Punkt 13 Frederiksø Kunst og Kultur efter 2019

Beslutningstema

Frederiksø Kunst og Kulturs fremtid efter 2019.

Indstilling

Direktionen indstiller til Byrådet, at der vælges et af følgende to alternativer:

  • 1) det undersøges, om feasibilitystudiets vision om placering af et teater på Frederiksø kan realiseres. Dette har den konsekvens, at Danmarks Museum for Lystsejlads må finde anden placering. Såfremt der bliver etableret et teater på Frederiksø, administreres den pågældende bygning på en langsigtet kontrakt baseret på husleje
  • 2) det fremadrettede arbejde med udvikling af Frederiksø Kunst og Kultur fortsættes med bevarelse af Danmarks Museum for Lystsejlads.

 

Til orientering oplyses, at

  1. det fremadrettede arbejde med udvikling af Frederiksø Kunst og Kultur tager udgangspunkt i den oprindelige målsætning i feasibilitystudiet ”Kulturkajen som drivkraft på Frederiksø”.
  2. den maritime kulturarv også skal indtænkes som del af Kulturkajen
  3. man fremadrettet administrerer lokalerne på Frederiksø Kunst og Kultur ud fra fem bygninger og to udearealer, som vist i figuren i sagen
  4. lokalerne i bygning 1 og 5 administreres med kontrakter på op til 5 år
  5. bygning 2-4 administreres med kontrakter på op til 10 år
  6. kajarealet ved beddingen administreres med kontrakter på op til 5 år
  7. Udrustningskajen administreres under hensyn til realiseringen af første etape af Blå Kant
  8. udlejning af bygningerne baseres på almindelig husleje, der fastsættes efter kommunens øvrige lejeniveau samt bygningernes stand
  9. der kan indgås kontrakter baseret på værdiskabende aktiviteter som alternativ til husleje i tilfælde, hvor projekter ikke kan drives kommercielt, men vurderes at være afgørende for det fremtidige liv på Frederiksø.

Sagsfremstilling

Baggrund

Evalueringen og administrationens erfaringer med partnerskaberne og midlertidigheden danner baggrunden for anbefalingerne om Frederiksøs fremtid. Se i øvrigt orienteringspunkt vedr. evaluering af midlertidige prøvehandlinger på Teknik- og Erhvervsudvalget d. 7/3-2019.

Udgangspunktet for de opstillede anbefalinger for fremtidens Frederiksø er, at den overordnede målsætning med at skabe liv på Frederiksø fortsat er gældende.

Målsætning

Administrationen anbefaler på denne baggrund, at man arbejder videre med den oprindelige målsætning i feasibilitystudiet Kulturkajen: ”at etablere et teater og kulturmiljø på Frederiksø, som kan blive et kulturelt fyrtårn og en drivkraft for havnen til glæde for hele byen”. Herunder, at man afsøger muligheden for også at etablere et teater på Frederiksø.

I feasibilitystudiet beskrives teatret som den kulturelle drivkraft på Kulturkajen. I Egnsteateraftalen har Svendborg Kommune og Baggårdteatret forpligtet sig på at arbejde for en bynær placering af teatret.

Viser det sig muligt at realisere etableringen af et teater på Frederiksø, har det den konsekvens, at Danmarks Museum for Lystsejlads må finde en anden placering.

Vælges den foreslåede løsning anbefaler administrationen, at man tænker den maritime kulturarv ind som en del af Kulturkajen og derved bygger videre på de spirende initiativer, der aktuelt foregår bl.a. i det nystartede Maritime Kulturværksted, ideer til maritime aktiviteter i og ved beddingen og om muligt de nuværende værkstedsaktiviteter i DmfL. 

 

Som alternativ til den foreslåede løsning, kan man arbejde videre med realiseringen af visionen i Kulturkajen med bevarelse af Danmarks museum for Lystsejlads.

Evalueringen af de midlertidige prøvehandlinger viser, at Danmarks Museum for Lystsejllads i nogen grad minder om visionerne for et maritimt museum som det er formuleret i studiet ”Svendborg Havn, Maritim Attraktion”. DMfL er dog ikke i udpræget grad et aktivitets- og oplevelsesbåret sted, men nærmere et museum i traditionel forstand. Museet omhandler udelukkende lystsejllads, og altså ikke maritim formidling i bredere forstand, som det var foreslået i det maritime feasibilitystudie. Evalueringen viser endvidere, at DMfL har en stor skare af frivillige, som er med til at gøre museet til et aktivt sted, hvilket understøtter visionen om at skabe liv på Frederiksø.

Det kan begrunde at DMfL kan indgå i Kulturkajen som alternativ til teater.

 

Kulturkajen samler fem forskellige bygninger og to udearealer

I feasibilitystudiet angives de fem bygninger som Terminalen(1), Foyeren(2) Rundbuehallerne(3), Teateret (4) og Værkstedet(5) der også indeholder et mindre spisested kaldet Kabyssen samt arealerne langs beddingen (6) og Udrustningskajen (7). Herunder beskrives den fremtidige anbefaling for hver bygning/areal.

 

Bygning 1 (Terminalen)

Der indgås kontrakter med aktører, der kan bidrage til at skabe liv og kulturelle aktiviteter. Kontrakterne for bygningen er som udgangspunkt baseret på husleje med en varighed på op til 5 år. Det vil være en kontraktmæssig varighed, der giver aktørerne mulighed for at udvikle projekter og lokaler.

