Punkt 5 Demokratifestival 2019

Beslutningstema

B:Beslutningssag

Ansøgning fra de fire frie skoler i Ollerup: Gymnastikhøjskolen, Den Frie Lærerskole, Ollerup Efterskole og Ollerup Friskole om en underskudsgaranti på 50.000 kr. til dækning af eventuelt underskud i forbindelse med gennemførelse af årets grundlovsarrangement den 5. juni 2019 på Ollerup Gymnastikhøjskole.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • der bevilges en underskudsgaranti på op til 50.000 kr. til det ansøgte formål. Beløbet afholdes af De frie Kulturmidler.

Sagsfremstilling

De frie skoler i Ollerup har siden 2015 oparbejdet en tradition for at fejre grundloven og hele demokratiets kerne ved at invitere til deltagende og debatterende arrangementer om det danske demokrati og den danske grundlov.

Formålet med Demokratifestivalen er at skabe en større bevidsthed om de muligheder og udfordringer, vores demokrati i dag står over for. Via kunst, kreativitet, bevægelse, foredrag, fortællinger og ikke mindst dialog i form af en lang række forskelligartede samværs- og samtaleformer er det målet, at skabe et indholdsrigt og nyskabende nærvær mellem medborgere -børn, unge, voksne og gamle.

Demokratifestivalen afvikles i 2019 som et grundlovsarrangement den 5. juni, med en stor og folkelige fejring af Grundlovsdagen med taler, workshops, optræden og aktiviteter. Som noget nyt er der i år lavet en særskilt ungedag for elever i Svendborg Kommunes 8. klasser. Denne dag foregår den 28. maj 2019.

Det endelige program for demokratifestivallen foreligger endnu ikke, men der er indgået aftaler om følgende indslag ved demokratifestival 2019:

  • Grundlovstalere: Margrethe Vestager (Konkurrencekommissær i EU), Uffe Elbæk (Alternativet) samt Mette Frederiksen (Socialdemokratiet)
  • Musikalsk underholdning for hele familien, hvor der arbejdes på et navn kendt af de fleste børn fra DR Ramasjang
  • Der forhandles pt. med en kunstner indenfor stand-up / skuespil, der kan levere en humoristisk vinkel på samfundet

 

Budgettet for arrangementet er på 283.300 kr., hvoraf de væsentligst poster er: skolernes arbejdskraft mv. 65.500 kr., lyd-og lysanlæg 24.000 kr., varekøb 48.000 kr., PR 30.000 kr. og udgifter til oplægsholder og musisk underholdning på 40.000 kr.

Budgettet søges dækket ind ved sponsorstøtte på 125.000 kr., salg af mad og drikke 100.000 kr. og skolernes egenbetaling på 58.300 kr. Der tages ikke entré.

Administrationens bemærkninger

Svendborg Kommune har gennem en del år støttet grundlovsarrangementet, senest i 2018 med en underskudsgaranti på 50.000 kr., der kom til udbetaling.

Ansøgningen opfylder de generelle krav for tilskud fra De frie Kulturmidler og understøtter kulturløftets indsatsområder.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er pr. 23. april 2019 et ikke disponeret beløb på De frie Kulturmidler på 360.784 kr.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-05-2019

Indstillingen godkendt.