Punkt 2 Nærdemokratidag

Beslutningstema

Drøftelse af forslag til program for nærdemokratidag samt Lokaludvalgets rolle på dagen.

Indstilling

Direktionen indstiller, at udvalget drøfter forslag til:

  • Program for Nærdemokratidag
  • Lokaludvalgets rolle på dagen

Sagsfremstilling

Lokaludvalget, har bedt administrationen udarbejde et udkast til program for en Nærdemokratidag. Udkastet er vedlagt som bilag til dagsordenen.
 

Formålet med nærdemokratidagen er jf. Lokaludvalgets arbejdsgrundlag for 2019 at sætte fokus på lokalområderne. Dagen skal fungere som en katalysator for netværk, dialog og samarbejde for både lokalområderne, politikere og Svendborg Kommune. Dagen rummer inspirationsoplæg, præsentation af lokale projekter, paneldebat og netværkscafe. Nærdemokratidagen skal desuden give borgere, foreninger og øvrige interessenter i lokalområderne bredt set, mulighed for at komme i dialog med Lokaludvalget og øvrige byrådsmedlemmer.

 

Samtidig bidrager nærdemokratidagen med input til temaet byer og lokalområder, som er et af de temaer, Byrådet i Planstrategi ’19 har besluttet at revidere i forbindelse med kommuneplanrevisionen.  
 

Forslaget lægger op til, at Lokaludvalget er vært for nærdemokratidagen. Derfor indledes med, at formanden byder velkommen til dagen med en gennemgang af dagens program og en invitation til en god dialog om nærdemokrati i Svendborg Kommunes byer og lokalområder. Formanden runder ligeledes dagen af med en opsamling af pointer og egne refleksioner fra dagen, og hvordan disse vil indgå i Lokaludvalgets videre arbejde.
 

Endelig foreslås det, at Lokaludvalget deltager med en bod på markedspladsen. Det kan give borgere, foreninger mv. mulighed for at gå i dialog med Lokaludvalget samt høre om udvalgets arbejde.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Afholdes inden for rammen af det eksisterende budget.

Beslutning i Lokaludvalget den 16-09-2019

Indstillingen godkendt med de faldne bemærkninger, herunder at programmet afsluttes kl. 14.00.

 

Dorthe Ullemose (O) var fraværende.


Jens Erik Laulund Skotte (Ø) forlod mødet efter punkt 1.