Punkt 9 5700 Summer event

Beslutningstema

Økonomisk tilskud fra Svendborg Kommune til fortsættelse af festivalen 5700 Summer

Indstilling

Direktionen indstiller til endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen,

 

  • om der i 2022 gives 0,5 mio. kr. tilskud og 0,5 mio. kr. underskudsgaranti til 5700 Summer.
  • at finansiering af tilskud på 0,5 mio. kr. i 2022 i givet fald sker via uforbrugte midler fra Eventpuljen under anlæg, mens finansiering af underskudsgaranti på 0,5 mio. kr. findes i forbindelse med regnskabsafslutningen.
  • om der årligt i 2023-2025 gives 1,0 mio. kr. tilskud, hvor finansiering findes i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2023.

Sagsfremstilling

Foreningen Små Armbevægelser, som står bag Festivalen 5700 Summer, har henvendt sig til Svendborg Kommune med ønske om medfinansiering af festivalen i sommeren 2022 samt årligt tilskud i årene fremover.

 

Det fremgår af henvendelsen, at

 

  • I 2020 blev der solgt mere end 8500 koncertbilletter, og i 2021 var antallet af solgte koncertbilletter steget til 15.000, hvilket cementerede festivalens voksende succes i Svendborg med national anerkendelse til følge. Festivalen modtog priser som f.eks. Best of Svendborg og Kulturprisen og blev tillige nomineret til Steppeulven og GAFFA-prisen.

 

  • eksperter i branding og kommunikation er enige i, at festivalen bør fortsætte uden stop for at udnytte det momentum, der er opbygget over de sidste to år. Dette på trods af at festivalen vil være i konkurrence med andre arrangementer og events såvel Landsstævnet samt musikarrangementer og festivaler, som ikke har kunnet afvikles som følge af Corona.

 

  • der ikke er fastlagt nogen endelig dato for en eventuel afvikling i 2022, men såfremt festivalen skal planlægges i 2022, er der behov for en snarlig afklaring om finansiering.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der søges om årligt tilskud på 1 mio. kr. i årene 2022-2025. I 2022 søges der dog om et direkte tilskud på 0,5 mio. kr. kombineret med en underskudsgaranti på 0,5 mio. kr.

 

Finansiering af direkte tilskud på 0,5 mio. kr. i 2022 kan anvises fra resterende midler i Eventpuljen, som ikke er fuldt disponeret, mens der ikke umiddelbart kan peges på finansiering af underskudsgarantien på 0,5 mio. kr.

 

Der kan ikke anvises finansiering i budget 2023 og frem.

CO2-Konsekvensvurdering

Kan ikke vurderes pt.

Lovgrundlag

Lov om Kommunernes Styrelse.

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-01-2022

Der bevilges en underskudsgaranti på 500.000 kr. finansieret fra event-puljen.

For 2023 – 25 fremsendes sagen til budgetforhandlingerne.