Punkt 16 Planstrategi '19 - endelig

Beslutningstema

Beslutning om ændringer til den offentliggjorte Planstrategi ’19.

Indstilling

Direktionen indstiller til Byrådet, at

  • der foretages offentlig bekendtgørelse af Planstrategi ’19 med tilføjelse af definition af bæredygtighed.

Sagsfremstilling

Baggrund

Byrådet besluttede den 27. marts 2018 at igangsætte Planstrategi´19.

Den 18. december 2018 besluttede Byrådet at offentliggøre Planstrategi ’19 uden Agenda 21. Efterfølgende er der indkaldt idéer og forslag til den offentliggjorte planstrategi.

Planstrategi ’19 er blandt andet grundlag for næstkommende kommuneplanrevision.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 07-03-2019

Der foretages offentlig bekendtgørelse af Planstrategi ’19 med tilføjelse af definition af bæredygtighed.

Planstrategien fremsendes til godkendelse i alle stående udvalg, Økonomiudvalget og Byrådet. Høringssvarene vedrørende Agenda 21 bæredygtighedsstrategi oversendes til Miljø- og Naturudvalget.

 

Idéer og forslag til Planstrategi ’19

I perioden fra den 20. december 2018 til den 14. februar 2019, har det været muligt at indsende idéer og forslag til Planstrategi ’19.

I perioden er der afholdt et åbent hus arrangement, hvor det var muligt at drøfte indholdet i Planstrategi ’19.

Der er modtaget fem henvendelser med idéer og forslag til Planstrategi ’19. Derudover er der modtaget henvendelse fra Vejdirektoratet. Vejdirektoratet har ingen bemærkninger til Planstrategi ’19.

De fremsendte idéer og forslag er behandlet i en hvidbog, se bilag 1. I hvidbogen fremgår forslag til den videre proces. Alle høringsbidragene er desuden vedlagt i deres fulde længde, se bilag 2.

Forslagene omfatter emnerne cittaslow, bæredygtighed, almene boliger, kulturarv, natur, transport og bosætning.

Flere af de indsendte idéer og forslag anbefales ikke indarbejdet da de er for konkrete til planstrategiens abstraktionsniveau.

FN’s verdensmål behandles mere dybdegående i den besluttede særskilte Bæredygtighedspolitik.

 

Følgende idéer og forslag anbefales indarbejdet i Planstrategi ’19:

En definition af bæredygtighed. Temaet ”Bæredygtighed” tilføjes følgende:

Definition af Bæredygtighed

Bæredygtighed defineres ved mindst mulig miljøpåvirkning, økonomisk balance og at de sociale forhold tilgodeses.


I praksis sker der en afvejning i det konkrete arbejde, hvor det kan forekomme, at enten mindst mulig miljøpåvirkning, det økonomiske eller de sociale forhold vægter mere end de to øvrige.

 

Følgende idéer og forslag anbefales ikke indarbejdet i Planstrategi ’19:

  • Det påpeges at det er uklart, hvorfor bæredygtighed indgår i flere af temaerne og også er et selvstændigt tema.
  • At Svendborg Kommune udarbejder en ensartet prispolitik for almene boliger.
  • ”Hvorfor” og ”Hvordan” bør findes i de skrevne kriterier fra Cittaslow.
  • Fastholdelse af den nuværende lokalplan for Tankefuld
  • Flere blomsterenge.
  • Synliggør de 72 Cittaslow-kriterier i byrådssalen.
  • Forbyd plastikposer i Svendborg.
  • Tænk cittaslow ind i offentlige kontorer.

 

Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede ikke at indarbejde nedenstående idéer og forslag i Planstrategi ’19:

  1. En rubrik tilføjet under ”Turisme” – ”Hvordan” om bygningskulturarv.
  2. En rubrik tilføjet under ”Turisme” – ”Hvordan” om kulturmiljøer.
  3. Flere punkter tilføjet under ”Bæredygtighed” under overskriften ”Byrådet vil som indkøber, bygningsejer og myndighed arbejde for.” (*)
  4. Prioritere at øge naturkapitalindekset med tilhørende initiativer. (*)
  5. Tilføje FN’s bæredygtighedsmål nr. 6, 7 og 14. (*)
  6. Arbejde for en udvidelse af Svendborgsundbroen.
  7. Arbejde for minilandsbyer.

Høringssvarene markeret med (*) oversendes til Miljø- og Naturudvalget til behandling i forbindelse med udarbejdelse af bæredygtighedsstrategi.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifterne til offentliggørelsen af Planstrategi ’19 kan afholdes indenfor det eksisterende budget.

Lovgrundlag

Planloven

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 02-04-2019

Indstilles.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 03-04-2019

Indstilles.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 08-04-2019

Indstilles.


Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Som suppleant deltog Jesper Kiel (Ø).

Beslutning i Økonomiudvalget den 23-04-2019

Indstilles.

Birger Jensen (V) var fraværende.

Beslutning i Byrådet den 30-04-2019

Godkendt.

 

Afbud fra Pia Dam (A), Henrik Nielsen (C) og Morten S. Petersen. Som suppleanter deltog

Mikael Hansen (A), Preben Juhl Rasmussen (C) og Johan Emil Rasmussen (O).