Punkt 8 ISP - 2019

Beslutningstema

Forlængelse/tilpasning af ISP i forhold til Svendborg VE A/S.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget, med endelig godkendelse i Byrådet;

  • at projektperioden for det innovative energispareprojekt forlænges frem til 2021
  • at den korrigerede anlægsramme i 2019 på 16.985.659 kr. fordeles med et rådighedsbeløb i 2019 på 5.815.000 kr., i 2020 5.585.329 kr. og i 2021 5.585.330 kr.
  • at investeringsplanen for 2019 godkendes
  • at rådighedsbeløbet i 2019 på 5.815.000 kr. frigives
  • at administrationen påbegynder udarbejdelse af investeringsplan for perioden 2022 - 2025, for at nå Svendborg Kommunes klimamål(100 % VE i 2030)

 

Sagsfremstilling

Det innovative energispareprojekt (ISP) har kørt siden 2013 med en bevilling på 72,1 mio. kr. til investeringer i energibesparende foranstaltninger, på den kommunale ejendomsmasse.

Projektet skal generere en årlig besparelse på 4,2 mio. kr., når hele puljen er investeret, da midlerne er lånefinansieret.

Til dato er der investeret 58 mio. kr. med en årlig besparelse er på ca. 3,3 mio. kr.

Det kan herudover oplyses, at ISP har bidraget med en CO2 besparelse på 1.747 tons CO2 siden projektstart i 2013. Se bilag 1.

De resterende investeringer i ISP forventes af give en CO2 besparelse på op imod 600 tons, afhængig af investeringsprofil.

 

Forlængelse/tilpasning af innovativt energispareprojekt

Teknik- og Erhvervsudvalget har tidligere besluttet at undersøge muligheden for at overdrage kommunale varmepumper og solcelleanlæg til Svendborg VE A/S.

Det er forventningen, at Svendborg VE A/S, under Svendborg Forsyning, kan bidrage med mere effektiv drift af varmepumper og solcelleanlæg og være omdrejningspunkt for at nå de skærpede klimamål.

Indtil ovenstående er undersøgt, og der evt. er indgået en aftale, vil det være fornuftigt at videreføre investeringerne i ISP projektet, hvorfor det anbefales, at projektet forlænges til og med 2021, således, at der opnås synergi mellem ISP og VE A/S.

Administrationen anbefaler at man godkender investeringsplan for 2019 til 5.815.000 kr, da dette er tilpasset til hvad man forventer tidmæssigt at kunne realisere i 2019.

Herudover har administrationen udarbejdet en liste med alternative projekter, som kan realiseres i 2019. Dette kræver dog at man omplacerer projekter mellem ”investeringsplanen for 2019” og ”alternative projekter” ca. 1:1. Se bilag 2.

Det bemærkes dog at administrationen anbefaler, at den viste investeringsplan 2019 følges, idet økonomi og tilbagebetalingstid er afstemt.

 

 

I 2019 vil man derfor fokusere på at investere i:

  • Solceller
  • LED-belysning
  • Pumpeprojekter
  • Ventilationsmotorer
  • Isolering
  • Facadeprojekter

 

En samlet investeringsoversigt for 2019 kan ses i vedlagte bilag 2 – Projekter ISP 2019.

 

Opsætning af solceller

Af brev den 9. oktober 2018 oplyser Energistyrelsen, at der af den oprindelige 20 MW pulje fra 2014 stadig resterer en rest.

Svendborg Kommune er derfor på ny, tildelt en del af denne rest, hvorfor det er muligt at opsætte solcelleanlæg på:

  • Vestre Skole

 

samt børnehaverne

  • Poppellunden
  • Kobberbækken syd
  • Kobberbækken nord
  • Solsikken
  • Sundhøj børnehus
  • Paraplyen

 

Samlet vil der opsættes solceller, som kan producere ca. 81.000 kWh. Dette svarer til ca. 1/3 af det samlede forbrug i de bygninger, hvorpå solcellerne opsættes.

 

Investeringsplan 2022 – 2025 – Klima og energi

På Miljø- og Naturudvalgets møde den 5. februar 2019 blev det besluttet at skærpe klimakravene til 75 % vedvarende energi i 2025 og 100 % vedvarende energi i 2030 for kommunen som virksomhed. For at understøtte dette er det nødvendigt at udarbejde en investeringsplan, der har fokus på elektrificering.

Det formodes, at investeringerne i varmepumper kan gøres fra Svendborg VE A/S, med snitflade til ISP.

På nuværende tidspunkt viser kommende CO2-opgørelse en årlig udledning fra bygningsmassen  ca. 5.000 tons CO2 i 2017. Se bilag 1.

For at realisere disse mål er det nødvendigt, at der udarbejdes en plan for, hvordan investeringen i kommunens samlede bygningsmasse skal være efter 2021.

Den kommende plan vil indeholde et bud på investeringsbehov, elektrificering og vedvarende energiløsninger, der kan bringe Svendborg Kommune frem mod målet på 100 % vedvarende energi i 2030.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Forlængelse/tilpasning af innovativt energispareprojekt

Den korrigerede anlægsramme er i 2019 på 16.985.659 kr.

Jf. indstillingen er det derfor muligt at fordele anlægsrammen i 2019, med et rådighedsbeløb i 2019 på 5.815.000 kr., i 2020 5.585.329 kr. og i 2021 5.585.330 kr.

Såfremt at man fraviger for den af administrationens anbefalede investeringsplan for 2019, vil ovenstående fordeling af anlægsrammerne i åerne 2019 til 2021 skulle tilpasses. Dette vil ske ved at man regulere i åerne 2019 og 2021, alt efter om investeringerne i 2019 bliver større eller mindre i de 5.815.000 kr.

Da der er automatisk låneadgang til anlægsudgifter på energibesparende foranstaltninger, skal der tilsvarende flyttes låneoptagelse.

 

Opsætning af solceller

Elforsyningsloven foreskriver, at kommuner ikke må være elproducenter. Dette reguleres ved en såkaldt stoplov. Stoploven betyder, at kommuner trækkes i bloktilskud på det tidspunkt, anlægget er afskrevet med et beløb svarende til, hvad solcelleanlæggene har produceret.

De ca. 81.000 kWh svarer til en evt. modregning på ca. 0,130 mio. kr., til en pris på 1,6 kr./kWh, på det tidspunkt, at anlægget er afskrevet.

Svendborg Kommune vil være skattepligtig fra dag 1. Det vurderes dog, at skattepligten ikke vil medføre skattebetaling i anlæggets levetid.

 

Investeringsplan 2022 – 2025 – Klima og energi

Udgifterne til investeringsplanen for 2022 til 2025 kan holdes indenfor det nuværende budget og det forventes ikke at der er udgifter til ekstern rådgiver, der overstiger 150.000 kr.

 

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 08-04-2019

Indstilles.

Jens Munk (løsgænger) deltog ikke i behandling af punktet.


Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Som suppleant deltog Jesper Kiel (Ø).

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-05-2019

Indstilles.