Punkt 2 Budget 2019 - Supplement til delforlig

Beslutningstema

I forlængelse af vedtagelse af budget 2019 er der indgået et supplerende delforlig, som skal behandles i Økonomiudvalget og Byrådet.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At supplement til delforliget indstilles til Byrådets godkendelse

Sagsfremstilling

I forlængelse af vedtagelse af budget 2019 er der indgået et supplerende delforlig, som skal behandles i Økonomiudvalget og Byrådet. Delforliget drejer sig om følgende:

 

Deltagelse i rygprojekt med UCL og SDU

Antallet af borgere med rygproblemer er meget stort. Rygproblemerne giver forringet livskvalitet for borgerne og det påfører kommunen store økonomiske udgifter. Kommunen har derfor i Samarbejde med UCL og SDU skitseret et projekt, der skal sikre, at kommunen får adgang til den nyeste forskning på området og viden om bedre metoder til behandling af rygproblemer. Dette er forventningen, at man herved kan indføre nye rutiner og bedre metoder i den kommunale genoptræning og vedligeholdelsestræning og at dette på sigt dels kan give borgere med rygproblemer bedre livskvalitet og dels reducere kommunens udgifter til sygedagpenge og førtidspensioner.

 

Derfor afsættes 300.000 kr. årligt i de kommende tre år til kommunens deltagelse i projektet finansieret af råderumspulje afsat i budget 2019 af forligskredsen.

 

Styrkelse af SSP-arbejdet.

Svendborg Kommune har i løbet af foråret samarbejdet med Fyns Politi om at beskrive den aktuelle situation i forhold til unges hash-misbrug. I forbindelse med dette samarbejde er der identificeret en række muligheder for at intensivere den kommunale forebyggende indsats på området.

 

Der afsættes derfor 1.000.000 kr. til en 2-årig indsats til styrkelse af den kommunale del på området finansieret af råderumspulje afsat i budget 2019 af forligskredsen. Børn- og Ungeudvalget udmønter, hvordan økonomien anvendes i praksis.

 

Støtte til etablering af skøjtebane på torvet.

En projektgruppe har udarbejdet et forslag til etablering af en skøjtebane på torvet. Skøjtebanen skal i løbet af vintermånederne være med til at skabe forøget aktivitet på torvet. Projektgruppen har fået tilsagn om økonomisk støtte fra lokale fonde og fra lokale virksomheder. Realiseringen af projektet forudsætter, at kommunen dels giver et anlægstilskud og dels giver et løbende driftstilskud.

 

Der afsættes derfor et anlægstilskud i 2019 på 1,0 mio.kr. og et løbende driftstilskud på 300.000 kr. finansieret af råderumspulje afsat i budget 2019 af forligskredsen.

 

Anlægstilskud til Naturama.

Naturama har udarbejdet et anlægsprojekt, der dels skal sikre magasiner og dels bedre forhold omkring institutionens adkomstforhold og café-forhold. Projektet andrager ca. 13 mio. kr. og det er lykkes at skaffe ca. 9,5 mio. kr. i ekstern fondsfinansiering. Med et kommunalt anlægstilskud på 1,5 mio. kr. vil det være muligt for Naturama selv at anvise den manglende restfinansiering.

 

Der afsættes derfor et anlægstilskud til Naturama på 1,5 mio. kr. i 2019 finansieret af det ekstra bloktilskud, som kommunen har modtaget for 2019.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Finansieringen fra Råderumspuljen fremrykkes generelt 1 år, således at 2,0 mio.kr. fremrykkes fra 2020 til 2019 og 3,2 mio.kr. fremrykkes fra 2021 til 2020 o.s.v. Puljen er herefter disponeret for 2019. I 2020 resterer der 2,1 mio. kr. i puljen, i 2021 2,4 mio. kr., i 2022 2,7 mio. kr. og i 2023 2,9 mio. kr.

 

Svendborg Kommune har modtaget ekstra bloktilskud på 9,5 mio. kr. i henholdsvis 2019 og 2020. På Byrådets mødet den 26. februar blev det besluttet, at stille en lånegaranti på 15 mio. kr. til Svendborg Idrætscenter/SG finansieret af det ekstra bloktilskud. Efter anlægstilskud til Naturama resterer der 2,6 mio. kr. af det ekstra bloktilskud

Beslutning i Økonomiudvalget den 25-06-2019

Fremsendes til byrådets behandling

Beslutning i Byrådet den 25-06-2019

Liste V foreslog, at delelementet vedr. skjøtebanen på torvet blev udsat.

 

Liste Ø foreslog, at alle fire delementer blev oversendt til udvalgsbehandling.

 

Liste A og C foreslog, at sagen blev oversendt til politiske forhandlinger primo august måned.

Man stemte først om forslaget fra liste Ø.

For stemte: 11 (V, O, Ø og Steen Tinning)

Imod stemte: 15 (A, F, Å, C og Hanne Ringgård Møller)

Undlod: 3 (Jens Munk, Jesper Larsen og Morten S. Petersen).

 

Man stemte først om forslaget fra liste A og C.

For stemte: 18 (A, F, Å, B, C, O og Morten S. Petersen)

Imod stemte: 3 (Ø)

Undlod: 8 (V, Jens Munk og Jesper Larsen)

 

Liste Ø var imod, idet man tager afstand fra, at processen skal foregå i et lukket forum.

 

Afbud fra Pia Dam (A). Som suppleant deltog Claus Krossteig (A).

Niels Christian Nielsen var inhabil og deltog ikke i punktet. Som suppleant deltog Lotte Theilsø (A).