Punkt 15 Solcelleprojekter ni steder i kommunen

Beslutningstema

Beslutning om prioritering af ni projekter samt igangsættelse af planlægning for solceller.

Indstilling

Direktionen indstiller til Byrådet, at der tages beslutning om:

 

  • prioritering af de ni projekter for solcelleanlæg, herunder om der er projekter, der ikke ønskes planlægning for fremadrettet.
  • igangsættelse af planlægning for det højest prioriterede område.

Sagsfremstilling

Baggrund

Byrådet besluttede den 26. juni 2018 at standse planlægning for udpegningen af områder til vindmøller og solceller til kommuneplanen. Det betyder, at der i kommuneplanen ikke er udpeget positivområder for placering af solcelleanlæg eller vindmøller. Positivområder er områder, hvor det planlægningsmæssigt er bedst at placere den pågældende type anlæg. Positiv-udpegninger forhindrer dog ikke planlægning andre steder i kommunen. Det blev samtidig besluttet, at byrådet vil forholde sig til alle indkomne ansøgninger om solcelleanlæg, uanset hvor i kommunen de ønskes placeret.
 

Svendborg Kommune har modtaget ansøgninger om 9 forskellige projekter for solcelleanlæg rundt om i kommunen. Ansøgningerne er fordelt på 3 forskellige lodsejere og områderne kan ses på kortet vedhæftet som Bilag 1. Ansøgningerne er dels indkommet uopfordret og dels i forbindelse med den forudgående høring, der blev afholdt i foråret 2018.

 

Behovet for VE-energi

I forbindelse med arbejdet for at udpege områder i kommuneplanen til vindmøller og solenergianlæg, blev behovet for alternativ energi i Svendborg Kommune beregnet. Ved temamødet for Byrådet i maj 2018 fremlagde rådgiverfirmaet PlanEnergi en beregning, der fremskriver behovet frem til 2029. I maj 2018 var kommunens målsætning 100 % vedvarende energi (VE) i 2050 på geografisk niveau. PlanEnergi havde derfor beregnet, at behovet for andel VE i 2029 ville være 50 %. Beregningerne viste, at det mål kunne nås ved at sikre 100 % VE i strømforsyningen. De viste med illustrationen Bilag 2, at 100 % VE i strøm kan nås med eksempelvis 20 stk. store vindmøller (over 150 m) eller 335 ha solceller.
 

Kommunens nuværende målsætning er for nylig skærpet til at ville nå 100 % VE i 2040. Det betyder, at kommunen skal nå 50 % VE allerede i 2025.
 

I PlanEnergis beregninger var indlagt forudsætninger om, at følgende forhold var opfyldt samtidig med opførelsen af vindmøller og/eller solceller:

 

Fuld udnyttelse af biogasressource (Energiplan Fyn)

Fuld omlægning af fjernvarmeforsyningen til VE

Individuel olie omstillet til VE

10 % varmebesparelser

10 % biobrændstoffer til vejtransport

Alle eksisterende møller er nedtaget (vindmøller ved Tåsinge er fra 2009)

 

Bilag 3 viser den andel, som de ni solcelleprojekter hver især, vil bidrage med til Svendborgs samlede energibehov. Realisering af alle ni projekter vil være af markant betydning for andelen af VE-energi i Svendborg Kommune.

 

Screening og prioritering af projekterne

 

Administrationen har indledningsvis prioriteret de ni projektansøgninger.
 

Udgangspunktet for administrationens vurdering af en ansøgning om solcelleprojekter, er en screening af det konkrete areal samt kommuneplanens principielle retningslinjer for solcelleanlæg. Alle ni projekter ønskes placeret på bar mark i landzone. Der skal derfor udarbejdes lokalplan for hvert at de ni projekter. For alle projekter gælder også, at der skal udarbejdes kommuneplantillæg for det enkelte projekt, da der er i modstrid med udpegninger i kommuneplanen. Der er dog forskel på, hvor mange bindinger eller udpegninger det enkelte projekt er i konflikt med.
 

