Punkt 2 Task Force - Status Rapport

Beslutningstema

Orientering om status rapport fra Task Force.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

På mødet i Børne- og Ungeudvalget i maj 2017 besluttede udvalget at anmode administrationen om at udarbejde en ansøgning til Socialstyrelsens Task Force. I september 2017 modtog Svendborg Kommune tilsagn fra Socialstyrelsen om Task Force forløb.

 

Task Forcen er et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Ankestyrelsen.

 

Formålet med Task Forcen er:

  • at understøtte kommuner i at styrke kvaliteten i deres sagsbehandling
  • at bistå kommunerne med at sikre et helhedsorienteret perspektiv
  • at fremme læring og kapacitetsopbygning i kommunerne.

 

Forløbet med Task Force blev indledt med en analyse af myndighedsopgaverne på området for udsatte børn og unge. Analysen blev gennemført i perioden oktober 2017 – Januar 2018 med afsæt i en sagsgennemgang af 20 konkrete børnesager, workshop om kvalitet i sagsbehandlingen, interviews med ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere samt skriftligt materiale fra kommunen.

 

Temaerne i analysen er:

  • Inddragelse
  • Faglig udredning
  • Valg af indsats
  • Opfølgning og udvikling

 

Analyserapporten blev forelagt for Børn- og Ungeudvalgsmødet den 7. februar 2018, hvor Task Force præsenterede mønstre og betingelser på myndighedsområdet, samt konkrete anbefalinger for udviklingen i Familieafdelingen.

 

De konkrete anbefalinger kan sammenfattes under følgende overordnede temaer:

  • Alle sagsbehandlere skal have relevante og dækkende kompetencer
  • Retningslinjer og arbejdsgange kan understøtte en ensartet sagsbehandling
  • Nye tiltag – Kvalitetsstandarder, ledelsesinformation og ledelsestilsyn
  • Prioritering af tæt faglig ledelse og sparring med henblik på at sikre kvalitet i sagsarbejdet og fælles faglig retning
  • Systematisk arbejde med implementering

 

Anbefalingerne fra Task Forcens analyserapport er udmøntet i en tre års plan for Familieafdelingen, hvor der hvert år udarbejdes en særskilt udviklingsplan med et overordnet emne, med afsæt i Task Forcens anbefalinger.

 

Den første udviklingsplan ” Sikkert Grundlag 2018” blev godkendt af Task Force på møde den 4. maj 2018. 

 

Udviklingsplanen for 2019 ” Ny strategi og Tværgående Samarbejde” blev præsenteret for Børn- og Ungeudvalget den 6. marts 2019.

 

Understøttelse fra Task Force i forhold til Familieafdelingens arbejde med aktiviteter og mål i udviklingsplanen blev afsluttet med sidste møde i Task Force i april 2019.  Herefter blev Task Forcens afsluttende fase igangsat, med en analyse af 20 sager der blev indkaldt af Ankestyrelsen i april 2019. De 20 sager, af et samlet sagsantal på 1267, blev udvalgt tilfældigt med udgangspunkt i kriterier fra Ankestyrelsen, hvor afgørelsen om forebyggende foranstaltninger skal være truffet i perioden mellem 1. april 2018 og 31. marts 2019, mens afgørelsen om anbringelse skal være truffet i perioden 1. april 2017 og 31. marts 2018.

 

På mødet i Børne- og Ungeudvalget d. 4. september, vil repræsentanter fra Task Force give en fremlæggelse af rapportens resultater.

 

I satspuljeaftalen for 2019 er der afsat varige midler til at følge udviklingen i kommunernes sagsbehandling på området for udsatte børn og unge. Første måling igangsættes i 2021 og offentliggøres i maj 2022. På dette tidspunkt vil der således foreligge endnu en statusmåling for udviklingen af sagsarbejdet i Familieafdelingen.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 04-09-2019

Taget til efterretning.