Punkt 13 Etablering af en ekstra 0-2 års plads i det private dagtilbud Tved Børnehus

Beslutningstema

Det private dagtilbud Tved Børnehus søger om etablering af yderligere en 0-2 års plads, der medfører en fravigelse af det besluttede kvalitetsniveau.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget træffer beslutning om, at dispensere fra det politiske fastsatte kvalitetsniveau
  • At ansøgningen fra Tved Børnehus om udvidelse af en 0-2 års plads godkendes

Sagsfremstilling

Tved Børnehus blev godkendt som privat dagtilbud med 3-5 års pladser pr. 1. juli 2011 på adressen Hellet 3, 5700 Svendborg. I oktober 2018 blev der etableret 0-2 års pladser, således at Tved Børnehus nu har en kapacitet på 12 0-2 års pladser og 47 3-5 års pladser.

 

Økonomiudvalget besluttede den 19. juni 2012 ved tilpasning af de fysiske rammer på dagtilbudsområdet, at fastsætte kvalitetsniveau svarende til niveau A i Bygningsreglement 2010. Det er 4,5 m2 pr. 0-2 års plads og 3,5 m2 pr. 3-5 års plads, suppleret med 2,5 m2 pr. barn til aktivitetsrum. Ud fra dette niveau blev Tved Børnehus godkendt til 12 0-2 års pladser på Børne- og Ungeudvalgets møde d. 5.9.2018.

 

Tved Børnehus ønsker at øge med en 0-2 års plads, da de med 13 0-2 års pladser opnår en bedre fordeling af medarbejdere. Baggrunden er, at vuggestue og børnehave er placeret i hver sin bygning på matriklen. Tved Børnehus beskriver, at det ikke er hensigtsmæssigt og muligt, at samle hele børnegruppen i vuggestue og børnehave i ydertimerne, hvilket betyder merforbrug af personaletimer i ydertimerne. Tved Børnehus vurderer, at de godt kan have et barn yderligere, uden det forringer kvalitet for bevægelse og aktiviteter.

 

Der er tidligere dispenseret fra kvalitetsniveau A ved godkendelse af tegningsmateriale for Sundet Børnely, hvor aktivitetsrummet var 0,9 m2 mindre samt tilbygning til Øbakkerne Solsikken, hvor der er 2,5 m2 mindre.

 

Bygningsmæssigt er det for Tved Børnehus 0,5 m2 mindre pr. barn end kvalitetsniveau A.

 

Administrationen anbefaler, at udvalget giver tilladelse til en ekstra 0-2 års plads.

 

Antal kvm pr. barn

Byggelovgivning
Standardniveau

Byggelovgivning
Politisk vedtaget niveau

Tved Børnehus
V/ 13 0-2 års pladser

0-2 årige

3

4,5

4,5

Aktivitetsrum

0

2,5

2,0

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Tilskud til private dagtilbud er sammensat af

  • Driftstilskud
  • Bygningstilskud
  • Administationstilskud

 

Driftstilskuddet svarer til gennemsnittet af det budgetterede nettodriftstilskud pr. barn i aldersgruppen eksklusiv udgifter til ressourcepædagoger. Tilskuddet svarer således til kommunens samlede udgift for 0-5 års pladser i kommunalt tilbud samt andel af fællesudgifter.

 

Fra 1. oktober 2019 og frem medfører etableringen af den private dagtilbudsplads udgifter til bygningstilskud og administrationstilskud på i alt 8.927 kr. årligt som finansieres indenfor udvalgets ramme på dagtilbudsområdet.

Lovgrundlag

Dagtilbudslovens § 19 - 20

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 04-09-2019

Godkendt.