Punkt 4 Opfølgning vedr. status på Indkøbs- og udbudspolitikken

Beslutningstema

Opfølgning på orientering om status på Indkøbs- og udbudspolitikken, herunder forslag til justering af lærlingemodellen.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • forslag til justering af lærlingemodellen drøftes og godkendes, at
  • opdatering af Svendborg Kommunes Indkøbs- og udbudspolitik godkendes, og at
  • forslag fra Middelfart Kommune om udvidelse af KomUdbuds udbudspolitik drøftes.

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget fik den 22. januar 2019 forelagt en generel status på Svendborg Kommunes Indkøbs- og udbudspolitik, hvilket afstedkom et ønske om, at administrationen skulle undersøge om lærlingemodellen kunne gøres lidt mere fleksibel uden, at miste sit formål.

 

Forslag til justering af lærlingemodel

Administrationen har bedt Svendborg Håndværker- og Industriforening og Dansk Byggeri Sydfyn (erhvervsorganisationerne) om, at tilkendegive hvordan de har oplevet lærlingemodellen siden dens ikrafttræden og om der eventuelt bør foretages nogle tilpasninger af modellen.

Svendborg Håndværker- og Industriforening er generelt godt tilfredse med modellen og finder ikke behov for justeringer. Dansk Byggeri Sydfyn finder også modellen udmærket, men har ønsker om et bredere anvendelsesområde i forhold til hvornår man som virksomhed opfylder modellens krav.

Efter drøftelser med begge erhvervsorganisationer er der derfor enighed om følgende forslag til præciseringer af lærlingemodellen.

 

1)      Præcisering af 50.000 kroners grænsen

I forbindelse med modellens udarbejdelse har der ikke været noget konkret stillingtagen til hvordan de 50.000 kr. nærmere skulle beregnes, derfor indgår alt vedrørende opgaven i dag i beregningen. Det medfører for nogle fag, at man hurtigere kommer op over beløbsgrænsen, idet der benyttes dyrt hjælpemateriel, som kan udgøre en stor andel af opgavens samlede værdi uden at der behøver være et særligt lærlingepotentiale på opgaven.

Erhvervsorganisationerne er derfor enige om, at indstille følgende:

  • Beløbsgrænsen på 50.000 kr. bør beregnes ud fra arbejdsløn og materialer der indgår i opgaven, men eksklusiv større hjælpemidler såsom stilladser, lifte, kraner og øvrigt tungt hjælpemateriel.

 

Inklusiv er dog almindeligt arbejdsværktøj forbundet med faget.

 

Forslaget vil medføre, at lidt færre opgaver vil falde indenfor modellens anvendelsesområde, men at de opgaver som gør i højere grad vil kunne bestå af egentligt lærlingearbejde.

 

2)      Tidsmæssige huller i virksomhedens lærlingebeskæftigelse

Som lærlingemodellen er vedtaget skal man som virksomhed i dag have en lærling ansat og beskæftiget i sin virksomhed på det tidspunkt hvor man afgiver tilbud på en opgave og på det tidspunkt man efterfølgende udfører opgaven på.

Der er dog tidspunkter på året hvor lærlingeforløb typisk afsluttes, hvilket kan medføre at man som virksomhed på bestemte tidspunkter netop ikke har lærlinge i sin virksomhed, men at man i øvrigt ellers generelt tager lærlinge ind løbende, og derfor også tager et uddannelsesmæssigt ansvar.

Erhvervsorganisationerne finder det derfor ikke helt rimeligt, at man er udelukket fra tilbud såfremt man rammer en lille periode hvor man ikke har en lærling ansat, hvis man har sagt farvel til sin lærlinge ugen før. Samtidig kan man også stå i en situation, hvor man ikke har en lærling i virksomheden, men har underskrevet en uddannelsesaftale med en lærling som fx først starter 8 uger senere i virksomheden.

Erhvervsorganisationerne er derfor enige om, at indstille følgende:

  • Som virksomhed kan man byde på en lærlingeegnet opgave over 50.000 kr. såfremt man aktuelt beskæftiger lærlinge i sin virksomhed eller at man har haft lærlinge beskæftiget indenfor de seneste 3 måneder regnet på tidspunktet for tilbudsafgivelse.
  • Man kan også byde på en lærlingeegnet opgave over 50.000 kr., såfremt man har indgået en uddannelsesaftale, men lærlingen ikke er startet i virksomheden endnu.

