Punkt 7 Støtte til kommunalbestyrelsesmedlemmer i forbindelse med chikane og trusler

Beslutningstema

Det skal besluttes, om der skal gives mulighed for at yde støtte til kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har været udsat for chikane mv. i forbindelse med varetagelse af deres politiske hverv.

Indstilling

Direktionen anbefaler, at det indstilles til Kommunalbestyrelsen,

 

at der ydes støtte til kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har været udsat for chikane mv. i sammenhæng med varetagelsen af deres politiske hverv,

 

at støtten ydes i form af hjælp til at indgive og følge op på politianmeldelse samt godtgøre udgifterne til psykologbistand,

 

at udgiften afholdes indenfor Kommunalbestyrelsens budgetramme,

 

at der etableres en generel ordning der administreres af forvaltningen efter de beskrevne kriterier, og

 

at ordningen organisatorisk placeres under Kommunaldirektørens område.

Sagsfremstilling

Kommunernes Landsforening (KL) har den 18. juni 2021 skrevet til landets kommunalbestyrelsesmedlemmer. I brevet orienteres om kommunernes mulighed for at hjælpe kommunalbestyrelsesmedlemmer med at indgive og følge op på en politianmeldelse, hvis de som led i deres politiske hverv er blevet udsat for chikane, trusler mv. Der er også mulighed for at godtgøre politikerne for deres udgifter til psykologbistand, hvor behandlingsbehovet udspringer af chikanen mv. i forbindelse med varetagelsen af deres virke som kommunalbestyrelsesmedlem.

 

Brevet fra KL er skrevet på baggrund af et notat af 14. juni 2021 fra Indenrigs- og

Boligministeriet. I notatet slås det fast, at kommunalbestyrelsen efter kommunestyrelsesloven har adgang til at støtte kommunalbestyrelsesmedlemmerne i nævnte omfang. Der er derudover ministeriets vurdering at støtte kun kan ske, hvis politikerne er blevet udsat for chikanen mv. i forbindelse med varetagelsen af deres kommunalpolitiske hverv. Der skal derudover være en tidsmæssig sammenhæng mellem chikanen mv. og politikerens ønske om at lade sig bistå af kommunen med at indgive politianmeldelse og få godtgjort udgifter til psykologbistand.

 

Ministeriet udtaler videre, at Kommunalbestyrelserne har mulighed for at tilrettelægge bistanden gennem en generel ordning, som kan administreres af forvaltningen, eller selv tage stilling fra sag til sag.

 

Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte at yde støtte i forhold til både politianmeldelse og

psykologbistand eller kun en af delene.

 

I alle tilfælde skal Kommunalbestyrelsen fastlægge de overordnede betingelser for, hvornår politikerne er

omfattet af muligheden for hjælp fra kommunen.

 

På baggrund af brevet fra KL skal Kommunalbestyrelsen således tage stilling til, om og i givet fald hvordan Kommunalbestyrelsen ønsker at tilrettelægge sin hjælp til kommunalbestyrelsesmedlemmerne, hvis de udsættes for chikane, trusler mv. forbundet med varetagelsen af deres lokalpolitiske hverv.

 

Kommunalbestyrelsen kan beslutte:

 

1. At afvise at yde støtte til kommunalbestyrelsesmedlemmer, der udsættes for chikane, trusler mv. og dermed fastholde nuværende praksis.

 

2. At yde støtte til indgivelse af og opfølgning på politianmeldelse mod den eller de

person(er), der har udsat et kommunalbestyrelsesmedlem for chikane, trusler mv. i forbindelse med dennes varetagelse af sit kommunalpolitiske hverv samt godtgøre udgifterne til psykologbistand ved behandlingsbehov afledt af chikanen mv.

 

Såfremt Kommunalbestyrelsen vælger at yde støtte til indgivelse af og opfølgning på politianmeldelse og godtgøre udgifterne til psykologbistand, skal Kommunalbestyrelsen også tage stilling til, hvordan ordningen skal administreres.

 

Kommunalbestyrelsen kan beslutte:

 

a. At indføre en ordning, hvorefter Kommunalbestyrelsen selv behandler sagerne og tager stilling til, om en sag falder indenfor kriterierne for bistand til kommunalbestyrelsesmedlemmerne. Kriterierne fastlægges af Kommunalbestyrelsen (se nedenfor).

 

b. At indføre en generel ordning, hvorefter forvaltningen tager stilling til, om en sag falder

indenfor kriterierne for bistand til kommunalbestyrelsesmedlemmerne. Kriterierne fastlægges af Kommunalbestyrelsen (se nedenfor).

 

Såfremt Kommunalbestyrelsen beslutter sig for at yde støtte til politianmeldelse og psykologbistand, foreslås følgende kriterier at skulle være opfyldt for, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne kan omfattes af hjælpen:

 

Kommunalbestyrelsesmedlemmet skal være blevet udsat for chikane, trusler, vold, hærværk eller lignende i sammenhæng med varetagelsen af sit virke som kommunalpolitiker. Der skal være en tidsmæssig forbindelse mellem chikanen mv. og kommunalbestyrelsesmedlemmets ønske om at indgive politianmeldelse eller kontakt til politiet i øvrigt.

 

Det behandlingskrævende behov for psykologbistand skal være forårsaget af

kommunalbestyrelsesmedlemmets varetagelse af sit kommunalpolitiske hverv, og der skal foreligge en tidsmæssig forbindelse mellem chikanen mv. og kommunalbestyrelsesmedlemmets behov for psykologbistanden.

 

Hvis Kommunalbestyrelsen beslutter at yde støtte til kommunalbestyrelsesmedlemmerne ved at lade forvaltningen bistå med at indgive og følge op på politianmeldelse samt godtgøre udgifter til psykologbistand, vil det have følgende administrative konsekvenser: Forvaltningen vil skulle bistå kommunalbestyrelsesmedlemmerne med at indgive politianmeldelse mod den eller de person(er), der har udsat medlemmet for chikane, trusler mv. og følge op herpå. Det vil ligge i naturlig

sammenhæng med den bistand, kommunens medarbejdere modtager i dag.

 

Svendborg Kommune har i dag en ordning med Dansk Krisekorps, hvor der kan stilles psykologbistand til rådighed for medarbejdere. Denne ordning afregnes med 789 kr. pr. time. Tilsvarende ordning vil kunne etableres for kommunalbestyrelsesmedlemmerne.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Finansiering forslås afholdt inden for Kommunalbestyrelsens budgetramme.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Lovgrundlag

Kommunestyrelseslovens § 16, stk. 11, 2. pkt.

Bestemmelsen giver en kommunalbestyrelse adgang til at yde kommunalbestyrelsesmedlemmer støtte til udgifter forbundet med varetagelse af deres kommunalpolitiske hverv.

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-01-2022

Indstilles.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 25-01-2022

Godkendt, idet administrationen undersøger muligheder for at tilbyde alternativer til Dansk Krisekorps.