Punkt 9 Status vedrørende ny styrket pædagogisk læreplan på dagtilbudsområdet

Beslutningstema

Status vedrørende ny styrket pædagogisk læreplan på dagtilbudsområdet.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Siden 2004 har alle dagtilbud i Danmark skulle arbejde med børns læring med udgangspunkt i en pædagogisk læreplan. Som led i at styrke kvaliteten i dagtilbud blev det som en del af dagtilbudsaftalen ”Stærke dagtilbud – alle skal med i fællesskabet” fra 2017 aftalt, at der skulle udarbejdes en ny lovgivningsmæssig ramme for arbejdet med den pædagogiske læreplan i dagtilbud.

 

I foråret 2018 vedtog Folketinget en ny dagtilbudslov. Dagtilbudsloven indeholder en ny styrket pædagogisk læreplan, hvor barndommen fremhæves som en periode af særlig værdi, hvori legen har en central betydning.

 

Den nye styrkede pædagogiske læreplan tydeliggør blandt andet at dagtilbuddene har ansvar for at arbejde ud fra et fælles pædagogisk grundlag, der over hele dagen og i forbindelse med leg, rutinesituationer, vokseninitierede aktiviteter m.v. giver børnene mulighed for trivsel, læring, udvikling og dannelse.

 

I bekendtgørelsen til loven fremgår desuden to brede pædagogiske læringsmål, som dagtilbuddene skal arbejde efter inden for hvert af de seks pædagogiske læreplanstemaer. De seks læreplanstemaer er:

  • Alsidig personlig udvikling
  • Social udvikling
  • Kommunikation og sprog
  • Krop, sanser og bevægelse
  • Natur, udeliv og science
  • Kultur, æstetik og fællesskab

 

Indholdet i de seks læreplanstemaer er på nationalt niveau blevet foldet ud i seks indholdsbeskrivelser, hvor der nu for første gang er en fælles beskrivelse af, hvad der ligger i de enkelte temaer, og hvad børn skal møde i det pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet.

 

Derudover rummer den nye styrkede pædagogisk læreplan krav til dagtilbuddene om at beskrive, hvordan de samarbejder med forældre om børns læring, hvordan det pædagogiske læringsmiljø tager højde for børn i udsatte positioner, hvordan der arbejdes med overgang til skolen, hvordan dagtilbuddet inddrager lokalsamfundet i arbejdet med etablering af pædagogiske læringsmiljøer og endeligt hvordan det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø indtænkes og integreres under hensyntagen til børnenes alder og modenhed.

 

Processen i Svendborg med at omsætte den nye styrkede pædagogiske læreplan

Reglerne om den nye styrkede pædagogiske læreplan træder i kraft 1. juli 2020. I mellemperioden foregår en involverende og fælles proces på dagtilbudsområdet med kvalificering og kompetenceudvikling på flere niveauer.

  • Første halvår af 2019 kompetenceudvikles alle pædagogiske teamledere af kommunale og selvejende børnehuse/dagplejegruper samt ledere af private dagtilbud vha. puljemidler fra Børne- og Socialministeriet i ny styrket pædagogisk læreplan.
  • Februar 2019 afholdtes fælles fyraftensmøde for alle medarbejdere, ledere på dagtilbudsområdet, forældrebestyrelser, tværfaglige samarbejdspartnere og Børne- og Ungeudvalget. Her fortalte forsker Charlotte Ringsmose fra Program for Læringsledelse om baggrunden for Ny styrket pædagogisk læreplan og dennes betydning for praksis.
  • Marts 2019 afholdtes inspirationsaften for forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud
  • August 2019 afholdes fælles fyraftensmøde for alle medarbejdere og forældrebestyrelser. Her fortæller forsker Stig Brostrøm om legens betydning for den styrkede pædagogiske læreplan.
  • Efteråret 2019 kompetenceudvikles alle medarbejdere i kommunale og selvejende dagtilbud i at arbejde med en styrket pædagogisk læreplan. Kompetenceudviklingen foregår via de metoder som kendes fra program for læringsledelse, hvor det er praksisnært og foregår i børnehuset/dagplejegruppen.
  • Vinter 2019 justeres ”Mission, Vision og Fælles arbejdsgrundlag” samt ”Faglighedsblomsten” ud fra den viden og kompetenceopbygning, som medarbejdere og pædagogiske teamledere har været igennem. Her inddrages forældrebestyrelser, medarbejdere og ledere.  

 

I perioden frem til vinter arbejdes der med at konkretisere hvordan rammen om en ny styrket pædagogisk læreplan skal se ud i Svendborg Kommune, og hvordan vores indsatsområder (Program for Læringsledelse, FOKUS, Aktive Børn i dagtilbud og sprog) understøtter elementerne i læreplanen. I dette arbejde involveres forældrebestyrelser og medarbejdere for at bringe relevante perspektiver i spil.

 

Børne- og Ungeudvalget orienteres nærmere om status ultimo 2019.

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 03-04-2019

Taget til efterretning.