Punkt 5 Byrådsmøde i Kirkeby

Beslutningstema

Beslutning vedrørende forslag om, at Byrådets møde den 26. november afholdes i Kirkeby.

 

Indstilling

Direktionen indstiller, at:

  • Byrådets møde den 26. november afholdes i Kirkeby Idrætsforenings hal.
  • Der afholdes borgermøde forud for byrådsmødet i Kirkeby
  • Udvalget beslutter tema og form for borgermødet

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede i foråret 2018, at Lokaludvalget skulle tage sig af borgermødet, som afholdes umiddelbart før de to årlige byrådsmøder, som afholdes uden for rådhuset. Hidtil har det været sådan, at der fra kl. 16 til 16.50 afholdes et borgermøde inden byrådsmødet i det lokale område. I efteråret 2018 var det i Gudbjerg, hvor borgermødet hovedsageligt var en præsentation af det arbejde, der foregik omkring Gudmekongens Land.
 

I forsommeren 2019 var byrådsmødet i Åbyskov, hvor Lokaludvalget havde gjort et stort arbejde for at samle lokale ildsjæle fra Skårup, Åbyskov og Oureområdet. Her var borgermødet hovedsagelig gruppedrøftelser om lokalområdets udfordringer.
 

I efteråret 2019 er det Stenstrup/Kirkeby, som danner rammen om byrådsmødet. Mødet afholdes efter aftale med Kirkeby Idrætsforening i deres hal den 26. november. Der er allerede stærke netværk og velfungerende foreningsliv i både Stenstrup og Kirkeby.
 

Arbejdsdelingen er sådan, at direktions- og byrådssekretariatet tager sig af lokaler, forplejning og annoncering, og Lokaludvalget står for Borgermødets afvikling. For at kunne lave en rimelig og relevant annoncering, skal Lokaludvalget bidrage med temaer og stikord til annonceringen vedr. borgermødet.

 

Derfor skal Lokaludvalget i dialog med lokalområdet Stenstrup, Kirkeby og Lunde beslutte, hvad borgermødet forud for byrådsmødet i Kirkeby skal handle om. Det er administrationens forslag, at temaet for borgermødet i november er bosætning i lokalområdet Stenstrup, Kirkeby og Lunde. Temaet åbner muligheden for at drøfte både, hvad lokalområdet selv kan gøre for at fremme bosætning i området, samt hvad man fra administrationen og politisk side kan gøre for at understøtte bosætningen.
 

Efter byrådsmødet i november 2019 kan Lokaludvalget evaluere formen med et borgermøde forud for byrådsmødet afholdt i lokalområderne. Giver det fortsat mening af have byrådsmøder uden for byrådssalen? Skal der afholdes borgermøder forud for disse møder? Hvad vil vi med disse borgermøder? Er formen (tid, afvikling, temaer) den rigtige? Giver møderne tilstrækkelig værdi (for lokalsamfundene og byrådet)? Skal noget ændres fremover?

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Afholdes inden for rammen af det eksisterende budget.

Beslutning i Lokaludvalget den 16-09-2019

Indstillingen godkendt med bemærkning om, at bosætning er et relevant tema, der skal tilrettelægges i samarbejde med lokalområdet, således at andre temaer ligeledes kan overvejes.

 

Dorthe Ullemose (O) var fraværende.


Jens Erik Laulund Skotte (Ø) forlod mødet efter punkt 1.