Punkt 7 Analyse og masterplan for landsbyer

Beslutningstema

I budget 2022 blev der afsat 0,5 mio kr. til en ”kortlægning og analyse af lokalområdernes potentialer og udfordringer”. Plan- og Lokaludvalget bedes godkende igangsættelsen af arbejdet med kortlægning og analyse samt anvendelse af eksterne konsulenter til opgaven

Indstilling

Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse, at

  • kortlægning og analyse af lokalområderne igangsættes
  • De afsatte 500.000 kr. til opgaven frigives
  • Brug af eksterne konsulenter til opgaven
  • De to igangsatte potentialeplaner for Thurø og Sydtåsinge sættes i bero indtil analysen er afsluttet.

Sagsfremstilling

Den netop godkendte Kommuneplan for Svendborg Kommune har en målsætning om at understøtte udviklingen af lokalområderne overalt i kommunen på et analytisk grundlag. Der er behov for et samlet analytisk overblik for at kunne arbejde strategisk og målrettet med at skabe størst mulig effekt af de kommunale indsatser.

 

I budgettet for 2022 blev der derfor afsat 0,5 mio. kr. til en kortlægning og analyse af lokalområdernes potentialer og udfordringer. Opgaven foreslås sendt i udbud til eksterne konsulenter, der skal gennemføre og afrapportere inden udgangen af juni 2022. Analysen, der gennemføres for samtlige landsbyer i Svendborg Kommune med mellem 200 og 4000 indbyggere, skal bestå af en undersøgelse af landsbyernes geografi, demografi, infrastruktur, bosætning, institutioner og civilsamfund.

 

Lokalområder og landsbyer i Svendborg Kommune har vidt forskellige særpræg og potentialer. I Svendborg Kommunes Kommuneplan er det blevet besluttet, at landsbyernes forskelligheder skal udnyttes. De skal udvikles i et tæt samspil med hinanden, så de er med til at understøtte og supplere hinanden til gavn for både den enkelte landsby som hele kommunen. Analysen skal sikre, at der kan gennemføres en helhedsplanlægning for lokalområderne på et solid datagrundlag.

 

På baggrund af analysen, kan der udarbejdes udviklingsplaner eller potentialeplaner for de enkelte lokalområder. Derfor anmoder administrationen Plan- og Lokaludvalget om at godkende, at arbejdet med de to igangværende potentialeplaner for Thurø og Sydtåsinge bliver sat på pause indtil analysen er færdig for at sikre sammenhængen og en god udnyttelse af kommunens ressourcer.

 

Analysen skal udarbejdes i samarbejde med eksterne konsulenter og bliver lavet på baggrund af besøg i alle landsbyer, samtaler med repræsentanter fra lokalsamfundene, gennemgang af rapporter og kommunale baggrundsdokumenter og statistisk data om kommunen og de enkelte landsbyer. Rapporten, som vil blive udarbejdet på baggrund af de indsamlede data, består af:

  • en individuel analyse af hver landsby
  • en tværgående analyse af kommunens landsbyer
  • anbefalinger til indsatser for den videre udvikling.

 

 

Plan- og Lokalsamfundsudvalget vil blive orienteret løbende i arbejdet med kortlægning og analysen af lokalområderne.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er afsat 0.5 mio. kr. til analysen, der gennemføres af eksterne konsulenter. Derudover vil administrationen bruge tid på udarbejdelse af tilbud, leverandørstyring og dialog med borgere i lokalområderne. 

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke relevant.

Sagen afgøres i

Plan- og Lokalsamfundsudvalget.

Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget 2022-2025 den 11-01-2022

Indstillingen godkendes, med bemærkning om at allerede igangsatte potentialeplaner kan udmøntes, uden at afvente kortlægning og analyse af lokalområderne. Forud for igangsætning af analysen, afholdes orienterende møde om proces og indhold for lokalråd.