Punkt 10 Beslutning om ansøgning til deltagelse i Realdaniakampagne om ”Byerne og det stigende havvand”

Beslutningstema

Beslutning om ansøgning til deltagelse i Realdaniakampagne om ”Byerne og det stigende havvand”.

Indstilling

Direktionen indstiller, at Teknik- og Erhvervsudvalget godkender,

  • at administrationen ansøger Realdania om at blive pilotkommune i kampagnen ”Byerne og det stigende havvand”

Sagsfremstilling

Administrationen forbereder ansøgning om at blive partner i Realdania og Miljø- og Fødevareministeriets pilotprojekt Byerne og det stigende havvand.

 

Sammen med Miljø- og Fødevareministeriet og Kystdirektoratet har Realdania indgået et partnerskab, der skal styrke indsatsen mod havvandsstigninger og stormflod. Partnerskabet støtter udviklingen og realiseringen af en række projekter med nytænkende bud på løsninger, der kan forene behovet for beskyttelse mod havvand med behovet for at sikre adgang til vandet. Helhedsløsninger der sikrer bæredygtige byer, som også skaber rekreative kvaliteter i byerne ved kysten.

 

I første omgang støtter Realdania med hjælp til udvikling af op til 10 pilotprojekter. Senere udvælges et mindre antal der også vil modtage realiseringsstøtte. I første runde gives maksimalt 1,5 mio. kr. pr. pilotprojekt, forudsat at støtten maksimalt udgør 50 % af projektsummen. I anden runde er der afsat 40 mio. kr. til hel eller delvis realisering af 2-3 frontløberprojekter.

 

Første ansøgningsrunde (frist 29. maj 2019) er målrettet kommuner der allerede er langt fremme med helhedsløsninger omkring kystsikring. De vil kunne søge om tilskud til udvikling af nytænkende og helhedsorienterede løsninger. Det vil sige løsninger, hvor både planlægning, sikring og beredskab tænkes sammen.

 

Realdanias tilgang er at:Udfordringen ikke nødvendigvis er at bygge en højvandsmur, en sluse eller et dige.

Udfordringen er at vælge den rigtige løsning til det rigtige sted – og at samle de rigtige parter om bordet, når løsningerne skal realiseres og finansieres. Med indsatsen Byerne og det stigende havvand vil vi skabe viden, netværk, debat og nytænkende løsninger som kan bidrage til, at vi som samfund får mest muligt ud af de milliardinvesteringer i sikring af byerne, der er påkrævet. ”

 

Ansøgning om at blive pilotkommune

Med vinderforslaget fra sommeren 2018 for arkitektkonkurrencen om Den Blå Kant, har vi et visionært og omfattende forslag til hvordan højvands- og skybrudssikring kan løses i sammenhæng med udvikling af unikke byrum på Svendborg havn. Samtidig rummer vinderforslaget en bred vifte af løsninger, der gør det velegnet som demonstrationsprojekt og dermed også kan indgå som et projekt for innovation og erhvervsudvikling indenfor klimatilpasning.

 

Fra konkurrenceprojekt til konkret anlægsprojekt er der imidlertid et stykke vej, og det er her et samarbejdsprojekt med Realdania kan være yderst relevant. Samarbejdets første fase vil som minimum indeholde:

  • Kvalitetssikring af vinderforslagets tekniske løsninger og det medfølgende anlægsoverslag. Det gælder især sluserne, som repræsenterer store anlægssummer, men også den brede vifte af digeløsninger og midlertidige sikringer, som forslaget lægger op til.
  • Organisering og proces. Her skal opstilles og vurderes forskellige fremgangsmåder til realisering af det endelige anlægsprojekt, baseret på analyse af de mange interessenter projektet omfatter.
  • Finansieringsmuligheder, herunder vurdering af digelav, lånemuligheder, fonde, OPP mv.

 

Denne første fase gennemføres med henblik på efterfølgende indgåelse af et partnerskab omkring anlæg af større dele af det samlede klimatilpasningsprojekt.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Økonomien i pilotprojektet (op til 1,5 mio. kr.) afholdes inden for Blå Kant projektets ramme på 24 mio. kr.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 09-05-2019

Godkendt.

 

Afbud fra Torben Frost (A), som suppleant deltog Søren Kongegaard (A).