Punkt 5 Godkendelse af sundhedsaftalen for Region Syddanmark 2019-2023

Beslutningstema

Godkendelse af Sundhedsaftalen for Region Syddanmark 2019-2023

Indstilling

Direktionen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  • at godkende den politiske del af Sundhedsaftalen 2019-2023 for Region Syddanmark
  • at sagen oversendes til godkendelse i Byrådet

Sagsfremstilling

Sundhedskoordinationsudvalget i Region Syddanmark, et samarbejdsorgan med repræsentanter fra Region Syddanmark fra Regionsrådet, Kommunekontaktrådet og Praktiserende Lægers Organisation, har godkendt et forslag til den næste sundhedsaftale, som efter sundhedslovens § 205 skal indgås mellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen. Sundhedsaftalen udgør den overordnede ramme for det tværsektorielle samarbejde på sundhedsområdet, og skal revideres én gang i hver valgperiode. Aftalen har til formål at bidrage til forbedret sundhed blandt syddanskerne, og til at skabe sammenhæng og sømløse overgange på tværs af sygehuse, kommuner og praktiserende læger.

 

Den ny sundhedsaftale bygger videre på de tidligere sundhedsaftaler, og vil være gældende i perioden 2019-2023. Sundhedskoordinationsudvalget har besluttet at opdele den ny sundhedsaftale i en politisk del og et administrativ tillæg. Den politiske del godkendes i kommunalbestyrelser og Regionsrådet, mens det administrative tillæg godkendes i Sundhedskoordinationsudvalget den 26. juni 2019. Den samlede aftale sendes til godkendelse i Sundhedsstyrelsen senest den 1. juli 2019, og træder i kraft umiddelbart derefter. 

 

Sundhedsaftalen er formuleret efter repræsentanter fra Sundhedskoordinationsudvalget har afholdt møder med relevante politiske udvalg i de syddanske kommuner, herunder med Social- og Sundhedsudvalget i Svendborg Kommune.

 

Aftalen har været i høring ved sygehusenhederne, kommunerne, de praktiserende læger og politiske udvalg i Region Syddanmark samt ved borgere og patienter, og faglige organisationer og råd. Svendborg Kommune afgav høringssvar efter behandling i Byrådet den 29. januar 2019. Der indkom samlet 48 høringssvar, som gav anledning til mindre justeringer.

 

Den politiske del af sundhedsaftalen er vedlagt som bilag.

 

Politiske visioner, målsætninger og virkemidler

Sundhedskoordinationsudvalget har en overordnet vision om at styrke det tværsektorielle samarbejde, skabe mere lighed i sundhed og i fællesskab udvikle det nære og sammenhængende sundhedsvæsen med afsæt i de udfordringer, vi står overfor i de kommende år.

 

Den overordnede vision for 2019-2023 udfoldes i tre visionsområder:

  • Vi samarbejder om forebyggelse for
    • Et røgfrit Syddanmark
    • Mental trivsel blandt børn og unge
    • Færre overvægtige
       
  • Vi arbejder for bedre overgange for
    • Mennesker med psykiske lidelser
    • Ældre borgere
    • Mennesker med kronisk sygdom
       
  • Vi sikrer sammenhæng til
    • Uddannelsesområdet
    • Arbejdsmarkedet

 

De politiske visionsområder er udfoldet i konkrete og målbare målsætninger, som er koblet til de otte nationale mål for sundhedsvæsenet, den nationale sundhedsprofil ’Hvordan har du det?’ og nationale databaser. Sundhedskoordinationsudvalget kan hermed undervejs i aftaleperioden følge med i effekterne af de indsatser, som igangsættes samt foretage justeringer og prioriteringer.  Der bliver ikke foretaget en baselinemåling ved sundhedsaftalens ikrafttrædelse, og opfølgning sker på de i aftalen angivne tidspunkter.

 

Sundhedskoordinationsudvalget har desuden udpeget tre virkemidler, som sætter retningen for, hvordan vi samarbejder om at omsætte de fælles visioner og målsætninger til konkrete indsatser og intiativer:

  • Sæt borgeren først
  • Tænk nyt – nye samarbejdsformer
  • Mest mulig sundhed for pengene

 

Sundhedskoordinationsudvalget vil én gang årligt gennem aftaleperioden udarbejde en status, som vil blive drøftet dels i udvalget, men ligeledes på årlige fællesmøder med kommunale udvalgsformænd samt repræsentanter for PLO Syddanmark.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Sagen har ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Lovgrundlag

Sundhedslovens §205

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-05-2019

Godkendt til oversendelse til Byrådet.

 

Susanne Gustenhoff (Ø) deltog ikke i behandlingen af punktet.