Punkt 12 Offentliggørelse af forslag til kommuneplantillæg 2017.17 for udvidelse af landsbyafgrænsningen for Gammel Nyby på Tåsinge

Beslutningstema

Offentliggørelse af forslag til Kommuneplantillæg 2017.17.

Indstilling

Direktionen indstiller til Byrådet, at

 

  • forslag til kommuneplantillæg 2017.17 offentliggøres i 8 uger
  • der ikke afholdes borgermøde i høringsperioden
  • der ikke udarbejdes miljøvurdering

Sagsfremstilling

Teknik- og Erhvervsudvalget har d. 06.12.2018 igangsat udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg 2017.17 for udvidelse af landsbyafgrænsningen for Gammel Nyby på Tåsinge.

Det blev besluttet at igangsætte en forudgående høring uden borgermøde.

Baggrund

I 2013 meddeler Svendborg Kommune landzonetilladelse til udstykning af den pågældende grund, med henblik på at opføre et énfamilieshus. Hele Gl. Nyby orienteres i den offentlige høring og der kom ingen indsigelser.

Afgørelsen påklages til Natur og Miljøklagenævnet, der ændrer kommunens tilladelse til et afslag, af den principielle grund, at grunden ikke er omfattet af landsbyafgrænsningen for Gl. Nyby.
 

Det vurderes efterfølgende, at man i den næstkommende kommuneplanrevision, vil udvide landsbyafgrænsningen i overensstemmelse med det ansøgte. I forbindelse med Kommuneplan 2017 – 2029, fik grundejer, af praktiske årsager, ikke sit ønske omkring udvidelse af landsbyafgrænsningen med, og derfor behandles det nu særskilt, i et tillæg til kommuneplanen.
 

Landsbyafgrænsning

Nærværende kommuneplantillæg udvider landsbyafgrænsningen, som forudsætning for, at grundejer kan søge en ny landzonetilladelse.

Den omtalte grund ligger i naturlig forlængelse af landsbyen Gl. Nyby, og det fremgår af historiske kort, at der tidligere har været bebyggelse på stedet. Udvidelsen følger princippet for resten af landsbyafgrænsningen i Gl. Nyby, som koncentrerer huse og bebyggelse langs med vejen.

Udvidelsen følger den eksisterende landsbybebyggelse, og skaber således en naturlig afrunding af landsbyen.

Landsbyafgrænsningen fungerer som grundlag for Byrådets administration af planlovens bestemmelser om landzone, og bruges til at fastsætte afgrænsningen mellem by og land.

Forudgående høring

Der er i den forudgående høring (12. december 2018 til og med d. 16. januar 2019) kommet 3 høringssvar fra lokale borgere i Gammel Nyby.

Fælles for høringssvarene, er, at de udtrykker et ønske om, ikke, at udvide landsbyafgrænsningen, og dermed skabe mulighed for et énfamilieshus på grunden. Høringssvarene er vedlagt som bilag.

Høringssvarene udtrykker en bekymring for både de trafiksikkerhedsmæssige forhold og at landsbyens idylliske og historiske karakter påvirkes negativt.

De indkomne høringssvar indeholder samtidig ideer og forslag til placering af adgangsvej til grunden og udformning af den fremtidige mulige bebyggelse. Dette behandles ikke i nuværende planlægning, men vil blive overdraget til brug for den kommende landzonetilladelse, der går i detaljen med sådanne forhold.

Administrationen vurderer, at de indkommende forslag og ideer ikke påvirker de planlægningsmæssige argumenter for at udvide landsbyafgrænsningen for Gammel Nyby.

Udover den forudgående høring, vil der være en offentlig høring i forbindelse med offentliggørelsen af forslag til kommuneplantillæg 2017.17. I forbindelse med en landzonetilladelse vil der ligeledes være krav om en offentlig inddragelse af de lokale borgere.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter i forbindelse med planlægning afholdes indenfor eksisterende budget.

Der er derudover ingen direkte økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune.

Lovgrundlag

  • Lov om Planlægning
  • Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 07-03-2019

Indstilles.


Afbud fra Jens Erik Laulund Skotte (Ø). Som suppleant deltog Jesper Kiel (Ø).

Afbud fra Jens Munk (løsgænger). Som suppleant deltog Jesper Larsen (løsgænger).

 

 

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 19-03-2019

Indstilles.

Afbud fra Dorthe Ullemose (O).