådets vegne til at udarbejde allonge til Petersen & Sørensens areallejekontrakt vedrørende Frederiksø 14, 5700 Svendborg indeholdende en udvidelse af det lejede areal med henblik på at skabe plads til Petersen & Sørensens el-afdeling

Sagsfremstilling

Petersen & Sørensens el-afdeling er på nuværende tidspunkt placeret på Østre Havnevej i lejede lokaler. Selve bygningen, hvori lejemålet er, ejes af Svendborg Kommune.
 

Petersen & Sørensen har en tidsbegrænset lejekontrakt med udløb d. 1. oktober 2019 med mulighed for forlængelse til 1. januar 2020.
 

Ejendommen, hvori Petersen & Sørensens lejemål er, ligger dog inden for det forventede byggefelt for det nye SIMAC. En forlængelse af lejeforholdet kan henset til det kommende byggeri ikke forventes imødekommet af Svendborg Kommune som udlejer.
 

Petersen & Sørensen har i den forbindelse ønsket en samling af virksomhedens aktiviteter på Frederiksø. El-afdelingen ønskes derfor placeret ved siden af de øvrige eksisterende aktiviteter på Frederiksø 14, 5700 Svendborg.
 

Den ønskede fremtidige placering af el-afdelingen er markeret med grønt på vedlagte kortbilag. Der er tale om et areal på ca. 1.000 m². El-afdelingen har i dag ca. 494 m².
 

Flytningen af el-afdelingen vil kunne ske ved en udvidelse af Petersen & Sørensens lejede areal på Frederiksø 14, 5700 Svendborg. Virksomhedens hovedaktivitet er i forvejen placeret her.
 

Flytningen af el-afdelingen sikrer 2 formål – for det første en imødekommelse af en lokal virksomheds behov for plads til virksomhedsaktivitet og dermed arbejdspladser, og for det andet en snarest mulig rømning af lejede lokaler i en ejendom, som skal nedrives på grund af det kommende SIMAC byggeri.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Svendborg Kommune vil tabe lejeindtægter på grund af ophør af Petersen & Sørensens lejemål på Østre Havnevej, men samtidig forventes der en lejeindtægtsstigning i forhold til samme lejers lejemål på Frederiksø 14, 5700 Svendborg, som følge af arealudvidelsen.

Samlet set forventes en positiv difference i den årlige lejebetaling på ca. 3.450 kr. Der er i differenceberegningen alene regnet med den rene lejebetaling og ikke evt. omsætningsafgift.
 

Erhvervsmæssigt forventes en positiv effekt i forhold til Petersen & Sørensens samling af aktiviteter med en samtidig fremtidssikring af placering. Samtidig sikres en hurtigere rømning af ejendom til nedrivning på grund af det kommende SIMAC byggeri.

Lovgrundlag

Erhvervslejeloven

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-06-2019

Godkendt.

 

Afbud fra Per Nykjær (V). Som suppleant deltager Lars Erik Hornemann (V).

 

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2019

Indstilles.

Beslutning i Byrådet den 25-06-2019

Godkendt

 

Afbud fra Pia Dam (A). Som suppleant deltog Claus Krossteig (A).

Hanne Klit (A) var fraværende. Som suppleant deltog Lotte Theilsø (A)