Punkt 10 Udvidelse af seniorbofællesskab, Søkildevej

Beslutningstema

Tilsagn om støtte til etablering af 20 almene familieboliger til udvidelse af tidligere godkendt seniorbofællesskab i regi af BSB Svendborg på ejendommen Søkildevej 14.

Indstilling

Direktionen indstiller til godkendelse i byrådet, at

 

  • der stilles grundkapital på 2,7 mio. kr. og kommunegaranti på 22 mio. kr. til rådighed for etablering af 20 almene familieboliger, og

 

  • godkendelse af Skema B (endeligt anlægsbudget på baggrund af licitation) og skema C (byggeregnskab) delegeres til administrationen, og påtegning af krav om kommunegaranti sker administrativt.

Sagsfremstilling

Byrådet vedtog den 19-12-2017 at godkende skema A for 30 små almene familieboliger med tilskud, og Byrådet vedtog desuden den 29-01-2019 at godkende skema A for 54 almene familieboliger etableret som seniorbofællesskab, alt beliggende på ejendommen Søkildevej 14.

 

Efterfølgende har det vist sig, at BSB Svendborg har haft overordentlig svært ved at få anlægsøkonomien omkring de 30 familieboliger med tilskud til at hænge sammen, selv om der er forsøgt sparet meget på kvaliteten. BSB Svendborg forventer ikke, at en ny licitation vil kunne sikre en tilfredsstillende kvalitet af de 30 boliger, hvorfor de i stedet søger om at opføre yderligere 20 bofællesskabsboliger på arealet.

 

Der står mere end 300 på venteliste til bofællesskabet, hvorfor behovet for flere af den type boliger tydeligt ses at være til stede. De 20 bofællesskabsboliger vil kunne anlægges i grupper indenfor den gamle lokalplans byggefelter, og dermed bidrage til at få skabt en helstøbt bebyggelse og leve op til naboernes ønske om en samlet planlægning for hele arealet på Søkildevej.

 

De 20 boliger forventes at fordele sig som 4 stk. á 62 m2, 8 stk. á 80 m2 og 8 stk. á 95 m2 med i alt 1648 m2.

 

Det foreløbige projektoplæg er vedlagt dagsordenen. Projektet vil blive tilrettet ift. den vedtagne lokalplan og viderebearbejdet i samarbejde med de kommende beboere i løbet af foråret 2019.

   

Der lægges op til, at godkendelse af Skema B (endeligt anlægsbudget på baggrund af licitation) og Skema C (byggeregnskab) delegeres til administrationen, samt at påtegning af krav om kommunegaranti sker administrativt.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

De 20 almene boliger er planlagt til et samlet boligareal på 1.648 m2, som vil have en anskaffelsessum på 33 mio. kr.

 

Den kommunale grundkapital/indskud vil være rente- og afdragsfrie lån på 8% af anskaffelsessummen svarende til 2,7 mio. kr.

 

Endvidere vil der være behov for kommunegaranti for den del af realkreditlånene, som overstiger 60% af bebyggelsernes værdi, hvilket ifølge kreditforening svarer til 22 mio. kr. Garantien er dog stadig foreløbig, og kan først oplyses efter endelig vurdering af ejendommen i forbindelse med lånets udbetaling/byggeriets færdiggørelse.

 

Den kommunale udgift (grundkapital/indskud) til de 20 bofællesskabsboliger er 0,9 mio. kr. større end den ellers forventede kommunale udgift til de 30 små almene boliger (grundkapital/indskud minus statsligt tilskud). Tilskud for 10 af de 30 små boliger er overført til FAB’s projekt i Tankefuld - se sagen om Skema B for etablering af 98 familieboliger.

 

Der er budgetmæssig dækning for den ekstra udgift på 0,9 mio. kr.

 

Den gennemsnitlige husleje er beregnet til kr. 1.000 pr. m2 pr. år ekskl. forsyningsudgifter.

Lovgrundlag

LBK nr. 1116 af 02-10-2017 om almene boliger mv, som ændret ved lov nr. 733 af 8. juni 2018 og lov nr. 1544 af 19. december 2017.

Beslutning i Økonomiudvalget den 23-04-2019

Indstilles.

Beslutning i Byrådet den 30-04-2019

Godkendt.

 

Afbud fra Pia Dam (A), Henrik Nielsen (C) og Morten S. Petersen. Som suppleanter deltog

Mikael Hansen (A), Preben Juhl Rasmussen (C) og Johan Emil Rasmussen (O).