Bygning 2-4 (Foyeren, Rundbuehallerne, teatret)

Bygningerne 2-4 er store bygninger uden megen opdeling. I bygning 2 er Kammerateriet allerede etableret og er i tråd med Foyeren, der i studiet beskrives som øens spillested og beværtning. Bygning 3 / Rundbuehallerne skal også i fremtiden rumme mulighed for større events. Bygning 4 skal danne ramme om et fremtidigt teater eller alternativt fortsat rumme Danmarks Museum for Lystsejlads. Administrationen foreslår kontrakter af op til 10 års varighed baseret på husleje. Undtagelsesvist, hvis en af bygningerne skal omdannes til teater, vil kontraktens varighed her være længere.

Bygning 5 (Værkstedet)

Der indgås kontrakter med aktører, der kan bidrage til at skabe liv og kulturelle aktiviteter. Kontrakterne for bygningen er som udgangspunkt baseret på husleje med en varighed på op til 5 år. Det vil være en kontraktmæssig varighed, der giver aktørerne mulighed for at udvikle projekter og lokaler. Funktionerne i stueetagen bør i særlig grad signalere åbenhed. Der er også mulighed for at etablere en spisemulighed, der ligger i tråd med ”Kabyssen” i feasibilitystudiet og vil åbne facader og skabe liv på kajen i form af udeservering.

Areal (6) Udrustningskajen

Udrustningskajen administreres under hensyn til realiseringen af første etape af Blå Kant, der forventes påbegyndt 2020.

Areal (7) Beddingen

Under hensyntagen til den eksisterende lejeaftale med Petersen og Sørensen, indgås kontrakter med aktører, der kan bidrage til at skabe liv og kulturelle aktiviteter. Kontrakterne er som udgangspunkt baseret på arealleje med en varighed på op til 5 år.

 

Oversigt over bygninger: (illustration fra Kulturkajsstudiet).

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udlejning af bygningerne baseres på husleje, der fastsættes efter kommunens øvrige lejeniveau samt bygningernes stand. Der kan endvidere indgås kontrakter baseret på værdiskabende aktiviteter som alternativ til husleje i tilfælde, hvor projekter ikke kan drives kommercielt, men vurderes at være afgørende for det fremtidige liv på kulturkajen.

Administrationen udarbejder kriterier for hvornår lejemål kan udlejes ved værdibaserede aktiviteter og forelægger til politisk beslutning.

Vælges det at arbejde videre med realiseringen af et teater tilbyder Svendborg kommune alene en placeringsmulighed for det fremtidige teater, men afholder ikke økonomien til realiseringen af anlæg eller drift.

En fortsat udlejning af bygningerne 1-5 forudsætter, at man sikrer økonomi til vedligeholdelse og brandsikring. Det bemærkes at bygning 5 i udgangspunktet er i dårlig stand og ikke er bevaringsværdig. Som fastlagt i lokalplan 598 for Frederiksø fungerer den dog sammen med den øvrige række af bygninger langs Udrustningskajen som støjskærm mellem værftsaktiviteterne på øens østlige side og den rekreative anvendelse af udrustningskajen. Bygning 5 vil således ikke kunne nedrives uden at bliver erstattet af tilsvarende støjskærmende foranstaltninger.

 

Lovgrundlag

 

 

Beslutning i Fællesmøde mellem Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget den 08-04-2019

Udvalgene besluttede at indstille følgende:

 

  • Det undersøges, om feasibilitystudiets vision om placering af et teater på Frederiksø kan realiseres. Dette kan have den konsekvens at andre lejere må finde anden placering. Såfremt der bliver etableret et teater på Frederiksø, administreres den pågældende bygning på en langsigtet kontrakt baseret på husleje
  • Danmarks Museum for Lystsejllads får forlænget deres lejekontrakt indtil udgangen af 2020.
  • Når der foreligger en projektbeskrivelse og tidsplan for teatrets placering, forelægges forslaget til politisk beslutning.
  • Det fremadrettede arbejde med udvikling af Frederiksø Kunst og Kultur tager udgangspunkt i den oprindelige målsætning i feasibilitystudiet ”Kulturkajen som drivkraft på Frederiksø”.
  • Den maritime kulturarv også skal indtænkes som del af Kulturkajen
  • Lokalerne i bygning 1 og 5 administreres med kontrakter med to års opsigelse.
  • Bygning 2-4 administreres med kontrakter på op til 10 år
  • Kajarealet ved beddingen administreres med kontrakter på op til 5 år
  • Udrustningskajen administreres under hensyn til realiseringen af første etape af Blå Kant
  • Udlejning af bygningerne baseres på almindelig husleje, der fastsættes efter kommunens øvrige lejeniveau samt bygningernes stand
  • Der kan indgås kontrakter baseret på værdiskabende aktiviteter som alternativ til husleje i tilfælde, hvor projekter ikke kan drives kommercielt, men vurderes at være afgørende for det fremtidige liv på Frederiksø.

 

Jens Munk (løsgænger) stemte imod, og havde følgende mindretalsudtalelse: Jeg kan ikke støtte, at teatret skal erstatte maritime aktiviteter.


Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Som suppleant deltog Jesper Kiel (Ø).

 

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 23-04-2019

Indstillingen fra fællesmødet indstilles.

Beslutning i Byrådet den 30-04-2019

Godkendt. Jens Munk var imod med henvisning til mindretalsudtalelsen fra fagudvalget.

Afbud fra Pia Dam (A), Henrik Nielsen (C) og Morten S. Petersen. Som suppleanter deltog

Mikael Hansen (A), Preben Juhl Rasmussen (C) og Johan Emil Rasmussen (O).