Punkt 8 Udviklingsstrategi for Svendborg Kommmune 2023-2035

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal ifølge loven inden udgangen af første halvdel af valgperioden offentliggøre en strategi for kommunens langsigtede udvikling. Denne strategi benævnes typisk som kommunens plan- eller udviklingsstrategi. Med en ny udviklingsstrategi vil Kommunalbestyrelsen kunne sætte en udviklingsretning, der gør Svendborg Kommunes styrkepositioner tydeligere og i højere grad udnytter deres potentiale for at fastholde og tiltrække borgere, virksomheder og investeringer. Direktionen fremlægger et forslag til metode og tidsplan, som Kommunalbestyrelsen bedes godkende.

Indstilling

Direktionen indstiller til Økonomiudvalget, at det overfor Kommunalbestyrelse anbefales,

at godkende metode, tidsplan og politisk forankring for Udviklingsstrategiens udarbejdelse.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune indgår sammen med andre kommuner i konkurrencen om at fastholde og tiltrække borgere, virksomheder og investeringer til kommunen.

 

Især når man overvejer, hvor man vil investere eller etablere sig eller når beslutningen handler om, hvorvidt man vil blive i kommunen, kan det være vigtigt at vide, hvordan og med hvilken retning Kommunalbestyrelsen vil udvikle Svendborg Kommune – både i byen og på landet. Kommunalbestyrelsens langsigtede udviklingsstrategi for Svendborg Kommune kan understøtte og tydeliggøre denne retning og give et tydeligt signal til omverdenen.

 

Administrationen anbefaler, at en sådan strategi tager udgangspunkt i det, Svendborg Kommune allerede er gode til eller er kendte for, også kaldet kommunens styrkepositioner. I forbindelse med forberedelserne til Landsstævnet, blev der i 2020 lavet en analyse, som peger på at Svendborg Kommune har følgende fem styrkepositioner: Kultur, Uddannelse og Oplysning, Maritim Sektor, Turisme samt Natur

 

Med en ny udviklingsstrategi vil Kommunalbestyrelsen dermed sætte en udviklingsretning, der gør styrkepositionerne tydeligere og i højere grad udnytter deres potentiale for at fastholde og tiltrække borgere, virksomheder og investeringer. Strategien vil mere konkret blandt andet indeholde en visionstekst samt beskrivelser af udfordringer og muligheder i forhold til hver styrkeposition. Desuden skal strategien anvise en række konkrete handlinger, der forventes udarbejdet i tæt samarbejde med lokale samarbejdspartnere og interessenter. Handlingerne skal forstærke styrkepositionerne og ikke mindst skabe synlighed og opmærksomhed omkring dem.

 

Desuden kan strategien blive et vigtigt og forpligtende prioriteringsredskab for Kommunalbestyrelsen, når den skal afsætte midler til konkrete handlinger og projekter i hverdagen på udvalgsmøder og i den årlige budgetproces. Dermed kan strategien sikre, at Svendborg Kommune målretter indsatserne og samler kræfterne sammen med lokale samarbejdspartnere om nogle få udvalgte temaer.

 

Kommunalbestyrelsen skal i følge loven offentliggøre en strategi for kommunens langsigtede udvikling inden udgangen af den første halvdel af valgperioden. Strategien skal danne grundlag for den efterfølgende revision af kommuneplanen, der sætter retning for den fysiske planlægning. En ny udviklingsstrategi vil bidrage til også at løfte denne forpligtelse.

 

Forslag til overordnet tidsplan

Administrationen foreslår nedenstående forløb for strategiens udarbejdelse. Forslaget bygger på at balancere hensynet til at:

  • Forløbet bliver kort og koncentreret og dermed giver Kommunalbestyrelsen mulighed for hurtigt at sætte understøttende initiativer i gang allerede i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2023.
  • Strategien udarbejdes i samarbejde med lokale samarbejdspartnere og nøgleaktører, der allerede er engageret i arbejdet indenfor styrkepositionerne samt bredt med øvrige borgere, virksomheder, foreninger m.fl.
  • Strategien udvikles for og med hele kommunen, så lokalområdernes kvaliteter, forskelligheder og ildsjælenes engagement bringes i spil.

 

Forventet tidsplan:

 

25. marts 2022 – Kommunalbestyrelsesseminar:

Med baggrund i opdateret viden om styrkepositionerne drøftes ønsker til fremtidens Svendborg Kommune generelt og specifikt i forhold til de enkelte styrkepositioner.

 

Slutningen af april 2022 – Borgermøde:

Med baggrund i opdateret viden om styrkepositionerne sammenholdt med nye tendenser og fremtidsforskning drøfter politikere samt borgere, foreninger og andre nøgleaktører holdninger og ønsker i forhold til styrkepositionernes fremtidige udvikling.

 

Juni 2022 – Kommunalbestyrelsesmøde:

Med afsæt i input fra ovenstående to møder drøfter og vedtager Kommunalbestyrelsen første udkast til visionsteksten i strategien. Desuden drøftes forslag til budgetramme til konkrete handlinger.

 

August – oktober 2022:

I samarbejde med nøgleaktører, borger, foreninger m.fl. udarbejdes forslag til konkrete handlinger, der kan forstærke styrkepositionerne. Handlingerne behandles evt. i de relevante fagudvalg.

 

November 2022 - Temamøde i kommunalbestyrelsen:

Drøftelse af 1. udkast til den samlede udviklingsstrategi

 

December 2022/Januar 2023 – Kommunalbestyrelsesmøde:

Vedtagelse af høringsudgave af udviklingsstrategien med efterfølgende høring i 8 uger.

 

April 2023 – Kommunalbestyrelsesmøde:

Endelig vedtagelse af Udviklingsstrategi for Svendborg Kommune 2023-2035.

 

Politisk organisering

Administrationen foreslår, at udviklingsstrategien forankres i Økonomiudvalget, der således bliver politisk styregruppe for strategiens udarbejdelse.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Strategiens udarbejdelse bygger primært på eksisterende viden blandt kommunale og øvrige lokale aktører. Udgifterne til borgermøde mv. er:

 

Udgifter

Kr.

Afholdelse af borgermøde

100.000

Grafisk opsætning, tryk mv.

70.000

Diverse

30.000

I alt

200.000

 

Udgiften til udviklingsstrategiens udarbejdelse jf. beskrevne aktiviteter afholdes inden for Miljø og Tekniks driftsbudget. Udgifter til inddragelsesaktiviteter og lignende på de enkelte fagområder afholdes af de respektive fagområder.

CO2-Konsekvensvurdering

Sagen vurderes ikke at have konsekvens for CO2-udledningen.

Lovgrundlag

Planloven

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-01-2022

Indstilles, idet konsekvenserne i forhold til budgetlægningen for 2023 udgår.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 25-01-2022

Godkendt.