Punkt 5 Forslag om nedlæggelse af Den Blå Lagune

Beslutningstema

Mette Kristensen (V) og René Haahr (V) stiller forslag om, at Social- og Sundhedsudvalget træffer beslutning om, at Den Blå Lagune lukkes.

Indstilling

Venstre stiller forslag om:

  • At tilbuddet ”Den Blå Lagune” (DBL) bringes til ophør.
  • At herefter kan der indledes undersøgelser om et lignende tilbud skal tilbydes et andet sted i byen.

Sagsfremstilling

Gennem mere end 15 år har vi set gennem fingre med, at der åbenlyst bliver handlet med stoffer fra DBL – primært hash.

 

Venstre kan ikke acceptere, at der midt i byens kerne – mindre end 100 m fra legeplads for børn og unge – ved et rekreativt område, der skal være kendetegnende for byens nerve og sjæl og ved det vindue, som havnen er for byens gæster, sælges hash og drives smugkro.

 

Venstre anerkender, at der er behov for et fristed, hvor de nuværende brugere af DBL kan være. Dog mener vi, at den nuværende placering er ualmindelig forkert, især i anerkendelsen af, at der ER et stigende problem med unge i Svendborg, der ryger hash.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Sagen har ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2019

Udvalget ønsker at fremskynde processen med henblik på en alternativ placering af Den Blå Lagune i samarbejde med brugerne. Der fremlægges en plan for processen på førstkommende møde.

Hashhandel i tilknytning til kommunalt værested er uacceptabel, og udvalget vil drøfte sagen på førstkommende møde.