Punkt 6 Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg 2017.08 og lokalplan 633 for Skarø

Beslutningstema

Beslutning om nyt plangrundlag for Skarø.

Indstilling

Direktionen indstiller til Byrådet, at:

  • kommuneplantillæg 2017.08 og lokalplan 633 vedtages endeligt, med de foreslåede planlægningsmæssige ændringer

Sagsfremstilling

Baggrund

Byrådet besluttede d. 26.03.19 at offentliggøre forslag til kommuneplantillæg 2017.08 og lokalplan 633 for Skarø.

Lokalplanen er udarbejdet for at skabe bedre muligheder for øget bosætning og turismeerhverv på Skarø. Der gives mulighed for, at der kan etableres flere overnatningsmuligheder på øen, både til helårsbeboere og for turister. For at sikre en optimal internet- og mobildækning på Skarø og resten af øhavet, giver lokalplanen mulighed for, at der kan opføres en antennemast på øen.
 

Offentlig høring

Forslag til kommuneplantillæg 2017.08 og lokalplan 633 for Skarø har været i offentlig høring i 8 uger fra d. 29.03.19 – 29.05.19.
 

I høringsperioden blev der afholdt borgermøde på Skarø d. 27.04.19.
 

Der er indgivet 30 høringssvar i den offentlige høring, fra både borgere på Skarø, Tåsinge og Svendborg, samt Danmarks Naturfredningsforening og Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Sydfyn. Der er ikke indkommet nogle høringssvar fra statslige myndigheder.
 

Høringssvarene omhandler følgende temaer:

  • 29 ud af 30 høringssvar ønsker ikke en 42m antennemast på Skarø
  • Ny bebyggelses omfang, udtryk og placering
  • Naturbeskyttelse
  • Bevaringsværdige kulturmiljøer og bygninger
  • Visuelle og landskabelige gener
  • Helårsbeboelse for nye boliger 

 

Høringssvarene gengives som resumé i bilag 1, og findes i deres fulde længde i bilag 2.

 

Kortoversigt med lokalplanafgrænsningerne

Planlægningsmæssige ændringer

Høringssvarene har givet anledning til planlægningsmæssige ændringer i forhold til det endelige kommuneplantillæg og lokalplan for Skarø. Ændringerne er fortaget som angivet i hvidbogen (bilag 1).  
 

De foreslåede ændringer til lokalplanforslaget vurderes ikke at være i strid med lokalplanens principper eller af så væsentligt et omfang, at det kræver en fornyet høring i henhold til planlovens bestemmelser.
 

Ændringerne er foretaget i dialog med den enkelte grundejer og projektudvikler.
 

Høringssvarene har givet anledning til følgende planlægningsmæssige ændringer:

  • Område A
    • det præciseres, at modtagefaciliteterne placeres mod Søndre Stænge, som også bliver adgangen til området.
    • det præciseres, at området skal have et gennemgående helhedsudtryk – og udformning.
  • Område B
    • boligerne flyttes længere op mod den eksisterende landsbybebyggelse, for at bibeholde den samlede begyggelsesstruktur for Skarø By
    • den maksimale bygningshøjde reduceres fra 8,5 til 8 meter, for at sikre en bedre tilpasning til den øvrige boligbebyggelse på Skarø.
    • der stilles krav om, at de nye boliger skal udformes som længehuse, for at sikre en bedre tilpasning til den eksisterende landsbybebyggelse.
  • Område C
    • det præciseres, at levende hegn skal suppleres med afskærmende beplantning, der kan opnå samme højde som det eksisterende hegn, for at skabe mindre synlighed fra gadeplan.
    • der stilles krav, om at den nederste del af antennemasten skal dækkes af levende beplantning.
  • Område D
    • den maksimale bygningshøjde reduceres til samme højde som det eksisterende stuehus.
  • Område E
    • antallet af campingenheder reduceres til 50 jf. kommuneplanen og campingreglementet
    • det præciseres, at der skal laves støjdæmpende foranstaltninger i form af plankeværk mod nærmeste naboer.
    • det præciseres, at der ikke må opstilles campingvogne på området, for at fastholde den primitive karakter.

