Punkt 4 Godkendelse af at projektet "Én indgang" overgår til drift

Beslutningstema

Godkendelse af at projektet ”Én indgang” overgår til drift.

Indstilling

 Direktionen indstiller,

  • At projektet ”Én indgang” implementeres i drift og fortsætter i sin nuværende form som et tværfagligt samarbejde mellem Socialafdelingen, Ældreområdet og Jobcentret.

Sagsfremstilling

I februar 2018 besluttede henholdsvis Social- og Sundhedsudvalget samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at projektet ”Én indgang” skulle igangsættes som etårigt projektforsøg med opstart den 1. april 2018 og evaluering et år efter.

 

Hensigten med projektet var at lette indgangen til kommunen for de mest psykisk sårbare og udsatte borgere. Psykisk sårbare og udsatte borgere, som i forvejen ikke fik støtte, og hvor det ikke har været muligt at motivere borgeren til at henvende sig i kommunen for at få hjælp.

 

Projektet blev organiseret som tværfagligt fremskudt sagsbehandling, hvor sagsbehandlerne fra henholdsvis Socialafdelingen, Ældreområdet og Jobcentret rykkede ud og mødtes med borgeren for at yde den sagsbehandling, som borgeren ellers ville have fået ved personlig henvendelse i kommunen. Mødet med borgeren kunne eksempelvis finde sted på et af kommunens tilbud, i Kirkens Korshær, i behandlingspsykiatrien eller i borgerens hjem. Tværfagligt fremskudt sagsbehandling lettede på denne måde indgangen til kommunen for de mest psykisk sårbare og udsatte borgere, idet borgeren ikke skulle henvende sig i flere afdelinger for at få hjælp.

 

Tværfagligt fremskudt sagsbehandling har vist sig at være hensigtsmæssig i forhold til målgruppen. Projektet har fremmet samarbejdet mellem Socialafdelingen, Ældreområdet og Jobcentret og har sendt et signal til borgerne om, at der arbejdes på tværs i direktørområdet.

 

Administrationen indstiller, at projektet ”Én indgang” implementeres i drift i sin nuværende form for at understøtte den igangværende udvikling af det tværfaglige samarbejde.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Afholdes indenfor eksisterende budgetramme.

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 03-06-2019

Indstillingen blev godkendt.

 

Der var afbud fra Per Nykjær Jensen (V) og Hanne Ringgaard Møller (B). Som suppleant for Per Nykjær Jensen deltog Mette Kristensen (V).

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 04-06-2019

Godkendt.

Der var afbud fra Susanne Gustenhoff (Ø). Som suppleant deltog Jens Erik Laulund Skotte (Ø).