Punkt 2 Mental sundhed hos børn og unge - opfølgning på sidste fælles udvalgsmøde

Beslutningstema

Orientering om indsatserne og drøftelse af det videre arbejde

Indstilling

Direktionen indstiller til udvalgene,

  • At udvalgene tager orienteringen til efterretning
  • At der arbejdes videre med indsatserne i de respektive fagudvalg

Sagsfremstilling

På det fælles udvalgsmøde d. 28.maj besluttede de fire udvalg, at hvert fagudvalg, med udgangspunkt i oplæggene omkring børn og unges mentale sundhed i Svendborg kommune skulle undersøge, hvordan der kan arbejdes mere systematisk med at fremme den mentale sundhed.

 

Udgangspunktet for den tværpolitiske samarbejde omkring børn og unges mentale sundhed er, at der er et ønske om i fællesskab at målrette arbejdet med at fremme den mentale sundhed for denne målgruppe.

 

Den overordnede definition af mental sundhed fra WHO og Sundhedssstyrelsen er, at mental sundhed er en tilstand af trivsel, hvor individet kan udfolde sine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress samt indgå i fællesskaber med andre mennesker. Dårlig mental sundhed og dårlig trivsel dækker over, når man fx oplever ikke at være overvejende glad, ikke kunne gennemføre dagligdags gøremål eller indgå i sociale relationer.

 

En høj grad af mental sundhed kan have en positiv indflydelse på forebyggelse af sygdomme og på evnen til at tilegne sig ny viden og færdigheder, ligesom en høj grad af mental sundhed kan mindske frafaldet på ungdomsuddannelser og styrke borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Der er endnu ikke nogen entydig forklaring på hvorfor de unge mistrives, og det er derfor af stor betydning at der tænkes bredt i forhold til forebyggelse, tidlig opsporing og den indgribende indsats.

 

Hvert fagudvalg har i august måned behandlet nedenstående indsatser, som hhv. beskriver forebyggende, opsporende og indgribende indsatser. Nedenstående er et kort sammendrag over de forskellige indsatser, som udvalgene har peget på i forhold til at igangsætte et systematisk arbejde med at fremme børn og unges mentale sundhed:

-          En forebyggelse indsats: Fællesskaber (Kultur- og Fritidsudvalget, behandlet 12. august)

Undersøge hvordan fællesskaber for målgruppen kan styrkes i kontekst af Visionsaftalen for Bevæg dig for livet. Dette skal bl.a. ske gennem kortlægningsarbejde og udmøntning af specifikke handleplaner.   

 

-          En indgribende Indsats: Fastholdelse i arbejde og uddannelse (Social- og Sundhedsudvalget samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, behandlet 13. og 12. august)

Oprette tilbuddet ”Din plan” i Ungekontakten. Tilbuddet er et tidligt, målrettet og tværgående forløb som er tilrettelagt for bedre at kunne matche og vejlede målgruppen til de rette interne tilbud i Ungekontakten, samt for at understøtte eksisterende brobygningssamarbejder med et udvalg af ungdomsuddannelserne. Målgruppen for tilbuddet er unge mellem 18-30 år, som modtager uddannelseshjælp og hvor der vurderes at være behov for en målrettet indsats.

 

-          En tidlig opsporende indsats: Elevfravær (Børn- og Ungeudvalget, behandlet 14. august)

Styrke arbejdet omkring elevfravær med særligt fokus på ”særligt bekymrende fravær”. Dette skal bl.a. ske gennem udarbejdelse af fælles definition, fælles retningslinjer og systematisk håndtering af fravær. Samt inddragelse af erfaringer fra andre kommuner.

 

Dagsordenspunkterne fra de fire udvalg vedlægges som bilag.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

De enkelte fagudvalg arbejder videre med indsatserne indenfor de eksisterende økonomiske rammer.

Beslutning i Fællesmøde mellem Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungeudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget den 27-08-2019

Indstillingen blev godkendt. Der laves en fælles opfølgning i 1. kvartal 2020.

 

Der var afbud fra: Søren Kongegaard (A), Per Nykjær Jensen (V) og Jesper Ullemose (V) samt Susanne Gustenhoff (Ø). Som suppleant for Susanne Gustenhoff deltog Jens Erik Laulund Skotte (Ø).