Punkt 7 Brandrapporter på plejecentre i Svendborg Kommune

Beslutningstema

Orientering om status på arbejdet med brandrapporter på plejecentrene på ældreområdet, samt håndtering af henvendelse fra Boligselskabet Sydfyn vedrørende brandrapport og huslejestigning på Hesselager plejecenter.

Indstilling

Direktionen indstiller at:

  • Social – og sundhedsudvalget tager orientering om brandrapporter til efterretning
  • Drøfter håndtering af henvendelse fra boligselskabet Sydfyn i forhold til omkostninger i forbindelse med brandsikring på Hesselager Plejecenter

 

Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,

  • At orientering om status på brandforhold på plejecentre tages til efterretning

Sagsfremstilling

Alle danske kommuner modtog i september 2018 et hyrdebrev i forhold til at sætte fokus på brandsikkerheden på plejecentre og boenheder. Svendborg Kommune iværksatte dengang en intern gennemgang. Udvalget for Teknik, Erhverv og Udvikling besluttede efterfølgende 5. december 2019, at afsætte midler til en ekstern vurdering af brandsikkerheden på plejecentre og bosteder i Svendborg Kommune. Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) blev rekvireret til at foretage denne gennemgang.

 

Efter ønske fra Social- og Sundhedsudvalget 09.03.21 har DBI først gennemgået ældre plejecentre i flere etager. Det drejer sig om 9 plejecentre. Gennemgang af de 9 plejecentre viser, at der alle steder skal foretages brandsikkerhedsmæssige foranstaltninger, men at der er forskel på omfanget at udfordringer i forhold til at sikre brandsikkerheden. Brandrapporterne og grupperingen af dem i forhold til udfordringer har været politisk behandlet i Social- og Sundhedsudvalget 08.06.21. Efterfølgende er brandgennemgangen af øvrige plejecentre iværksat.

 

Processen på de første 9 plejecentre har været:

  1. De endelige rapporter fra DBI er fremsendt til boligejerne i uge 19, og administrationen fra CETS-ejendomme og ældreområdet har i uge 20 afholdt møde med boligejerne i forhold til præsentation af rapporterne og drøftelse af den videre proces.
  2. Efterfølgende har boligejerne skullet sikre tiltag der gør, at ejendommene lever op til brandsikkerhedskravene. Boligejerne skulle fremsende en overordnet handleplan inden sommerferien og en detaljeret plan inden 01.10.21.
  3. Det er Svendborg Kommunes byggemyndighed i forhold til brand, der skal godkende de 9 plejecentrenes tiltag i forhold lovliggørelse af brandsikkerhed.

 

Det er i udvalget aftalt, at eventuelle udfordringer på ikke kommunalt ejede plejecentre forelægges til politisk beslutning, samt at større beslutninger vedr. de kommunalt ejede plejecentre træffes politisk

Status på arbejdet med brandrapporterne er, at der i forhold til de 9 første plejecentre er afleveret handleplaner fra boligejerne. Udbedring af driftsmæssige pålæg er påbegyndt på alle plejecentre.

På Aldersro og Ollerup Plejecenter afventes ekstern rådgiver, mens udfordringerne på de øvrige kommunale plejecentre forventes at kunne løses.

 

På de kommunale plejecentre er der anslået økonomiske udgifter i forbindelse med udbedring. Det fremgår, at der i gennemsnit forventes anvendt mellem 0,5 og 0,7 mio. kr. pr. plejecenter.

 

I forhold til Hesselager plejecenter er udgiften vurderet til ca. 17 mio. kr. I den forbindelse har Boligselskabet Sydfyn henvendt sig til Svendborg Kommune med anmodning om, at Svendborg Kommune forholder sig til denne situation, hvor brandsikringstiltagene vil betyde en huslejestigning på 54%.

 

Boligselskabet Sydfyn henviser i denne sammenhæng til almenlejeloven (kap. 3, §10, stk. 3), hvor det fremgår, at lejeforhøjelser, der overstiger 5%, som følge af forbedringsarbejder skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Overstiger lejeforhøjelsen inden for et regnskabsår ikke 5% af lejen, kan forhøjelsen gennemføres uden kommunalbestyrelsens godkendelse.

 

Boligselskabet Sydfyn beder om, at kommunen snarest muligt vender retur med kommunens holdning/stillingtagen i sagen.   

 

I forhold til de resterende plejecentre er brandgennemgangen planmæssigt i gang. De udfordringer der er kendt på nuværende tidspunkt, forventes at kunne løses, idet de konkrete tiltag på Aldersro og Ollerup Plejecenter dog afventer ekstern rådgivers vurdering.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifterne til at sikre brandsikkerheden vil skulle deles mellem lejerne. Lejerne er dels de borgere, der lejer de enkelte lejligheder, og dels kommune/selvejende institutioner, der lejer servicearealer.

 

Huslejestigningen for borgerne vil i et vist omfang blive kompenseret af boligstøtten. Dette vil være afhængig af den enkelte borgeres økonomiske situation. Udgiften til boligstøtte deles mellem staten (75%) og kommunen (25%).

Sagen afgøres i

Social- og Sundhedsudvalget

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2018-2021 den 08-12-2021

Orienteringen taget til efterretning, idet der forberedes en sag vedr. Hesselager Plejecenter, hvor omfanget af brandsikring afdækkes og hvor potentiel netto huslejestigning for beboerne belyses.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 2022-2025 den 13-01-2022


Orienteringen taget til efterretning.