Punkt 12 Frigivelse af rådighedsbeløb til kapacitetsudvidelse af 0-2 års pladser

Beslutningstema

Frigivelse af rådighedsbeløb til kapacitetsudvidelse af 0-2 års pladser.

Indstilling

Direktionen indstiller til Børne- og Ungeudvalget, med oversendelse til Teknik- og Erhvervsudvalget at;

  • Børne- og Ungeudvalget tager sagen til orientering
  • Teknik- og Erhvervsudvalget frigiver rådighedsbeløbet i 2019 på 6.446.720 kr.

Sagsfremstilling

I forbindelse med byrådets møde den 19. december 2017 blev det godkendt, at man skulle gennemføre det af administrationen beskrevet alternativ B.

 

Dette indebar:

  • Ombygning af Kastanjen i tilknytning til Fyrtårnet Rantzausminde Børnehave
  • Opførelse af en midlertidig pavillon ved Øbakkerne Poppellunden
  • Tilbygning til Øbakkerne Solsikken
  • Samt forlængelse af pavillon ved Vesterlunden Kernehuset

 

Arbejdsgrupper med repræsentanter fra CETS og Børn og Unge blev nedsat for at realisere ovenstående.

 

Ombygning af Kastanjen

Kastanjen er en naboejendom til Fyrtårnet, Rantzausminde Børnehave.

Der er ved ombygning af Kastanjen etableret 14 permanente 0-2 års pladser, på kvalitetsniveau A. Projektet er en gennemgribende renovering og ombygning, og omfatter blandt andet

  • Ny liggehal og legeplads
  • Nyt tag, isolering af loft + nye tagrender
  • Nye vinduer og beklædninger på klimaskærm
  • Nyt trådhegn, forskellige steder
  • ABA anlæg
  • Nye toiletter, inkl. Handicap forhold
  • Nye lofter, linoleumsgulve og indvendige døre
  • Nye vvs- og elinstallationer
  • Renovering af ventilationsanlæg
  • Internet

 

Ved renoveringen har man sikret optimale rammer for de 0-2 årige, og skabt gode muligheder for samarbejdet i børnehuset, der nu fungerer som et integreret børnehus. Indvielse finder sted d. 26. april 2019.

Vedlagt bilag, indeholdende billeder af den renoverede Kastanjen. 

 

Midlertidig pavillon ved Sundbyøster Poppelunden

Den midlertidige pavillon, der er opført ved børnehuset Sundbyøster Poppellunden, har kapacitet til 14 0-2 årige på kvalitetsniveau A. Der er i forbindelse med opførelsen, etableret en legeplads til de 0-2 årige. Hele projektet er udført.

Vedlagt bilag, indeholdende billeder af den opførte pavillon.

 

Tilbygning til Øbakkerne Solsikken

Som erstatning for en midlertidig opsat pavillon, opføres der en tilbygning til hovedbygningen på Solsikken. Tilbygningen vil hænge sammen med den eksisterende bygning, hvilket giver en bedre sammenhængskraft i børnehuset. Tilbygningen er placeret og indrettet i samarbejde med personalet i børnehuset og imødekommer de daglige rutiner og behov. Tilbygningen opføres med kapacitet til 14 0-2 årige, på kvalitetsniveau B. Byggeperioden løber fra d. 20. maj 2019, og forventes at stå færdig i januar 2020. Liggehallen bliver opført, når den midlertidige opstillede pavillon er fjernet. Det samme gælder for etableringen af legepladsen til de 0-2 årige.

Vedlagt bilag, indeholdende plantegning, 3D tegning, og en byggeplads-tegning. 

 

Forlængelse af pavillon ved Vesterlunden Kernehuset

Pavillonen ved Kernehuset, har en midlertidig tilladelse, der udløber i efteråret 2020. Der vil i indeværende år blive søgt om en forlængelse af denne tidsperiode.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Med byrådets beslutning af 19. december 2017 blev der afsat en samlet anlægsramme på 10. mio. kr. til kapacitetsudvidelse af 0-2 års pladser.

 

De 10 mio. kr. er efterfølgende blevet reduceret til 9,6 mio. kr., i det anlægsrammen har skulle finansiere en midlertidig pavillon på Tved Skole, efterfølgende er der tilgået midler igen til køb af pavillon ved Øbakkerne Poppellunden.

 

Der er i 2019 afsat et rådighedsbeløb på 6.446.720 kr., hvorfor at det er muligt at frigive det pågældende beløb, jf. indstillingen,

Lovgrundlag

Kasse- og Regnskabsregulativet

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 08-05-2019

Taget til orientering og oversendes til Teknik- og Erhvervsudvalget.

 

Afbud fra Maria Haladyn (A), som suppleant deltog Hanne Klit (A).
Afbud fra Torben Frost (A), som suppleant deltog John Arly Henriksen (A).