Punkt 4 Den Blå Lagune

Beslutningstema

Drøftelse af forslag til plan for processen frem mod alternativ placering af Den Blå Lagune.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Social- og Sundhedsudvalget godkender plan for processen frem mod alternativ placering af Den Blå Lagune.

Sagsfremstilling

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 2. april 2019 blev det besluttet at fremskynde processen med henblik på en alternativ placering af Den Blå Lagune i samarbejde med brugerne. Det blev besluttet, at administrationen skal udarbejde plan for processen.

 

Udvalget deltog den 8. april 2019 i Rådet for socialt udsatte borgeres havnevandring ”Fra Den Blå Kant til Den Blå Lagune” og indledte dialog med brugerne af værestedet Den Blå Lagune og foreningen Den Blå Lagune. Der blev fra brugerside udtrykt forståelse for ønsket om at finde alternativ placering, når det nye SIMAC-byggeri står færdigt. Der blev ligeledes fra brugerside udtrykt ønske om at blive inddraget i processen med henblik på alternativ placering.

 

På baggrund af beslutning i udvalget anbefaler administrationen, at der nedsættes en arbejdsgruppe med følgende sammensætning:

  • To repræsentanter fra Rådet for socialt udsatte borgere
  • To personer, der kan repræsentere både værestedet Den Blå Lagune og foreningen Den Blå Lagune
  • To repræsentanter fra administrationen i Socialafdelingen
  • En repræsentant fra direktørområdet Miljø, Erhverv og Teknik

 

Arbejdsgruppen får til opgave:

  • at beskrive ønsker til alternativ placering
  • at beskrive ønsker til rammer og indretning
  • at inddrage relevante interessenter
  • at komme med anbefaling til konkret alternativ placering  af Den Blå Lagune (både værested og forening)
  • at beskrive proces for flytning, når alternativ placering er kendt

 

Arbejdsgruppen skal inden udgangen af oktober 2019 indstille konkret forslag til alternativ placering til drøftelse i Social- og Sundhedsudvalget.

 

Social- og Sundhedsudvalget har tydeliggjort, at hashhandel i tilknytning til et kommunalt værested er uacceptabelt og vil drøfte det på mødet den 8. maj 2019. Administrationen foreslår, at konklusionerne fra drøftelsen tilgår og inddrages i arbejdsgruppen.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Sagen har aktuelt ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-05-2019

Godkendt med den tilføjelse, at udvalget gerne vil behandle arbejdsgruppens forslag på oktobermødet.

Som led i forberedelse af beslutning om fremtidig placering af Den Blå Lagune ønsker udvalget aktindsigt i politiets sager i området. Udvalget ønsker tillige, at politiets forebyggelsesenhed konsulteres.

 

Susanne Gustenhoff (Ø) deltog ikke i behandlingen af punktet.