Administrationen har efter screeningen af de ni projektforslag prioriteret dem i forhold til hinanden. Screeningen kan ses oversigtelig i skemaet bilag 4.
 

Prioritet 1 er det område som har færrest bindinger, der er i modstrid med realiseringen af et solcelleanlæg. Prioritet 1 er dermed det projekt, der foreslås igangsat lokalplanlægning for først. Projektet er nærmere beskrevet i bilag 5. En nærmere detailplanlægning, herunder forudgående offentlig høring, kan afdække andre forhold som kan betyde justeringer af projektet i forhold til beskrivelsen.

 

Prioritet 1) Øst for Tved

Prioritet 2) Sydøst for Stenstrup

Prioritet 3) Nørremarksvej

Prioritet 4) Heldagergårdsvej

Prioritet 5) Hvidkilde Nord

Prioritet 6) Øst for Gml Nyby

Prioritet 7) Hvidkilde Syd

Prioritet 8) Nyborgvej, øst for Tved

Prioritet 9) Syd for Ulbølle

 

I screeningen af de ni projekter er følgende udpegninger, bindinger, retningslinjer samt planmæssige overvejelser inddraget:

 

  • Kommuneplanens retningslinjer for solcelleanlæg, herunder hvor kuperet arealerne er
  • Udpegninger i kommuneplanen: kystnærhedszone, landskaber der skal beskyttes,

herregårdslandskaber, kulturmiljøer samt særlig værdifuldt landbrugsland

  • Grundvandsinteresser
  • Afstanden til naboer
  • Konkret vurdering af det konkrete projekt og det konkrete landskab
  • Statens vejledning til placering af solcelleanlæg

 

Ansøger og lodsejer for Prioritet 1, et areal øst for Tved Erhvervsområdet, har i foråret afholdt et nabomøde i området. Svendborg Kommune deltog ikke i mødet, men har fået oplyst, at der var både positive og negative tilkendegivelser i forhold til projektet blandt naboer i området.

 

Grundvandsinteresser

På flere af arealerne er der grundvandsinteresser og nærhed til drikkevandsboringer. Ansøgerne, der ejer disse arealer, har gjort opmærksom på, at solcelleanlæg kan være en god sikring af grundvandsressourcerne. Dette skal ses i forhold til at dyrke og sprøjte arealerne i en konventionel landbrugsdrift. Dette udsagn støttes af Vand & Affald.

 

For at sikre beskyttelsen af grundvandet under eventuelle solcelleanlæg kræves sikring af, at solcellepanelerne ikke rengøres med pesticidholdige rensemidler. Antallet af eventuelle dyr fx får, der sættes til at græsse mellem solpanelerne skal også reguleres i forhold til grundvandsbeskyttelse. Sådanne driftskrav kan ikke sikres gennem en lokalplan. Om krav til driften af et solcelleanlæg kan sikres af anden vis, skal undersøges nærmere.

 

Landskabsbeskyttelse

Kommunens åbne land er i kommuneplanen inddelt i 23 landskabsområder med hver sit særkende. Landskabsområderne er udpeget som ”tilpas-”, ”ændre-” eller ”beskyt-” områder.
 

Landskabsudpegningerne bruges af administrationen fx i forbindelse med landzoneadministration og tilladelser til etablering af landbrugsbygninger. I de landskabsområder der er udpeget til at skulle beskyttes, kan der jf. kommuneplanen kun i ganske ubetydeligt omfang ske etablering af byggeri eller tekniske anlæg. I disse områder kan altså ikke placeres solcelleanlæg og der gives altid afslag til husstandsvindmøller. I områder udpeget som ”tilpas” eller ”ændre” er mulighederne tilsvarende større for indpasning af byggeri. Ved at tage udgangspunkt i de tre kategorier af landskabsudpegninger sikres en enkel, ensartet og gennemsigtig landzoneadministration i hele kommunen. Den ensartede administration letter samtidig sagsbehandlingstiden for den enkelte sag.

