Punkt 6 Arbejdet med fravær i Svendborg Kommune - børn og unges mentale sundhed

Beslutningstema

Orientering om arbejdet med skolefravær.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Svendborg vil arbejde for at styrke børn og unges mentale sundhed, så de får de bedste muligheder for et sundt og godt liv. Mental sundhed hos børn og unge har stor betydning for det enkelte barns læring, trivsel og udvikling. Et øget fokus vil understøtte at børn og unge får de bedste muligheder for at udvikle deres potentiale og bidrage til samfundet. Et fokusområde i arbejdet med mental sundhed er elevfravær – særligt bekymrende fravær.

 

Alle folkeskoler i Svendborg er godt i gang med arbejdet med fravær. De har alle siden efteråret 2018 formuleret individuelle handleguides til arbejdet med bekymrende fravær. I forbindelse med en lovændring på fraværsområdet, der øger forældres ansvar for deres børns skolegang, er ens registrering på skolerne blevet gjort tydeligere. Lovændringen blev vedtaget i forbindelse med den afgående regerings strategi mod parallelsamfund og skal efter planen træde i kraft d. 1. august 2019.

 


Status på fravær i Svendborg Kommune
Fravær opgøres i tre kategorier; sygefravær, lovligt fravær og ulovligt fravær. Skolerne registrerer elevfravær digitalt, primært dagsfravær, men i udskolingen registrerer flere skoler på lektionsniveau.

 

Svendborg Kommune ligger en smule over landsgennemsnittet når man ser på fravær som samlet kategori. Den foreløbige opgørelse fra maj 2019 viser et mindre fald i det samlede fravær i Svendborg Kommune, bilag vedlagt. Ikke desto mindre er der stadig elever, der har bekymrende fravær og de skal understøttes.

 


Nedbringelse af fravær – hvordan kommer vi så der hen?
Forvaltningen foreslår følgende indsatser:

  • At der udarbejdes en fælles definition af bekymrende fravær. Det sikrer, at vi har en koordineret fælles forståelse.
  • At der skabes en fælles retning og systematik til håndtering af fravær. Det kan være med til at sikre en ens tilgang til arbejdet med fravær.
  • En systematik, der bidrager til et mere smidigt og effektivt samarbejde på tværs af faggrupper; Skoleafdelingen, PPR, SSP, Familieafdelingen og Sundhed.
  • En styrkelse af en fælles retning og systematik, der bidrager til at alle omkring arbejdet med fravær; elev, skole, forældre og andre fagprofessionelle, vil kunne se deres rolle og ansvar ind i arbejdet.

 

Arbejdet med nedbringelse af fravær indgår som et element i mangfoldige læringsmiljøer. Ved i højere grad at registrere fremmøde ens og på daglig basis sikres et grundlag, der gør os i stand til at forebygge og lave en tidlig indsats for den enkelte elev. Det er vigtigt, at vi er fleksible i vores opgaveløsning og får skabt en ramme, der har fokus på den enkelte elevs særlige behov og potentiale. Vi skal se på elevfravær fra forskellige vinkler og baggrunden for fravær er sjældent den samme hos alle elever.

 


Erfaringer fra andre kommuner
Generelt er der et stort fokus på arbejdet med fravær rundt i kommunerne. I Nyborg udarbejder en arbejdsgruppe i øjeblikket en ny fælles handleguide, der efter planen skal være færdig i efteråret 2019.


I Odense er der lavet en strategi omkring tidlig opsporing, som lige er blevet søsat.
 

I Slagelse Kommune har de siden 2016 arbejdet systematisk med registrering og handlinger, hvilket har haft positiv effekt.


Der er stor forskel på, hvor mange kræfter og hvor stort fokus de enkelte kommuner har givet arbejdet med fravær. Men fælles for alle er, at der er et stort ønske om at nedbringe skolevægring.

 

Svendborg Kommune kan med inspiration fra tidligere arbejde bl.a. fraværs-projektet fra 2016 og med inspiration fra andre kommuner arbejde henimod en fælles retning og systematik omkring arbejdet med fravær.

 

I efteråret 2019 vil der blive indhentet erfaringer fra andre kommuner. Primo 2020 iværksættes en proces for at afdække, hvordan der bedst muligt bliver udarbejdet en fælles definition af bekymrende fravær, en fælles strategi og systematik til håndtering af arbejdet med fravær. I arbejdet inddrages alle relevante interessenter.

Lovgrundlag

Folkeskoleloven § 39

Bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen (BEK nr. 696 af 23/06/2014)

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 14-08-2019

Taget til efterretning.

 

Afbud fra Dorthe Ullemose (O), hvorfor Palle Fischer (C) deltog som suppleant.