 

Antennemast på Skarø

De nationale strategier og handlingsplaner har tekniske målsætninger for mobildækning (4G) samt mobil bredbåndsdækning på 100/30 Mbit/s til hele Danmark i 2020. Dette kræver udbygning af mobilnettet gennem markedsdrevet udbygning af telenettet. Placeringen på Skarø er en strategisk placering i et område med manglende dækning - som ikke opfylder de nationale mål for 2020. Placering af masten på Skarø, vil udover at dække Skarø, også dække det øvrige øhav, Tåsinge vest, Ballen, Lehnskov huse, færgetrafikken, sejlerne og turisterne.
 

Højden på 42 meter er krævet for, at flere teleudbydere kan have udstyr i masten – samtidig med at alle teleudbydere kan dække hele det ønskede område og opnå maximal dækning med deres udstyr.
 

Eksisterende master og vindmøller både på øerne og fastlandet, har enten ikke rette placering eller højde for teleudbyderne, for at dække det ønskede geografisk område.
 

Det er Svendborg Kommunes samlede vurdering, at antennemasten ikke vil påvirke arter eller naturtyper på udpegningsgrundlaget for Natura 2000 området Sydfynske Øhav. Placeringen er en afvejning i forhold til de visuelle påvirkninger og de samfundsmæssige interesser. Antennemaster må, som beskrevet i de Fælleskommunale retningslinjer for masteopstilling i Byregion Fyn, opstilles indenfor landskabsbeskyttede områder, hvis der er et dokumenteret behov. Der er efter Miljøstyrelsens opfattelse ikke sandsynlighed for at masten vil påvirke Natura 2000-området ”Sydfynske Øhav”.
 

Det har, på baggrund af den offentlige høring, ikke været muligt at finde en alternativ placering af antennemasten på grundejers matrikel, på grund af private forhold og ønsker på ejendommen.

Antennemasten på Skarø er et resultat af en forhandling mellem Svendborg Kommune og TDC om lejeindtægter på eksisterende og fremtidige masteplaceringer. I forhandlingerne har der primært været fokus på at opnå bedre dækning på områder, hvor der opleves dækningsproblemer enten for borgere, erhvervsliv eller Svendborg Kommunes personale.
 

Sagen angående forhandlingerne har været behandlet på Byrådet d. 24 april 2018.

 

Helårsbeboelse

Forslag til lokalplan 633 for Skarø stiller krav om, at nye boliger skal anvendes til helårsbeboelse. Denne bestemmelse er fastsat for at sikre, at nye boliger understøtter bosætningen, og ikke anvendes som fritidshuse.
 

Der er på nuværende tidspunkt mulighed for at søge om fleksboligstatus i de eksisterende boliger på Skarø, og dermed mulighed for at anvende dem som fritidshuse.
 

Intentionen med fleksboligordningen handler om at sikre værdien i den eksisterende bygningsmasse og ikke at give fleksboligtilladelse til nyopførte boliger.
 

Det er Byrådet, der har kompetencen til at beslutte praksis omkring fleksboligordningen, og mulighederne for oprettelse af fritidsboliger i Svendborg Kommune. 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifterne forbundet med planlægningen af kommuneplantillæg 2017.08 og lokalplan 633 for Skarø, er finansieret indenfor afdelingens eksisterende rammer.
 

Det forventes, at en godkendelse af lokalplanen vil give nye muligheder indenfor turisme, bosætning og erhvervsudvikling, der forventes at være med til at understøtte den lokale økonomi.

Lovgrundlag

Lov om Planlægning (Planloven)

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 05-09-2019

Indstillingen godkendt og fremsendes til Byrådets endelige afgørelse.

 

For stemte 8 medlemmer: Flemming Madsen (A), Per Nykjær (V), John Arly Henriksen (A) , Jens Munk (Løsgænger) , René Haahr (V) , Torben Frost (A), Niels Christian Nielsen (A), Palle Fischer (C)

 

Imod stemte 1 medlem: Susanne Gustenhoff (Ø) med bemærkning om, at Enhedslisten kan ikke stemme for telemast placering på Skarø, da det tidligere er beskrevet, at senderne på vindmøllerne V/Lehnskov Tåsinge kan dække området. Endvidere støtter vi os til Naturfredningsforeningens indsigelse.

 

Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Som suppleant deltager Susanne Gustenhoff (Ø).