Punkt 4 Godkendelse af procesplan for Beskæftigelsesplan 2020

Beslutningstema

Godkendelse af procesplan for Beskæftigelsesplan 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at udvalget godkender procesplanen
  • at udvalget beslutter om Beskæftigelsesplanen skal være flerårig.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal hvert år vedtage en beskæftigelsesplan for det kommende års beskæftigelsesindsats. Planen skal tage udgangspunkt i kommunens resultater og effekter fra det foregående år samt de vejledende beskæftigelsespolitiske mål, der er udmeldt af beskæftigelsesministeren.

 

I februar måned udmeldte den daværende Beskæftigelsesminister 3 beskæftigelsespolitiske mål for 2020. Målene, der alle er videreført fra 2020, er:

  1. Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
  2. Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
  3. Flere personer med handicap skal i beskæftigelse.

 

I Beskæftigelsesplanen for 2019 valgte Beskæftigelses- og Integrationsudvalget endvidere at sætte særlig fokus på Ungeindsatsen, sygefravær og trivsel, integrationsindsatsen og øvrige samarbejdsparter. Fokusområderne støtter op om det arbejde, udvalget har igangsat. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal i forbindelse med udarbejdelse af en ny Beskæftigelsesplan drøfte om fokusområderne alle skal videreføres og/eller om der er nye fokusområder.

 

Fra 1. januar 2020 træder lovgivningen i forbindelse med en forenkling af beskæftigelsesindsatsen i kraft, hvilket giver kommunerne en øget mulighed for at tilrettelægge indsatsen efter de første 6 måneder. Beskæftigelsesplanen skal udarbejdes med udgangspunkt i den nye lovgivning.

 

Der har været tradition for at de fynske kommuner under RAR Fyn udarbejder et fælles fynsk tillæg til kommunernes beskæftigelsesplaner. Udvalgsformændene for de beskæftigelsespolitiske udvalg mødes den 26. september, hvor det forventes, at der tages stilling til, om der også i år udarbejdes et fælles tillæg.

 

Nogle kommuner vælger at lave en flerårig beskæftigelsesplan, der ved behov suppleres af et årligt tillæg med de aktuelle fokusområder eller målsætninger.  Udvalget vil have samme mulighed såfremt det ønskes.

 

Forslag til procesplan

  • 12. august – Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender procesplan og tager stilling til om planen skal udarbejdes med et flerårigt sigte
     
  • 2. september – Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter fokusområder for beskæftigelsesindsatsen i 2020
     
  • 7. oktober – 1. udkast til Beskæftigelsesplan 2020 drøftes i udvalget
     
  • 4. november – 2. udkast behandles i udvalget med henblik på oversendelse til Byrådets godkendelse.

Lovgrundlag

Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

 

§ 4. Kommunalbestyrelsen vedtager hvert år senest den 31. december med udgangspunkt i de vejledende beskæftigelsespolitiske mål, der er udmeldt af beskæftigelsesministeren, jf. § 19, en beskæftigelsesplan for det kommende års beskæftigelsesindsats.

 

Stk. 2. I grundlaget for udarbejdelse af beskæftigelsesplanen indgår en resultatrevision, som viser resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret i det forudgående år.

 

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sender umiddelbart efter vedtagelsen beskæftigelsesplanen til det regionale arbejdsmarkedsråd til orientering.

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 12-08-2019

Procesplanen blev godkendt. Udvalget ønsker et flerårssigte i beskæftigelsesplanen.

 

Der var afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B). Som suppleant deltog Palle Fischer (C).