Punkt 14 Fyrtårnet Børnegården Byparken - økonomisk handleplan

Beslutningstema

Orientering og drøftelse af økonomisk udfordring og handleplan i Fyrtårnet Børnegården Byparken.

Indstilling

Direktionen indstiller

  • At Børne- og Ungeudvalget tager orienteringen til efterretning og drøfter sagen.

Sagsfremstilling

Børne- og Ungeudvalget behandlede den 3. april 2019 regnskaberne for de selvejende dagtilbud. De selvejende dagtilbud samarbejder fagligt i det forpligtende samarbejdsnetværk Fyrtårnet, men er selvstændige juridiske enheder og indbyrdes økonomisk uafhængige.

 

I regnskabet for 2018 for det selvejende dagtilbud Fyrtårnet Børnegården Byparken fremgik et væsentligt merforbrug. Af udvalgssagen fremgik det, at Fyrtårnet Børnegården Byparken derfor var anmodet om at udarbejde en økonomisk handleplan for at genoprette sit budget. 

 

Bestyrelsen i Fyrtårnet Børnegården Byparken har efterfølgende med bistand fra fobu (paraplyorganisation for selvejende dagtilbud i Danmark) udarbejdet en handleplan og en likviditetsoversigt for 2019-2022. Handleplanen og likviditetsoversigten viser for 2019 et forventet budgetunderskud på samlet 1,1, mio. kr., svarende til 22,9 % af børnehusets budget. Merforbruget skyldes bl.a. engangsudgifter i forbindelse med personaleudskiftning og et faldende børnetal. Handleplanen indebærer en reduktion af personalegruppen.

 

Den økonomiske handleplan løber frem til udgangen af 2022, hvor Fyrtårnet Børnegården Byparken forventer at have indhentet underskuddet.

 

Handleplanen har givet anledning til at der p.t. er indført et skærpet økonomisk tilsyn bestående af følgende:

  • Svendborg Kommune udbetaler forskud på driftstilskud i 2019
  • Driftstilskuddet udbetales månedligt (mod før kvartalsvis) med henblik på tættere opfølgning
  • Månedlige opfølgninger på budget og likviditet
  • Kvartalsvise møder med henblik på at følge, om forudsætningerne for handleplanen holder

 

Sekretariat og Dagtilbud følger i samarbejde med Økonomi tæt op på handleplanen og vil efter behov orientere udvalget yderligere.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

De økonomiske konsekvenser er beskrevet i sagsfremstillingen.

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 12-06-2019

Drøftet sagen og taget til efterretning.


Steen Tinning (R) var fraværende.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (Å), hvorfor Susanne Gustenhoff (Ø) deltog som suppleant.
Afbud fra Torben Frost (A), hvorfor John Arly Henriksen (A) deltog som suppleant.