Punkt 7 Værestedet

Beslutningstema

Drøftelse af muligheder efter ophør af puljemidler.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget drøfter punktet.

Sagsfremstilling

På Børne- og Ungeudvalgets møde den 14. august 2019 blev det besluttet at drøfte sagen om ophør af puljemidler til Værestedet på udvalgets septembermøde. Værestedet er beliggende ved Nymarkskolen, og er et socialpædagogisk klubtilbud for områdets børn og unge i alderen 9-18 år. Det overordnede formål er at skabe et fundament for børn og unge, så de tør og kan deltage i fællesskaber både med fokus på bl.a. deltagelse i fritidsaktiviteter og samvær med andre børn og unge. Tilbuddet er gratis for børnene og de unge og kræver ingen visitation. Værestedet er organiseret under Svendborg Juniorklub. Ledelsen flyttes pr. 1. december 2019 til Tved Skole.

 

Værestedet har to fuldtidsansatte og en projektmedarbejder på 32 timer. Projektmedarbejderens løn er dækket af statslige puljemidler (siden 2012). Puljemidlerne muliggør dannelsesture med mindre grupper, ’sund mad’-projekt, samarbejde med foreninger og åbningstid i skoleferierne (se bilag 1 – Ugentlige aktiviteter). Disse puljemidler udløber 31. dec. 2019. Siden foråret 2019 har mulighederne for tilsvarende nye puljemidler været afsøgt, foreløbig uden resultat.

 

Beskrivelse af hverdagen i Værestedet 2019

I de 40 skoleuger er den samlede ugentlige åbningstid inkl. aftenklubber 28,5 timer (årligt 1140 timer (40 uger * 28,5 time)). I skoleferierne er den ugentlige åbningstid på 25 timer (årligt 200 timer (8 uger*25 timer)). I størstedelen af åbningstiden er der tre medarbejdere, hvilket sikrer stabilitet ved sygdom og ferie og muliggør ture ud af huset. Fremmødet i skoleugerne er ca. 40 børn/unge pr. dag og ca. 29 børn/unge pr. dag i ferieugerne (se bilag 2 – Værestedet fremmøde 2019). Udover åbningstiden tilbringes timerne på indkøb, madlavning, øvrig forberedelse, møder (Personalemøder, SSP, Den boligsociale Helhedsplan etc), administration, ture m/u overnatning.

 

Muligheder efter ophør af puljemidler

Model 1: Budgetudvidelse på kr. 370.000,-, som gør det muligt at fastholde nuværende aktivitetsniveau og medarbejdergruppe.

 

Model 2: Reduktion af Værestedets tilbud med en omfordeling af de ugentlige 2*37 timer (årligt 2*1680 timer), der er til rådighed. Det kan løses på varierende måder fx:

  • Afkorte åbningstid (eksempelvis afkorte den daglige åbningstid eller en lukkedag pr. uge)
  • Faste dage med to medarbejdere og dage med tre medarbejdere, hvor udadgående aktiviteter placeres
  • Madproduktionen reduceres og/eller flyttes ind i åbningstiden
  • Afkorte ugentlige personalemøder og planlægningstid
  • Flere lukkeuger i ferier (der er pt. åbent i alle ferier bortset fra juleferie og én uge i sommerferie). Det vil give bedre muligheder for ferieafvikling, så den øvrige åbningstid dækkes bedre.

 

Det vil være hensigtsmæssigt at fordele de 2*37 timer ud på flere medarbejdere, så bemandingen i åbningstiden bliver fleksibel.

 

Et eksempel på model 2

  • Åbningstider man-tors: 14.00-18.30, fredag: 14.00-17.00 og lukning af aftenklub onsdag = en samlet ugentlig åbningstid på 23,5 timer mod nuværende 28,5 timer (årligt fra 1140 timer til 940 timer).
  • Afvikle ugentlige personalemøder på to timer fremfor tre, hvilket reducerer tilstedeværelsen med yderligere en time (årligt 40 timer).
  • To ugentlige dage med tre medarbejdere og tre dage med to medarbejdere.
  • To lukkeuger i sommerferien mod nuværende én (ferieåbning reduceres fra 200 til 175 timer).
  • Reducere eftermiddagsmåltider, så der nogle dage serveres større og andre mindre måltider, som produceres sammen med brugerne.
  • Ansætte pædagog/lærerstuderende eller praktikant i deltidsstillinger for at reducere udgiften for flere timer.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

2019 (nuværende budget inkl. puljemidler)

Timer til rådighed   4832 timer

Timeforbrug i åbningstid  3384 timer

Timeforbrug øvrige aktiviteter 1448 timer (30,2 timer pr. uge)

 

2020 – Model 1

Fastholdelse af de beskrevne aktiviteter og medarbejdere kræver en budgetudvidelse på kr. 370.000,-

 

2020 – Model 2 (et eksempel uden økonomiske konsekvenser)

Timer til rådighed  3360 timer

Timeforbrug i åbningstid  2672 timer

Timeforbrug øvrige aktiviteter 688 timer (14,6 timer pr. uge)

 

Se bilag 3: Beregninger af timefordeling m/u puljemidler

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 04-09-2019

Drøftet og godkendt, at rammen for den fortsatte drift af Værestedet sker indenfor den budgetlagte ramme.