Punkt 13 Obligatorisk læringstilbud til 1 årige fra udsatte boligområder

Beslutningstema

Orientering om udmøntning af lovgivningen vedr. obligatorisk læringstilbud til 1 årige i udsatte boligområder.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

På udvalgsmødet d. 15. august 2018 blev der orienteret om regeringens aftale om bekæmpelse af parallelsamfund, herunder obligatorisk læringstilbud til 1 årige fra udsatte boligområder. Målgruppen for obligatorisk læringstilbud er børn med bopæl i et udsat boligområde, og som ikke er optaget i et dagtilbud i alderen mellem 1 og 2 år. Det obligatoriske læringstilbud varer frem til barnet bliver sprogvurderet i 3 års alderen, hvorefter barnet automatisk udmeldes af tilbuddet.

 

Det obligatoriske læringstilbud skal foregå i et børnehus og har en varighed af 25 timer om ugen.

 

Kravet om obligatorisk læringstilbud træder i kraft d. 1. juli 2019.

 

Som led i dette tilbud skal der iværksættes målrettede forløb for såvel barnet som for begge barnets forældre, som bl.a. styrker barnets dansksproglige kompetencer, generelle læringsparathed og kendskab til danske traditioner. I forhold til forældrene er fokus rettet mod at vejlede dem, så de kan understøtte deres barns deltagelse i børnehuset samt barnets dansksproglige kompetencer.

 

Forældrene har pligt til at lade deres barn deltage i det obligatoriske læringstilbud eller selv at forestå en indsats, der står mål med indholdet i det obligatoriske læringstilbud. Hvis forældrene selv forestår indsatsen, skal der føres tilsyn hermed.

 

Hvis forældrene ikke overholder deres pligt, skal der ske en standsning af børneydelsen, jf. § 44 e, stk. 2 1. punkt. Standsningen vil være gældende for et kvartal.

 

I Svendborg Kommune er Byparken/Skovparken på listen over udsatte boligområder, og det vil derfor være børn fra dette område, som er omfattet af det obligatoriske læringstilbud. Der vil blive valgt ét børnehus, som skal varetage opgaven. Når børnehuset skal udvælges, skal der tages højde for bl.a. medarbejdernes kompetencer og sammensætningen af børn, herunder den samlede andel af børn fra udsatte boligområder, som pr. 1. januar 2020 højest må udgøre 30 % i det enkelte børnehus.

 

Det vurderes, at der er tale om 0-5 børn om året, som er i målgruppen for at modtage obligatorisk læringstilbud.

 

Aktuelt påtænkes det, at børn, som skal optages i et obligatorisk læringstilbud, indskrives i Sundbyøster Poppellunden. 

 

Vuggestuen i dette børnehus arbejder bl.a. målrettet med børns sprogtilegnelse og har tilrettelagt læringsmiljøerne, så de kontinuerligt understøtter den sproglige udvikling hos børnene. Endvidere understøttes børnehuset af en sprogpædagog fra Interkulturelt Team, der samarbejder med medarbejderne i børnehuset om målrettede indsatser til understøttelse af sproglig udvikling hos børn med særlige behov. Ligeledes understøtter sprogpædagogen fra Interkulturelt Team medarbejderne i forældresamarbejdet ift. forældre med anden etnisk baggrund, herunder at vejlede forældre i at understøtte deres børns sproglige udvikling.

 

De 25 timer i det obligatoriske læringstilbud skal fordeles jævnt over ugen jf. § 44 b, stk. 2. I Svendborg Kommune skal timerne som udgangspunkt placeres på alle hverdage fra kl. 9.00 til 14.00. Timerne skal placeres, så børnene får mest muligt ud af det pædagogiske læringsmiljø. Derfor vil det være op til den pædagogiske teamleder at beslutte, hvis placering af timerne skal ændres på baggrund af hensynet til det enkelte barn.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Obligatorisk læringstilbud skal stilles gratis til rådighed for forældrene. Tilskuddet til forældrene skal derfor udgøre 100 % af udgiften til pladsen. Forældrene skal selv sørge for eller særskilt betale for bleer og frokost.

 

Regeringen har afsat 33 mio. kr. i 2019 voksende til 94 mio. kr. årligt fra 2021 og frem til at finansiere udgifter ved indsatsen. Der foreligger endnu ikke oplysninger om, hvorledes den enkelte kommune kompenseres.

Lovgrundlag

Lov om ændring af dagtilbudsloven og Lov om en børne- og ungeydelse.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 12-06-2019

Taget til efterretning.


Steen Tinning (R) var fraværende.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (Å), hvorfor Susanne Gustenhoff (Ø) deltog som suppleant.
Afbud fra Torben Frost (A), hvorfor John Arly Henriksen (A) deltog som suppleant.