Landskabsområderne og deres ”beskyt”-status er udpeget i 2010-2011 efter analyse med Miljøministeriets ”Landskabskaraktermetode”. Formålet var at opnå landsdækkende ensartede begreber til at beskrive landskaber. Dette bl.a. for at sikre, at Planklagenævnets afgørelser sker ud fra samme type landskabsvurderinger i hele landet. Et eksempel er planklagesagen for det første solcelleanlæg ved Ulbølle. Her blev en placering i det åbne land accepteret af Planklagenævnet, blandt andet fordi arealet ligger i et landskabsområde med betegnelsen ”tilpas” og at lokalplanen sikrede en afskærmende beplantning omkring anlægget.
 

Det er muligt politisk, via et kommuneplantillæg at åbne op for at give muligheden for at etablere solcelleanlæg i landskabsområder der er udpeget som ”beskyt”-områder. Der vil dog være risiko for, at Planklagenævnet vil underkende kommuneplantillægget i en eventuel klagesag. Samtidig vil det betyde, at administrationen mister et vigtigt redskab til at sikre ensartet sagsbehandling i landzoneadministrationen.

 

Kulturmiljø

I kommuneplanen er udpeget 37 kulturmiljøer fordelt på 4 kategorier. Under kategorien ‘land’ er udpeget tre herregårdsmiljøer, hvoraf Hvidkilde er et af de tre. Et af de bærende bevaringsværdier for herregårdsmiljøet er herregårdspræget i de udstrakte skove og store, åbne marker.

 

Planklagesag fra Ulbølle

Lokalplan nr. 614 for et solcelleanlæg ved Fåborgvej 139-141, Ulbølle blev påklaget til Planklagenævnet efter vedtagelsen i Byrådet i maj 2018. Bl.a. placeringen i det åbne land blev påklaget. Solcelleanlægget er endnu ikke opført. Klagesagen er nu afgjort og Svendborg Kommune har fået medhold i samtlige klagepunkter af et enigt klagenævn. Afgørelsen understøtter dermed Svendborg Kommunes vurderinger i forbindelse med den pågældende planlægning af solcelleanlæg.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Planlægningen for solcelleanlæg, kan ske inden for rammerne af udvalgets budget.

Lovgrundlag

Planloven

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 13-08-2019

Udvalget indstiller til Byrådet, at

  • der igangsættes planlægning for prioritet nr. 1.
  • der i september 2019 afholdes workshop for byrådet om dilemmaet mellem hensynet til kulturelle- og landskabelige værdier og vores ambition om både at styrke den grønne omstilling ved at planlægge for flere solenergianlæg og at sikre rent drikkevand
  • sagen igen forelægges fagudvalg og byrådet i oktober 2019

 

Udvalget bemærker endvidere, at den grønne omstilling skal prioriteres højt. Politisk er der et ønske om at bruge udlæg til solenergianlæg strategisk, så solceller kan opstilles på områder, hvor den nuværende jordbrugsdrift udgør en potentiel risiko for drikkevandet. På den måde kan der skabes vedvarende energi og grundvandet forskånes for sprøjtemiddelrester.

 

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 15-08-2019

Udvalget indstiller til Byrådet, at

  • der igangsættes planlægning for prioritet nr. 1.
  • der i september 2019 afholdes workshop for byrådet om dilemmaet mellem hensynet til kulturelle- og landskabelige værdier og vores ambition om både at styrke den grønne omstilling ved at planlægge for flere solenergianlæg og at sikre rent drikkevand
  • sagen igen forelægges fagudvalg og byrådet i oktober 2019

 

Udvalget bemærker endvidere, at den grønne omstilling skal prioriteres højt. Politisk er der et ønske om at bruge udlæg til solenergianlæg strategisk, så solceller kan opstilles på områder, hvor den nuværende jordbrugsdrift udgør en potentiel risiko for drikkevandet. På den måde kan der skabes vedvarende energi og grundvandet forskånes for sprøjtemiddelrester.

 

Afbud fra Per Nykjær Jensen (V). Som suppleant deltog Birger Jensen (V).

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2019

Indstilles.

Beslutning i Byrådet den 27-08-2019

Godkendt.

 

Morten S. Petersen udtrådt af Byrådet. Som suppleant deltog Johan Emil Rasmussen (O).