Punkt 4 Kompetencefordeling 2022 for Plan- og Lokalsamfundsudvalget

Beslutningstema

Plan- og Lokalsamfundsudvalgets opgaver fremgår af den godkendte styrelsesvedtægt for valgperioden 2022-2025. Jævnfør den Kommunale Styrelseslov ligger den umiddelbare forvaltning i udvalgets regi. For praktiske formål fastlægges en mere præcis arbejdsdeling mellem det politiske og det administrative niveau ved hjælp af en kompetencefordelingsplan. En sådan fremlægges til udvalgets godkendelse.

Indstilling

Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse,

  • At forslag til kompetencefordelingsplan for Plan- og Lokalsamfundsudvalget godkendes.

Sagsfremstilling

Med afsæt i den vedtagne styrelsesvedtægt fra Byrådets møde den 30. november 2021 foreslås følgende uddybning og præcisering. Det er generelt forsøgt at tegne udvalgets profil så de løbende opgaver løses i administrationen, mens de principielle sager afgøres politisk, jfr. Bilag 1 (Bilag 1. Kompetencefordelingsplan 2022 Plan- og Lokalsamfundsudvalget).


Det bemærkes, at administrationen anbefaler, at fogedanmeldelser, standsninger og politianmeldelser vedrørende byggerier besluttes på det administrative niveau, da sådanne indgår som led i administrationens øvrige myndighedsarbejde.
Det bemærkes endvidere, at administrationen anbefaler en arbejdsdeling, hvor kriterier for puljernes udmøntning besluttes af udvalget, mens administrationen afgør de konkrete ansøgninger med efterfølgende orientering til udvalget.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen.

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse.

Sagen afgøres i

Plan- og Lokalsamfundsudvalget.

Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget 2022-2025 den 11-01-2022

Indstillingen blev godkendt, med bemærkning om at udvalget sikres orientering ved anmeldelsessager, fogedsager og lign. Beslutning om fordeling af midler til lokalpuljer mv, besluttes på senere møde.