Punkt 6 Status og videre forløb omkring Vejstrup Ådal

Beslutningstema

Danmarks Naturfredningsforening, Svendborg (DN-S) har taget initiativ til at rejse en fredningssag for den del af Vejstrup Ådal, som ligger øst for Nyborgvej. DN-S har anmodet Svendborg Kommune om at være medrejser af fredningsforslaget. Byrådet/Kommunalbestyrelsen har besluttet at gå i dialog med lodsejerne om interessen for en fredning. Der har været afholdt dialogmøde med lodsejerne.

 

DN-S har ultimo 2021 fremsendt fredningsforslaget til Danmarks Naturfredningsforenings hovedkontor, da det er dem, der kan rejse forslaget over for Fredningsnævnet. DN-S har netop meddelt, at Danmarks Naturfredningsforenings hovedkontor (DN-H) har truffet afgørelse om at rejse en fredningssag ved Vejstrup Ådal.

Der orienteres om dialogmødet og forslag til brev til DN-H samt forslag til det videre forløb forelægges til beslutning.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,

 

  • At orienteringen fra dialogmøde med lodsejerne tages til efterretning.
  • At formanden for Teknik- og Miljøudvalget sender det forelagte brev til Danmarks Naturfredningsforenings hovedkontor.
  • At der arbejdes videre efter den foreslåede procesplan.

Sagsfremstilling

Henvendelsen fra Danmarks Naturfredningsforening, Svendborg (DN-S)

DN-S har ønsket, at der rejses en fredningssag for den østlige del af Vejstrup Ådal. DN-S har oplyst, at et fredningsforslag står stærkere i processen, hvis kommunen er medrejser. DN-S har derfor anmodet Svendborg Kommune om at være medrejser af fredningen. DN-S har beskrevet ådalens særlige natur- og landskabsværdier, hvad DN-S ser som trusler mod disse værdier og kommer med forslag til, hvad en fredning skal indeholde og hvilke arealer, der skal indgå. Fredningsforslaget dækker et område på ca. 75 ha, som ejes af 12-14 lodsejere. Forslag til afgrænsning er vist på kortet i bilag 1 (Bilag 1. DN-S’s forslag til afgræsning af fredning).

 

DN-S har ultimo 2021 fremsendt fredningsforslaget til Danmarks Naturfredningsforenings hovedkontor, da det er dem, der kan rejse forslaget over for Fredningsnævnet. DN-S har netop meddelt, at Danmarks Naturfredningsforenings hovedkontor (DN-H) har truffet afgørelse om at rejse en fredningssag ved Vejstrup Ådal. Se bilag 2. (Bilag 2. Mail fra DN-S af 7. januar 2022).

 

DN-S har ikke været i kontakt med de potentielle lodsejere.

 

Processen i en fredningssag

En fredningssag kan rejses af Miljøministeren (Miljøstyrelsen), Kommunalbestyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening – hver for sig eller sammen. Fredninger har en særlig myndighedsstruktur med en lovbestemt procedure. Fredninger gennemføres i særlige nævn: Fredningsnævn og Miljø- og Fødevareklagenævnet. Fredningsforslag sendes til Fredningsnævnet og sagen er rejst, når Fredningsnævnet har offentliggjort forslaget.

 

Naturbeskyttelsesloven foreskriver, hvordan lodsejerne skal inddrages i en fredningssag efter, at fredningssagen er rejst. Der er ingen regler for inddragelse før, men en opfordring fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg til en tidlig inddragelse af potentielt berørte lodsejere – altså forud for, at sagen rejses.

 

Byrådets beslutning på møde den 30. november 2021

Byrådet besluttede på møde den 30. november, at Svendborg Kommune meddeler Danmarks Naturfredningsforening, Svendborg lokalkomite, at Svendborg Kommune på det foreliggende grundlag er interesseret i at være medrejser af fredningssagen, såfremt en forudgående dialog med lodsejerne med kommunen som initiativtager viser, at der er overvejende positiv interesse for fredningen blandt lodsejerne. Når det endelige fredningsforslag foreligger, tager Byrådet endelig stilling til, om kommunen ønsker at være medrejser af fredningssagen.

 

Herudover besluttede byrådet, at formanden for Miljø- og Naturudvalget bemyndiges til at kunne nedlægge et foreløbigt forbud mod indgreb som strider mod intentionerne i fredningen.

 

Svendborg Kommune inviterede lodsejerne til et dialogmøde om bevarelse af naturværdierne i Vejstrup Ådal den 2. december 2021.

 

Kommuniké fra lodsejere om den påtænkte fredning af Vejstrup Ådal

Forud for mødet fremsendte lodsejerne et Kommuniké om den påtænkte fredning af Vejstrup Ådal. En gruppe af lodsejerne havde været samlet. Indledningsvist gør lodsejerne opmærksom på, at en fredning kommer i stand på baggrund af en ikke folkevalgt organisation (DN) og gennem afgørelser i administrative instanser (Fredningsnævn). I kommunikéet beskriver lodsejerne deres historie i ådalen, deres virke for naturen, og hvordan lodsejerne har været og er åbne for at andre får glæde af ådalen. Lodsejerne føler, at de gennem årtier har gjort det rigtige, og at en fredning vil umyndiggøre dem. De frygter, at de fremover skal bede om lov til alt og kunne få afslag på alt. De frygter, at de mister ret og indflydelse over egen jord (ejendomsretten). Lodsejerne finder, at deres private ejerskab vil være den bedste garant for en fortsat god og ansvarlig naturbeskyttelse i ådalen. Kommunikéet er vedlagt som bilag 3 (Bilag 3. Kommuniké af 1. december 2021 fra lodsejere i Vejstrup Ådal).

