Punkt 6 Indskrivning til børnehaveklasse i skoleåret 2019/2020

Beslutningstema

Elev- og klassetal i forbindelse med indskrivning til børnehaveklasse 2019 forelægges til orientering.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Ved indskrivning til børnehaveklasse med start august 2019 er der medio januar 2019 indmeldt 431 børn i folkeskolerne i Svendborg Kommune - 31 færre end skoleåret 2018/2019.

 

Af disse 431 børn har 28 søgt om optagelse i anden skole end distriktsskolen. 7 har fået afslag efter principperne om frit skolevalg og klassedannelse vedtaget af Byrådet 29. marts 2011. Ud af disse 7 som har fået afslag på deres 1. prioritet, har 5 fået opfyldt deres 2. prioritet. Der er søgt og bevilliget skoleudsættelse for 15 børn.

 

Det tilmeldte antal børn udløser 21 klasser i skoleåret 2019/2020. Den gennemsnitlige klassekvotient bliver på 20,5. Sidste år blev der oprettet 22 klasser, hvor klassekvotienten var 20,9.

 

129 børn er optaget i kommende børnehaveklasser på privat-/friskole. I forbindelse med indskrivningen til børnehaveklasse 2018/2019 var der optaget 120 børn på privat-/friskole.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ressourcetildelingen til skolerne sker primært via et beløb pr. elev. Beløbet nivelleres i forhold til, hvor mange børn, der er pr. klasse jf. ny ressourcemodel fra 2019-2020.

 

Ifølge elevtalsprognosen udarbejdet i foråret 2018 var det forventet, at der i skoleåret 19/20 ville starte 448 elever i folkeskolerne. Indskrivningen viser et foreløbigt elevtal på 431 elever og er derfor 17 børn færre i folkeskolen. Ved den årlige demografiopgørelse i foråret 2019, som opgøres ud fra Svendborg Kommunes befolkningsprognose, bliver det beregnet, hvorledes budgettets aktivitetsforudsætninger svarer til det foreløbige forventede niveau. Den 5. september 2019 kendes skolernes ressourcetildeling for skoleåret 19/20 endeligt.

Lovgrundlag

Folkeskoleloven §36 og §38

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 06-03-2019

Taget til efterretning.