Punkt 22 Praksisundersøgelse på Sygedagpengeområdet 2018

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Ankestyrelsen foretog i 2018 en praksisundersøgelse af udvalgte kommuners praksis om revurdering og anvendelsen af forlængelsesreglerne i sygedagpengeloven. Praksisundersøgelsen blev den 5. marts 2019 offentliggjort på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk, hvor den fulde rapport kan læses.

 

Der deltog i alt 13 kommuner i undersøgelsen, hvor Svendborg Kommune var den ene.  Samlet set har Ankestyrelsen set på 127 sager, heraf 10 fra Svendborg.

Der er set på anvendelsen af 2 af forlængelsesreglerne i sygedagpengeloven samt på sager, hvor kommunen ved revurderingen har stoppet sygedagpengesagen og ladet sagen overgå til jobafklaringsforløb.

 

Ankestyrelsen har i alt set på:

49 sager: Forlængelse efter § 27.1.2 anvendes, når det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne, og dette kan ske inden for 69 uger. (Svb. 4 sager)

28 sager: Forlængelse efter §27.1.3 anvendes, når den sygemeldte er under eller venter på lægelig behandling, og den pågældende efter en lægelig vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet. (Svb. 2 sager)

50 sager: Sagen er ikke forlænget men overgået til jobafklaringsforløb. (Svb. 4 sager)

 

Samlet set viser praksisundersøgelsen, at to tredjedele af kommunernes afgørelser er i overensstemmelse med Sygedagpengelovens regler, mens en tredjedel enten ville være ændret eller hjemvist til fornyet behandling.

 

Det er hovedsagelig, når kommunerne anvender forlængelsesreglerne, at sagerne ikke lever op til reglerne. I sager, hvor der er truffet afgørelse om overgang til jobafklaring har kommunerne i 90 procent af sagerne levet op til lovgivningen. Det gælder også for de 4 sager Svendborg har sendt ind, her har alle sager levet op til lovgivningen.

 

I sager, hvor sygedagpengeperioden er forlænget efter en af de 2 forlængelsesparagraffer, er der fejl i cirka 50 procent. Ankestyrelsen konkluderer, at kommunerne i flere tilfælde forlænger sager, der enten er helbredsmæssigt uafklaret, eller sager, der ikke er tilstrækkeligt belyst til at der kan træffes afgørelse om forlængelse.

 

Ankestyrelsens vurdering af de 6 sager, hvor Svendborg Kommune har forlænget sygedagpengeperioden, ligner det generelle billede. I 2 af sagerne fandt Ankestyrelsen at der manglede tilstrækkelig lægelig dokumentation til forlængelse, hvorfor en afgørelse ville være hjemvist til fornyet behandling. I 1 sag ville Ankestyrelsen havde ændret kommunens afgørelse, da borgeren ikke var berettiget til en forlængelse efter 27.1.3. I de sidste 3 sager er det vurderet at kommunens afgørelse er korrekt. Ankestyrelsens vurdering tages til efterretning. Det bemærkes, at i de 3 sager hvor Ankestyrelsen er uenig med Svendborgs afgørelser, er borgeren stillet bedre en lovgivningen foreskriver.

Ankestyrelsen konkluderer, at kommunerne generelt lever op til de formelle sagsbehandlingsregler, herunder retssikkerhedsloven og forvaltningsloven. Men på baggrund af praksisundersøgelsen anbefales det, at kommunerne:

 

  • Sikrer at der er et tilstrækkeligt grundlag til at vurdere sagen, herunder aktuelle helbredsoplysninger
  • Løbende følger op og registrerer på borgerens sag gennem sygdomsforløbet
  • Er opmærksomme på, at §27.1.2 ikke kan anvendes alene til at afklare den helbredsmæssige tilstand. Der skal være behov for at afklare arbejdsevnen og det skal kunne ske indenfor 69 uger fra revurderingstidspunktet.
  • Er opmærksomme på at §27.1.3 kun kan anvendes, hvis borgeren er i behandling eller afventer behandling, der forventes at genskabe arbejdsevnen,

 

Administrationen tager Ankestyrelsens anbefalinger til efterretning. Deltagelse i praksisundersøgelsen har allerede skærpet opmærksomheden på anvendelse af forlængelsesreglerne og kravet til dokumentation, hvilket afspejles i et fald i antallet af sager, der forlænges.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen

Lovgrundlag

Sygedagpengeloven

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 01-04-2019

Orienteringen blev taget til efterretning.

Beslutning i Byrådet den 30-04-2019

Godkendt.

 

Afbud fra Pia Dam (A), Henrik Nielsen (C) og Morten S. Petersen. Som suppleanter deltog

Mikael Hansen (A), Preben Juhl Rasmussen (C) og Johan Emil Rasmussen (O).