 

Dialogmøde den 2. december 2021

Dialogmødet blev afholdt i Vejstrup Forsamlingshus. Der deltog repræsentanter fra 10 ejendomme. DN-S indledte mødet med at fremlægge deres forslag til fredning. Svendborg Kommune gennemgik processen i en fredningssag med fokus på, hvordan man som lodsejer kan få indflydelse. De to præsentationer er vedlagt som bilag 4 og 5 (Bilag 4. DN-S præsentation, Bilag 5. Processen i en fredningssag).

 

Herefter tog en række lodsejere ordet og fortalte om deres syn på ådalen og en eventuel fredning. Det gennemgående var en stor glæde og veneration for deres naturområde og bekymring for, hvordan en fredning vil påvirke deres råderet, økonomi og engagement.

 

I den efterfølgende drøftelse understregede DN og kommunens repræsenter, at de nuværende lodsejere har passet godt på Vejstrup Ådal, og at fredningsforslaget skal ses som et ønske om at understøtte lodsejernes arbejde og sikre de særlige naturværdier for al tid – også når der kommer nye ejere. Det stod klart, at DN kan vælge at rejse en fredningssag alene, men at lodsejerne kan få indflydelse på en fredning ved at gå ind i en dialog på nuværende tidspunkt. Lodsejerne ønskede at drøfte fredningsforslaget mere indgående på de enkelte ejendomme, og at kommunen tager rundt og snakker med hver enkelt. Referat fra dialogmødet er vedlagt som bilag 6 (Bilag 6. Referat fra dialogmøde den 2. december 2021).

 

Brev til Danmarks Naturfredningsforening om at stille sagen i bero

Administrationen anbefaler, at Teknik- og Miljøudvalget sender brev til DN’s hovedkontor med opfordring til, at DN stiller sagen i bero indtil lodsejernes holdning til en fredning er afdækket. Forslag til brev er vedlagt som bilag 7 (Bilag 7. Forslag til brev til DN´s hovedkontor).

 

Forslag til procesplan

Januar 2022: Formanden for Teknik- og Miljøudvalget sender brev til DN’s hovedkontor om at stille fredningssagen i bero, indtil lodsejernes holdningerne er afdækket.

 

Januar 2022: Administrationen besøger alle lodsejere for en mere indgående afdækning af hver enkelt lodsejeres holdning og ønsker til en fredning.

 

Februar/marts 2022: Teknik- og Miljøudvalget foretager en fælles besigtigelse af ådalen med lodsejerne.

 

Marts/april 2022: Kommunalbestyrelsen tager beslutning om, hvorvidt kommunen vil gå ind i at rejse fredningssagen.

 

Marts/april 2022: Kommunen meddeler DN, at kommunen ikke ønsker at gå ind i at rejse fredningssagen.

 

Eller

 

April 2022: Kommunen meddeler DN, at kommunen gerne vil samarbejde om udarbejdelse af et fredningsforslag.

 

September/oktober 2022: Fredningsforslaget forelægges Kommunalbestyrelsen til endelig beslutning om, hvorvidt kommunen vil være med til at fremsende sagen til fredningsnævnet.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Fredningserstatningerne betales af staten og kommunerne efter en fordeling, der fastsættes i fredningskendelsen. Fordelingen er uafhængig af hvem, der rejser sagen. Kommunen vil således blive pålagt at betale til fredningen, selvom kommunen ikke er medrejser af fredningen.

 

For fredninger af lokal interesse, som denne må forventes at høre under, skal kommunen typisk betale 25 % af fredningserstatningerne. DN har i et overslag over omkostninger ved fredningen vurderet, at fredningen kan gennemføres for mellem 1,5 og 2 mio. kr. Det er fredningsnævnet, som fastlægger erstatningernes størrelse. Svendborg Kommunes udgifter vil være ca. 25 %. Kommunens udgifter vil først blive aktuelle, når fredningsforslaget er endeligt vedtaget, hvilket først forventes efter 2022.

 

Ud over erstatningerne kommer efterfølgende udgifter for kommunen til udarbejdelse af driftsplan (ca. 50.000 kr.), anlæg (f.eks. kreaturhegn) og driftsudgifter. Disse beløb vil først kunne estimeres, når den endelige fredningskendelse foreligger.

 

Fredningen vil give lodsejerne begrænsninger i brugen af deres arealer. Størstedelen af arealet anvendes dog i dag til ekstensiv afgræsning eller ekstensiv skovdrift, og her vurderes begrænsningerne at være af mindre betydning.

CO2-Konsekvensvurdering

Sagen vurderes ikke at have konsekvens for CO2-udledningen.

Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Sagen afgøres i

Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 2022-2025 den 13-01-2022

Orienteringen taget til efterretning og indstillingen godkendt.