Punkt 6 Overordnet ramme for arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer - efter høring

Beslutningstema

Skoleafdelingen har udarbejdet forslag til overordnet ramme for arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer i Svendborg Kommune. Rammen beskriver et forpligtende samarbejde på tværs af folkeskole, dagtilbud og familieområdet, der skal understøtte ambitionen om, at flere børn fremover gennemfører deres skolegang i almentilbuddet. Forslaget blev sendt i høring med frist 20. august 2019.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget vedtager overordnet ramme for arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer.

Sagsfremstilling

I efteråret 2018 gennemførte Skoleafdelingen en analyse af skolernes arbejde med inklusion. I analysearbejdet gav flere skoler udtryk for, at der var behov for en overordnet og forpligtende politisk vision og rammesætning for arbejdet med inklusion på tværs af Børne- og Ungeudvalgets område. Derfor har Skoleafdelingen og PPR i samarbejde med Dagtilbud og Familieafdelingen udarbejdet ’Overordnet ramme for arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer i Svendborg Kommune’.

 

Rammepapiret har fokus på arbejdet med at skabe robuste og mangfoldige læringsfællesskaber. Udgangspunktet er, at Svendborg Kommune ser mangfoldighed og diversitet som en ressource og har ambitioner på alle børns vegne. Derfor er vi optaget af den enkeltes deltagelse i fællesskabet og har en klar ambition om, at flest mulig forbliver i almentilbuddet. Også de børn og unge, der oplever udfordringer med deres deltagelse.

 

Udover en overordnet formålsbeskrivelse og målsætning indeholder rammepapiret en række forpligtende punkter i forhold til det fremadrettede arbejde på såvel forvaltningsniveau som institutionsniveau, herunder en beskrivelse af PPR’s og specialtilbuddenes rolle i praksisnær kompetenceudvikling på de enkelte institutioner.

 

Overordnet ramme for arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer i Svendborg Kommune blev sendt i høring med frist tirsdag den 20. august 2019 ved skolebestyrelser, skolernes MED-udvalg, de faglige organisationer, Heldagsskolen under Familieafdelingen samt Handicaprådet.

 

18 af de 25 indkomne høringssvar bakker op om Overordnet ramme for arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer. 2 høringssvar tager høringsmaterialet til efterretning, 3 høringssvar forholder sig neutralt ,1 enkelt høringssvar forholder sig kritisk til materialet og 1 høringssvar forholder sig positivt overfor dele af forslaget men kritisk i forhold til andre dele.

 

Tre tematikker går igen på tværs af høringssvarene. Det er tilførsel af ressourcer fra special- til almenområdet som en forudsætning, kompetenceudvikling af skolernes medarbejdere samt fokus på og en optagethed af PPR’s ændrede rolle.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 04-09-2019

Godkendt.