 

3)      Større evaluering i 2020

Der er enighed om, at den ny lærlingemodel bør have lov til, at finde sit fodfæste i resten af 2019. Derfor er der ønske om en større evaluering primo 2020, hvor de relevante parter, herunder Svendborg Kommune, Erhvervsorganisationerne, Erhvervsrådet samt Svendborg Erhvervsskole sætter sig sammen for vurdere modellens effekter samt om der er behov for, at foretage tilpasninger eller initiativer for, at understøtte modellens formål yderligere.

 

Forslagene til har været i høring hos Svendborg Erhvervsråd, som er fremkommet med følgende bemærkninger:

Svendborg Erhvervsråd har været initiativtager til den oprindelige lærlingemodel, og efterfølgende aktivt deltaget i justeringen af modellen.

Dette er sket gennem de to erhvervsorganisationer Håndværker- og Industriforeningen samt Dansk Byggeri Sydfyn. Begge organisationer har drøftet model og justeringer i hhv. bestyrelsesregi og på generalforsamling.

På baggrund af disse drøftelser bakker Svendborg Erhvervsråd op omkring de foreslåede justeringer, og har ingen yderligere bemærkninger.”

 

På ovenstående baggrund indstilles det, at indarbejde de fremsatte forslag i lærlingemodellen og at gennemføre en evaluering af modellens effekter i 1. halvdel af 2020.

Notat om forslag til justering af lærlingemodellen er vedlagt.

 

Opdatering af Indkøbs- og Udbudspolitikken

Svendborg Kommunes Indkøbs- og udbudspolitik blev senest revideret d. 19. april 2016 i forbindelse med Udbudslovens vedtagelse. Siden er flere tilføjelser eller ændringer til politikken blevet vedtaget og derfor forelægges politikken nu i en 2019-version.

Opdateringen af Indkøbs- og udbudspolitikken er derfor af redaktionel karakter og indeholder følgende primære opdateringer:

  • Tilføjelse om, at Svendborg Kommune alene ønsker samarbejde med leverandører som udviser ansvarlig skatteadfærd og som ikke medvirker til skatteunddragelse (vedtagelse af 23. oktober 2018)
  • Præcisering af, at selvejende institutioner med driftsoverenskomst eller tilsvarende driftsaftale og et kommunalt tilskud på over 50 %, er omfattet af Indkøbs- og udbudspolitikken, herunder arbejds- og uddannelsesklausuler (vedtagelse af 14. november 2017)
  • Ændring af beløbsgrænsen for sikkerhedsstillelse på bygge- og anlægsopgaver således, at der først kræves sikkerhedsstillelse af entreprenøren på opgaver over 1 mio. kr. (vedtagelse af 23. januar 2017 i Miljø-, Klima- og Trafikudvalget)

Herudover er det i politikken indskrevet, at Svendborg Kommune ikke antager tilbud fra leverandører med en gæld til det offentlige overstigende 100.000 kr., hvilket er fast praksis i henhold til Udbudslovens regler.

 

KomUdbuds Udbudspoltik

Middelfart Kommune har som medlem af Kommunalt Udbudsfællesskab 2012 (KomUdbud) fremsat forslag til den forestående generalforsamling d. 22. maj 2019 om udvidelse af KomUdbuds Udbudspolitik, så hensyn til miljø, klima og bæredygtighed bliver indarbejdet i de fremtidige krav til leverandørerne. Herved ønskes KomUdbuds store kraft som indkøber anvendt til at skubbe på den grønne omstilling.

Det fulde forslag fra Middelfart Kommune er vedlagt som bilag.

Esbjerg Kommune har efterfølgende fremsat ønske om, at forslaget behandles politisk i de enkelte medlemskommuner i forlængelse af generalforsamlingen og at forslaget til udvidelsen af Udbudspolitikken først kan træde i kraft når alle medlemskommuner har godkendt det.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen.

Lovgrundlag

Indkøbs- og udbudspolitikken

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-05-2019

Godkendt.